Den 9. juli fik vi langt om længe vores gasflaske, og den var sågar fyldt op med gas! Med denne ombord var det tiden at komme videre til nye eventyr. Fantastisk!
Det blev til en lidt hurtig hilsen af med dem vi kendte, da vi lige skulle nå at tanke inden de lukkede. Blandt andet ser vi desværre ikke mere til Georg før hjemme i Danmark, da han tager et år mere herude i det dejlige stille hav. Et par hollændere kæmper stadig med deres motor som svigtede på vej ind, vores tyske nabo har også nogle store hængepartier der lige skal fikses før de kan komme videre osv. osv. Tahiti er det eneste sted at få tingene ordnet før Australien/New Zealand, så det giver god mening.
Nå, men tilbage til turen. Næste mål var Huahine, som skulle være utrolig smuk, og vi begav os ivrigt afsted.
Vind var der ikke rigtig nogen af, så det var for motor, men vi trængte sådan til at komme ud og se noget nyt, at det var ok. Natten forløb stille og roligt, og om formiddagen næste dag fløj en lille luksus-jet tæt hen over os, og vi kunne begynde at nyde synet af Huahine. Jævnligt er Jesper nede og kigge i motorrummet for at sikre sig, at alt er i orden. Denne formiddag en fem mil før Huahine var ikke en undtagelse. Til hans overraskelse mødte der ham et syn med omring en liter olie under motoren, og motoren måtte straks slukkes for inspektion. Problemet viste sig at være oliepåfyldningsproppen, som var gået i stykker og ikke kunne holde olien nede i karet. Hovederne blev lagt i blød over hvad der skulle gøres, og Jesper fik kreeret en midlertidig løsning.
Lygten som prop blev dog ikke den store succes, så i stedet blev godt med alu-tape en mere holdbar løsning.
Imidlertid anede vi ikke hvor længe den ville holde, og desuden var der ingen tvivl om, at vi skulle have en ny prop. Spørgsmålet var bare, hvor vi skulle finde den? Valgene lå mellem:
1) Fortsætte ind til Huahine på motor (en minimum tre timer endnu på motor). Her troede ingen af os på, at vi ville kunne finde en prop, men måske en færge eller et fly, så vi selv kunne hente den på Tahiti. Imidlertid ville vi være rigtig dårligt stillede der, hvis motoren fejlede og vi skulle prøve at gebærde os med sejl – der var ikke megen plads derinde, og desuden var der ingen vind og det var en barsk ø uden nåde for sejlere der ikke havde 100 % styr på det hele.
2) Vi kunne vende om og sejle tilbage til Tahiti. Mentalt var det ikke lige hvad vi havde mest lyst til, da det ville reducere vore dage på de kommende øer. Desuden sagde vejrprognoserne også, at det ville være uden vind derned til, hvilket ville betyde en 20-24 timer for motor…
3) Skippe Huahine og fortsætte direkte til Bora Bora. Herfra burde transportmulighederne til Tahiti være bedre, da det er en meget turistet ø.
Som du måske har gættet, endte vi med at vælge tredje mulighed. Hurtigt kunne vi dog beregne, at vi ikke kunne være fremme før solnedgang, så vi zigzaggede stille og roligt derudaf. Vinden blev dog mere og mere farvorabel for os,. Da solen gik ned havde vi 12 mil tilbage, som vi skulle bruge 12 timer på at tilbagelægge. Vi er generelt lidt dovne med at sejle for store omveje, men vi havde også i baghovedet at have kortest mulige afstand hvis vinden skulle følge prognoserne og forsvinde, hvormed motoren skulle i brug. Dette betød blandt andet, at vi gyngede en del, og at vi ikke kunne stole på vores digitale kort, da systemet slet ikke kunne finde ud af hvilken vej vi sejlede. Kortet hoppede bare rundt. Til gengæld var det en stille nat med masser af stjerner, og månen lyste godt op, så vi havde ingen problemer med at sejle udelukkende med kompas og visuelle ting. Allerede da vi kom op til spidsen af naboøen Tahaa kunne vi se Bora Bora.
Næste morgen blev en smuk oplevelse, og det samme var turen ind igennem passet. Strømmen var forbavsende stor (3,5 knobs modstrøm selvom tidevandsforskellen inde i “semi-“atollen kun var 0,3 m), og vi mødte en del kokosnøder.
