Som du måske opdagede i enden af den sidste lange historie, så er vi nu begyndt at hygge os med land under fødderne igen :).
Første ø efter det lange stillehavsben blev Hiva Oa, Marquesasøerne, Fransk Polynesien.
Den hyggelige bugt vi lå i hedder Baie Tahauku, og den ligger lidt udenfor øens største by, Atuona.
Vi var ikke de eneste, der havde fundet denne perle.
Og udsigten fra båden var skøn.
På “havnesiden” var der også lidt af hvert at kigge på.
Turen ind til Gendarmeriet (det franske politi), for at melde vores ankomst til det nye land, var lidt lang. Derfor endte vi med at tage en frokostpause undervejs.
Her opdagede vi, at selv deres lokale øl beviser, at vi er kommet til de idyliske breddegrader
Og her havde en berømt mand også været forbi.
Da vi kom ind i den lille fine by Atuona, var der bare noget med deres farver samt dekorationer og de lokales venlighed der spredte godt humør.
Da vi havde glemt alt om den sydlige siesta samt den yderligere halve times tidsændring de kører med i Marquesas, fik vi lige et par timers ventetid på den ene lokale købmands bænke inden gendarmeriet åbnede…
Her mødte vi en af de lokale vilde høns.
Da gendarmeriet endelig åbnede blev vi tjekket ind hurtigt og nemt. Det var helt “hakuna matata,” og vi var begyndt at være med i stemningen. Dette blev dog ændret, da vi kom tilbage til gummibåden og opdagede, at den var påbegyndt en uplanlagt vask…
Den sad fuldkommen fast, og vi kunne ikke gøre andet end at se vandstanden fortsætte med at sige, og så vente på, at den sent på aftenen igen var nede, hvor vi kunne få gummibåden ud. I ventetiden kunne vi så gruble over, om gummibåden og motoren mon kunne klare at ligge i kradsbørstigt saltvand og under højere tryg. Måske gik der hul i gummiet og den sank, eller motoren blev helt ødelagt af krafterne eller saltvandet. Optimismen var ret begrænset, og bare tanken om prisen og ventetiden på at få noget nyt ud på disse kanter, turde vi ikke tænke meget over.
Vi fik lov at låne et andet pars gummibåd natten over, hvilket gjorde mange ting lettere for os. Ved 22-tiden sejlede vi ind til broen med arbejdstøj og pandelamper på i en gummibåd, som var fyldt op med ting og sager vi skulle bruge (værktøj, olie, benzin, klude, drikkelse, ….). Det startede godt med, at gummibåden selv var kommet fri og nu lå og vuggede, helt som hun plejer. Det betød, at hun i det mindste ikke var punkteret og sunket til bunds. Hun var kun fyldt med en masse vand og skrald. Hurtigt og effektivt fik vi motoren af, og Jesper kastede sig over den imens Jane tømte gummibåden. Efter cirka en times arbejde med at få tændrøret af og renset samt skille alt hvad der havde med olie og benzin at gøre ad, rense det og derefter fylde ny olie og benzin på, kom spændingen så for at se, om hun var død eller levende!…. På mirakuløs vis var hun i bedste velgående, og sjovt nok lød det som om hun kørte endnu bedre end før saltvandsbaddet :S… Vi var lettede og lykkelige, og efter at have afleveret den lånte gummibåd samt fået alle arbejdsting ombord på Macumba igen, var det så sandelig også køjetid!
Sikke en dag!
De næste fem dage nød vi Hiva Oa. Også selvom båden trængte til en kærlig hånd efter den lange tur – blandt andet udenpå
Hvilket krævede en stærk og svedende mand i arbejde.
Han pointerede også tydeligt i midtvejspausen, at han var ved at gå i opløsning.
Efter alt det hårde arbejde lignede han dog sig selv igen.
Vejret på denne ø var drillende. Korte heftige byger var ikke unormalt, men solen svigtede os så sandelig heller ikke.
Bugten havde et fantastisk miljø med liv næsten hele tiden.
