Som du måske har opdaget med hensyn til vores lokation, er det efterhånden længe siden Macumba har været ude og sejle. Men vi kan fortælle, at vi ikke er groet fast, selvom specielt roret og gummibåden er begyndt at se sådan ud på grund af alger i dette stillestående vand. Grunden til det lange ophold er, at vi venter på vores nye legetøj til båden. En flunkende ny plotter (den “computer” vi primært styrer efter), som skal erstatte den gamle, der var begyndt at køre sit helt eget løb. Vi glæder os som små børn, og håber på at den kommer i morgen.
Nå, men siden I sidst hørte fra os, er der jo sket lidt ting og sager, som vi lige vil dele med jer. For det første fik vi lynhurtigt vores sejl tilbage, så nu er det klar til den store vandpyt alias Stillehavet. En sjov sidebemærkning hertil er, at sejlmageren talte dansk. Han arbejder herovre a la fire måneder om året noget nær i døgndrift, og så bor han i Danmark resten af året – sjovt nok ikke ret langt fra Holtesgårdvej. Den havde vi ikke set komme. Da hans modersmål er engelsk hyggede han sig med at øve sig i sit danske sammen med os, og vi synes det var mindst lige så sjovt.
Den 11. februar kom nummer to i ro-kapløbet
TWAC2018 i havn, og denne gang var vi også med på saluten til dem
(sjovt nok var dette en robåd med to ombord, og her var det de to ældste deltagere i arrangementet der var de hurtigste)
Vi har også været rundt i omegnen for at kigge os omkring, og her er lidt af hvad vi så:
Vi blev fascinerede af deres meget brugte telefonbokse…
samt deres vandsystemer til husene
Havnen vi ligger i har flere århundrede på bagen, og fantastisk nok har de holdt bygningerne og en del af de gamle arbejdsting ved lige
Vi ligger på arbejdsdelen af havnen, hvor vi har en dejlig fred om aftenen i forhold til “bydelen,” som kun ligger et minut herfra i gummibåden. De lokale arbejdende kender os også efterhånden og hilser på os. Skulle vi mangle noget at beskæftige os med, kan vi altid kigge på hvad de laver – lad os bare sige, at de arbejder en del flere timer om ugen end gennemsnitsdanskeren.. Og hvis vi trænger til lidt afveksling kan vi vende hovedet og kigge over på vore naboer
eller de store skibe som skal kante sig ud og ind
I dag (18. februar) startede en stor kapsejlads (RORC Caribbean 600) herfra, men det var desværre ikke alle deltagerne, som kunne være med alligevel. Blandt andet havde denne båd haft en god tur herover, indtil et par mil før havnen, hvor masten pludselig var knækket, selv om vejret ikke havde været voldsomt.
Det var deres vantforstærkninger til masten (nogle stive pinde som støtter masten), der var korroderet. Behøver jeg nævne, at Jesper lige var henne og undersøge, om der var noget unormalt at se/høre ved vores? Det var der selvfølgelig ikke. Deres besætning tog det heldigvis pænt og valgte så at fokusere på at deltage mere helhjertet i kapsejladsens tilhørende festivitasser.
De 12. februar var vi så småt ved at løbe tør for proviant. I et lille hæfte om de lokale butikker på øen havde vi bemærket en ret stor madbutik, som ifølge bruchuren kun lå “kort tid” herfra. Der skulle vi da lige ud en tur, for de lokale forretninger har ikke et vildt stort udvalg hvad kød angår. Derfor bad vi om en taxa på havnekontoret. Heldigvis var damen der så kvik, at hun først lige krydtjekkede om butikken stadig havde åbent, for det havde den ikke! Til gengæld viste det sig, at de fik den ugentlige proviantering to dage efter, så der blev vi anbefalet at komme. Det gjorde vi så. Den 14. hoppede vi glade i taxaen og kiggede muntert ud af vinduerne imens chaufføren kørte.. og kørte… og kørte.. Vi begyndte at kigge lidt på hinanden med spørgsmålet “er vi ved at blive snydt godt og grundigt?”, men at dømme på vejsystemet var der vist ikke rigtig nogle kortere smutveje. Endelig drejede han da også ned af en vej. En mystisk vej dog, midt ude i et industrikvarter… Til vores store overraskelse var vi havnet hos en butik, som nok var vandt til lidt større bestillinger end det vi skulle have.