Motoren klarede det heldigvis uden problemer, og klokken 08:20 havde vi trygt bundet os til en bøje. Som nabo havde vi øens flotte bjerg, Otemanu.
Ankomstdagen blev en ihærdig dag. Efter en gang morgenmad kastede vi os ind i jagten på en prop, hvilket vi forventede ville vare en uge eller to samt koste en halv formue. Vi fandt en lille båd-komfur-cykel-forretning, som henviste os til et lille værksted. Dette lille værksted viste sig at være vores redder. Vi måtte lige have den en ekstra gang, da manden fortalte, at han kunne skaffe den hjem til næste formiddag mellem 10 og 11! Heldigvis var det ikke en joke, og næste formiddag hentede vi vores nye prop – til normal pris endda ;).
Sikke en start på denne lækre ø! For at sætte prikken over i’et fandt vi også hurtigt ud af, at Bora Bora er godt igang med halvanden måneds Heiva. Jubiiii :D.
Der er hele tiden fede rytmer i luften. Til “musiknørderne” kan vi tilføje, at de skifter rytme hver gang de har været en tre til fire gange igennem en, hvilket gør, at det aldrig bliver for ensformigt. Det er musikalsk kunst. Oven i dette har byens centrum, hvor det meste foregår, en charme der vil noget. Bagved scenen er der nogle store bygninger, som er delt op i små hyggelige restauranter, barer mm. Vi har fået at vide, at disse kun er der imens Heivaen står på. Når festen er overstået bliver det hele revet ned og fjernet på en enkelt dag, og så starter de forfra næste år med noget nyt.
På den store scene har vi været inde og se otea (kor) og himene (dans og musik), som vi nævnte i sidste indlæg, et par gange.
Ud over det har vi set konkurrence i cykelløb og roning. Vi missede desværre kokuskonkurrencen samt styrkeprøve, men det, og mange andre ting, er jo så en god undskyldning for at vende tilbage til Polynesien under Heiva en anden gang ;).
Nu vi er ved de festlige ting, skal du da også lige have nogle enkelte billeder af byens kunst 🙂
Den første aften på øen var vi lidt brugte ovenpå den forgangne dag, så det var blevet til filmaften på båden. Vi havde sat os godt til rette i sofaen og var midt i en god film, da Jesper pludselig mærkede noget kilde på sin fod. Instinktivt kiggede han ned og fik et chok, da han så en kæmpe kakerlak! Til dem som ikke ved det, så er kakerlakker et mareridt ombord på en båd, og vi gør alt for at undgå dem! De gemmer sig steder man slet ikke kan komme ind til, er næsten umulige at få aflivet selv med gift, formerer sig som rotter, og æder ALT – inkl. ledninger, træværk osv. Det er eksempelvis for at undgå disse dyrs små usynlige æg, at emballage bliver taget af madvarer før de kommer ombord, sko bliver skyllede hver gang osv. Dette monster havde imidlertid fundet vej herned alligevel, og den pilede hurtigt videre! Jesper sprang op og fik hurtigt fat i fluesmækkeren. Som held valgte dyret at holde sig ude på dørken (gulvet), hvor den ikke var i dækning, og hurtigt blev den aflivet! Da den var kommet overbord blev hele dørken samt fluesmækkeren nøje afsprittede. Heldigvis har vi endnu hverken set eller hørt noget unormalt. 7-9-13…
Tilbage til det mere sjove. Den 13. juli skulle vi prøve noget nyt, så vi lejede os en buggster i 4 timer for at komme rundt og se øen.
På vores tur rundt om øen fik vi taget en masse smukke billeder, men før vi tager hul på dem, skal du lige have et indtryk af de smukke frisurer køretøjet gav os – på naturlig vis og helt uden tilsætningsstoffer selvfølgelig 😀
På køreturen kom vi til et historisk sted, hvor amerikanerne havde forsvaret øen tilbage under anden verdenskrig.
Vi var også inde og besøge den berømte Bloody Marys restaurant/bar – ligesom mange andre kendte har været.
Efter turen rundt om øen med nogle enkelte stop, havde vi stadig køretøjet i et par timer, så vi tog en tur op ad øens eneste asfalterede sidevej.