“Havnen” fungerede som samlingspunktet for de lokale. Der blev dyrket forskellige former for sport, ind imellem som idrætstimer i skoletiden. I weekenden specielt kom der børn ud og badede, imens forældrene kiggede på og teenagerne havde deres ghettoblastere med og bare hyggede sig.
Forbavsende nok, var deres musikvalg ofte noget vi også godt kunne lide at høre.
Den simple lille restaurant i “havnen” var også velbesøgt af de lokale, og vi kunne da heller ikke lade være et par gange ;). Desuden benyttede Jane sig af deres wifi i forsøget på at få Stillehavsoplæget op. Dette lykkedes dog ikke, men til gengæld fik hun sig en trofast ven, som besøgte hende hver gang.
En del andre dyr kiggede også forbi.
– også andre steder i bugten.
Desuden var der også et fint, åbent bad i “havnen”, som vi begge faldt for og benyttede os af nogle gange.
Hygiejnen var måske ikke i top – der blev (vist) aldrig gjort rent, og drænhullet var ofte stoppet fordi blade fra træet over havde samlet sig der. Som en form for charme var den hane vi ikke brugte så utæt, at vandet næsten sprøjtede ligeså meget ud af den, som af den vi stod under. Temperaturen kunne ikke reguleres, men det gjorde heller ikke noget, for efter et koldt gys var det helt fantastisk, og det var ferskvand!
Efter nogle dages ophold fandt vi Sandra, som er den lokale handywoman for sejlerne. Op ad den grusede vej, forbi der hvor bådene på land lå, lå hendes container med tilbygget overdækning, borde og skole. Fra dette lille hyggelige sted, som havde åbent nogle timer hver formiddag, kunne man så få dagens kode til hende wifi, nyde lidt kaffe og te, bestille bil, få klaret vasketøjet, bestille frugt og grønt og en masse masse mere. Og udsigten deroppefra var til UG
Det var dælme dejligt at få vasket tøjet ovenpå den lange tur! og så fik vi booket en bil, så vi kunne komme ud og opleve øen. Den 10. maj blev dermed en fantastisk bil- og billeddag (så er du advaret…).
Vi valgte at følge øens eneste vej… Ej, det er en joke, selvfølgelig var det ikke øens eneste – den havde en sidevej som vi ikke prøvede ;). Vi fik også prøvet deres eneste rundkørsel . Lyskryds så vi ikke noget til…
Som første stop på turen var vi inde og se deres lufthavn, selvom der ikke var på megen aktivitet på det tidspunkt…
Så kan Københavns lufthavn jo lige spænde balderne sammen for at blive lige så fin ;).
Efter dette stop fortsatte vi over bjergene på midten af øen og op til den nordøstlige side for at se de berømte tikier (gamle stenfigurer). Både naturen og vejen var imponerende at opleve. Vejen gik fra fint asfalteret til enormt bumpende gusvej kun en halv meter ud til kanten, hvor det gik lodret ned. Selvfølgelig uden autoværn. Vi kunne ikke helt sætte finger på hvorfor det var fordelt som det var med asfalt og grus, og vi var glade for, at der ikke var megen trafik.
Samtidig varierede vejene fra fuldkommen lige til 180 graders zig-zag. Da der ikke var vejafmærkning, havde vi ingen intentioner om at køre i mørke!
Den imponerende natur vi oplevede var i spekteret fra halv tørke til frodig regnskov med tydelige dufte af alt muligt. Her er en god portion billeder til at give et indtryk
Dyrelivet bød kun på små vilde dyr (krybdyr, fugle og insekter) og ikke noget farligt. Men lidt billeder blev det da til 😉
Oveni kom de mennesketilførte dyr, hvilket inkluderede vildtlevende høns samt grise og geder. Mange steder stod de lokales heste og køer også og græssede i vejkanten. Det er normalt heromkring, da folk ikke har plads på deres grunde, og der er jo rigeligt med føde til dem herude.