Da der ikke engang fandtes indkøbsvogne i denne butik gik vi lidt fortumlede op på deres kontor og lignede sikkert et par forvirrede turister. Her erfarede vi så, at det var meningen, man skulle bestille over nettet! Heldigvis var det Valentines dag (hvilket de går rigtig meget op i herovre), så en af kontorassistenterne var så sød at hjælpe os med at lave en ordre. Det gik som smurt, og bagefter måtte vi ned på lageret, hvor de fandt det hele til os.
Vi fik storshoppet, inklusiv lækkert kød og uden at gå fallit, og så trillede vi glade tilbage til havnen i taxaen stadig grinende over hvad vi havde rodet os ud i. Da vi kom dertil fik vi os imidlertid lidt af et chok, for taxachaufføren (som aldrig havde en tæller kørende) skulle have 40 US$ for turen! Dette var næsten det halve af hvad vi lige havde givet for al den gode mad, så besparelserne den dag blev vist negative alligevel. Vi kan kun tilføje, at vi var så chokerede, at vi ikke engang huskede at forhandle lidt om taxaprisen – bommert!
Her på havnen har vi også en lokal firbenet ved navn Mak. Hans ejer har en restaurant herovre, så det meste af ugen lunter han frit rundt og følger med i hvad der sker (specielt hvis nogen fisker er han nysgerrig).
Når vi kommer forbi restauranten plejer vi også at blive spurgt om vi har set ham for nylig. Han har vist før begivet sig videre til næste havn (ude omkring hvor vi handlede) fordi der ikke skete nok her…
Nu begynder du sikkert snart at tænke, at vi da slet ikke laver andet end at lege turister og slappe af. Derfor må vi hellere lige lægge lidt beviser op på, at vi alligevel må lave noget ind imellem
Og så tilbage til oplevelserne. Den 15. februar fik vi underholdning ud over det sædvanlige. En båd, som var ved at blive trukket op på land, tiltede pludselig skræmmende meget, og så gik alt i stå.
En kran måtte tilkaldes,
nogle både måtte flyttes i tilfælde af, at det gik galt, og så blev der grublet og knoklet. Efter nogle timer måtte de dog stoppe fordi det var blevet for mørkt. Næste dag tog de dog tålmodigt fat igen, og denne gang lykkedes det. Det var ret imponerende, men efter hvad vi har hørt af de lokale var det heller ikke just første gang det var sket. Betryggende, hva’?
Ovenpå dramaet med båden, tog vi den 16. februar en tur ind til storbyen St. John’s for at shoppe og kigge. Busturen dertil var en oplevelse i sig selv. Herovre er der vist ikke fartrestriktioner for busser, sikkerhedsseler bruges ikke ret flittigt og endelig er der da ikke nogen grund til at lukke døren eller vinduerne, for der er jo godt lunt.
Lige et par billeder fra turen
– og så fra selve byen
Endelig kom vi også ind hvor vi kunne købe nogle af de ting som længe har stået på listen. Vi fandt DVDer med “Pirates of the Caribbean” (vi har efterhånden set en del af deres optagelsessteder men har ikke kunne spore butikker som solgte film før nu). Til gengæld måbede vi lidt over butikken, for samtlige dvder var brændte – også dem der blev reklameret med udenfor. Den slags tager de vist (heller ikke) så tungt herovre. Vi fandt også en masse tøj, som en af os længe har haft brug for
Vi var glade og tilfredse ovenpå denne dag – og måske lidt trætte?
Dagen efter blev det nye tøj vasket, og så var det jo tiden at prøve det. Det er ikke just normalt, at Jesper skal bruge størrelse XL og Jane L, men i butikken var de sikre på, at det lige var størrelserne til os.. Vi må dog konkludere, at vi ikke er helt enige med dem. Det var besværligt at få på, og endnu mere besværligt at få det af igen… Vi må på jagt igen i næste storby vi kommer til…
Nu er det tiden til en lækker bøf imens pelikanerne fanger aftensmaden, og efter det kunne det jo være det blev til en piratfilm :).
Når vi har fået vores plotter i morgen eller overmorgen sejler vi videre. Da vi skal lande i Panama allerede den 4. marts er vores skema begyndt at blive lidt stramt, men vi skal nok få klemt mest muligt ud af sidste kapitel i Caribien.