Efter den tog vi turen rundt om øen endnu en gang – bare i modsat retning selvfølgelig :D. Her er en masse billeder fra selve køreturen (både første og anden gang):
Ovenpå alle de indtryk skulle vi lige prøve den hyggelig bar/restaurant tæt ved os, som havde egen lille bro til vi sejlere. Et rigtig hyggeligt sted ved navn St. James.
Vi endte med at blive så glade for stedet, at vi kom der en del gange og lærte de ansatte at kende. En af dagene så vi hvordan det foregik når de fik friske fisk leveret lige til broen.
Den 14. juli fik vi uventet besøg. Imens vi havde været på båden i kort tid for at spise inden vi skulle videre, var en flyvefisk hoppet ombord på gummibåden. Det er den første vi har fået besøg af imens vi ligger stille.
Desuden var denne dag søndag, og kan du huske hvad der galt i butikkerne hernede om søndagen?
Den 15. juli sejlede vi fra Baie de Nunu’e til Baie Tehou (stadig indenfor Bora Bora). Det tog hele 50 minutter, og vi mener begge at så korte ture er mere komfortable end de længere som eksempelvis fra Panama til Hiva Oa ;). Her nød vi en dejlig ro samt lyseblåt vand over det hele, ummm.
Næste dag fortsatte vi til Baie Tuutaapuo, denne gang varede turen 1 time og 15 minutter. Her lå vi lige ud for broen ind til den berømte “Bloody Marys”, hvor mange kendte har været et smut forbi – nu også os (igen), og høns :D.
Det var i øvrigt også dagen, hvor Jesper samlede på huller i huden og blå mærker…
Den 17. juli tog vi tilbage til Baie de Nunu’e for at forsyne os lidt. Det tog i øvrigt 40 minutter – det begynder næsten at lyde FOR luksuriøst, ikk’? ;).
Næste emne i denne artikel er en mindre sensation. Den 18. juli skete der noget så banebrydende, at det har potentiale til ligefrem at splitte I læsere i to grupper. Der vil være dem som jubler, og så vil der være dem som næsten græder… Kan du gætte hvad det er? Vi vil nøjes med at lade billederne fortælle..
Dagen efter var det Jespers fødselsdag, og der blev flaget og forkælet til ug.
Som bonus sejlede vi denne dag over på Bora Boras østside, og det er netop her billederne til rejsebrochurerne tages. Der var også en del andre på vandet.
Det blev en meget spændede tur, da der generelt var lavt derovre – typisk en meter under kølen – og ind imellem områder med sten vi skulle zigzagge udenom.
Med kaptajnen bag rettet og Jane som observatør ude på pulpitten/prædikestolen gik det dog fint, og vi fandt en dejlig bøje nede i Moto Piti Aau – et ret aktivt sted.
Og selvfølgelig skulle alle flagene da også op i dagens anledning, da vi lå stille.
I et par dage fik vi snorklet og badet til det helt store dette lækre sted, og vi fik blandt andet også set nogle stingrays. Et fascinerende dyr, som alligevel ikke er så farligt og menneskeudrydende, som vores fantasi havde gjort dem til. Her er “nogle enkelte” snoklebilleder:
Og ellers blev der bare slappet af til den store guldmedalje.
Den 21. sejlede vi lidt nordpå og fik en regndag, som førte til filmdag i de smukke omgivelser, inden vi den 22. vendte tilbage til Baie de Nunu’e. Her ligger vi så og gør klar til at forlade Polynesien den 25. juli. Blandt andet var der lige en “lille” bunke papirer at udfylde ved gendarmérie.
Dog blev det hårde arbejde lige udlignet med en god aftensmad på vores stambar/restaurant St. James.
Det bliver helt mærkeligt at skulle vinke farvel til de lokale vi har lært at kende samt de langturssejlere vi har genmødt her. Når vi forlader Bora Bora skal vi også til at pakke det Polynesiske gæsteflag væk og finde et nyt frem, og de enkelte ord på det lokale sprog vi har fået styr på her kan heller ikke bruges efter denne ø. Dog venter nye eventyr også på os derude, og dem glæder vi os til :). Næste stop bliver Aitutaki eller Palmaston på vej til Nuie.