Vi kom igennem nogle små byer, som så rigtig hyggelige ud.
Den ene lille landsby havde sin egen butik.
Telefonbokse kører de stadig med herovre. Vi har dog ikke set dem blive brugt endnu, men de ser for kønne ud til at være blevet glemt.
Ofte så vi nogle “bure” og grublede over hvad de var til.
Først tænkte vi noget med høns, da der næsten altid gik høns rundt i dem, men på den næste ø har vi fået forklaret, at de er til udtørring af kokos. Javel så…
Ved Puamau fandt vi nogle tikier (stenfigurer) og tilbragte lidt tid sammen med dem
Der var blandt andet berømtheder som Tiji Takaii,
og den liggende Makai Taua.
Efter lidt tid iblandt de berømte drog vi ud for at finde noget frokost. Vi fandt en snackbar,
som desværre ikke havde mere, så vores frokost endte med at være chokoladekiks og chips…
Til gengæld kunne vi her købe billet til at komme ud og se den største tiki på øen. Den skulle være lukket inde og vogtet efter hvad vi forstod på hende. Den ville vi selvfølgelig gerne opleve. Vi betalte 600 polynesiske frank (42 danske kroner), men fik ingen fysisk billet. Til gengæld tegnede hun for os, hvordan vi kom hen til stedet. Det var så ok, og vi begav os afsted. Efter at have kørt lidt synes vi, at vejen vi kom ind på virkede genkendelig, og ganske rigtigt, det var den vi havde kørt på lidt tidligere for at komme ud og se tikierne. Da vi nåede destinationen på hendes beskrivelse var det også de samme tikier vi var endt hos…! Det gav lidt lange næser, og Jesper pev lidt. Vi vælger dog at tro på, at vore penge er gået til at holde det ved lige…
Efter disse figurer vendte vi tilbage over bjergene. Vi stoppede lige vej lufthavnen igen, og denne gang var der sørme en ATR forbi, så det reddede jo dagen ;).
Vi var ikke de eneste nysgerrige sjæle.
Herefter fortsatte vi igennem Atuona videre til Taaoa, hvor vi troede vi skulle se Paul Gaughins gravplads (han var en berømt kunstner). Det blev dog “kun” til en flot kirke,
for en lokal dame fortalte, at det var på Atuonas gravplads han lå. Denne fandt vi så tilbage til, og ganske rigtigt lå både Paul Gaughins og Jacques Brels her. Sidstnævnte var den berømte sejler vi så billeder af på vores tur op til gendarmeriet.
Som afslutning på køredagen, og bevis på, at du endnu engang har overlevet en stor mængde billeder, får du lige et billede over Atuona.
Nogle ting vi har lagt specielt mærke til på vores første ø i Stillehavet er blandt andet deres ølpriser. Her giver man omkring 424 DKK for en ramme øl. Gæt hvem der piver mest ombord? – og mon det forklarer de grå hår?
Vi har også bemærket, at de lokale generelt er godt og grundigt tatoverede. Både mænd og kvinder, bare ikke børn. Deres tegn og mønstre ser rigtig godt ud.
Kulturmæssigt er lokalbefolkningen rigtig hjælpsomme. Selvom det langt fra er dem alle der kan engelsk, og vi ikke kan ret mange ord på fransk, gør de alt hvad de kan for at hjælpe med at finde svaret på det vi spørger om. Tegnsprog bliver også brugt i høj grad :).
På denne ø var der ikke frygtelig mange turister, hvilket var en fantastisk oplevelse for os. I stedet for at opleve turisme oplevede vi virkelig det lokale. Vi håber det er sådan på de fleste øer herude i Stillehavet.
Den 12. maj havde vi så oplevet Hiva Oa en del, og selvom vi sagtens kunne bruge flere dage der, er der jo en masse andre fantastiske steder vi gerne vil nå at opleve. Lidt over middag hev vi ankerne op og vinkede farvel til dette lille eventyr.
Kursen blev nu sat imod hovedøen i Marquesas, nemlig Nuku Hiva.