Forberedelser, Macumba på skibet og os på flyet, NZ, 04-06-20

Så blev der endelig tid til endnu et oplæg :).

Den 13. maj blev en stor dag for os! Efter mere end to måneder til ankers, imens coronaens niveau 4 og 3 huserede, kunne vi endelig komme i havn igen. I anledning af at vi igen kunne fornøje os med faciliteter som bruser og 220V strøm kom regnbuen frem på turen.

I Westhaven Marina ved Auckland blev vi varmt modtaget af Bill fra Krabat, som vi ikke havde set i laaang tid.

Ved vores bro var der et større arbejde igang, hvilket betød, at der sjældent var strøm. Heldigvis nåede vi alligevel at få ladet batterierne helt op inden transporten, og da vi desuden stadig havde gas nok til at sikre morgenkaffen til kaptajnen, blev det ikke et større problem ;).

Vores udsigt fra båden var en oplevelse for sig:

Da vi nu var kommet i havn kunne vi ikke døse så intenst længere. Nu skulle vi ligefrem til at lave noget, så vi og Macumba kunne blive klar til transporten hjem til Europa.

For det første var tøjvasken blevet så stor, at den blev et af de første punkter. Turen til bygningen med vaskemaskiner var fin.

MEN Jane blev godt nok lidt slukøret da hun så, at der kun var én vaskemaskine og ‘en tørretumbler…

Med et suk satte hun de fire portioner vasketøj, der var blevet slæbt hele vejen derop, fra sig og satte den første over.

I ventetiden skulle hun så lige på toilettet, og da hun med koden gik ind til wc-/badefaciliteterne var der til hendes positive overraskelse også vaskerum derinde – pludselig blev det meget sjovere.

og efter nogle timer på første havnedag var den del klaret.

Dag nummer to i havnen, den 14. maj, begyndte vi så småt at se forandringerne på skibet efterhånden som tingene blev rengjort, stuvet væk, beskyttet og fæstnet.

Med jævne mellemrum blev der også tid til en snak med de lokale fra broen og Bill. Alle var blevet så glade og snaksaglige, i level 2, at stemningen var i top. Selvom det var sidst på efteråret fulgte vejret også med. Solen skinnede på livet løs. Det var også dejligt igen at se et mylder af både, som var ude at sejle.

For en gangs skyld kom transportskibets forsinkelse os til gode, for da coronaens niveau nu gik ned til 2 fik restauranter og mange butikker lov at åbnede igen. En af disse var Sky Tower, som vi ellers havde opgivet håbet om at nå at prøve. Vi fik hurtigt bestilt bord til deres åbningsaften, og som prikken over i’et fik vi fornøjelsen af at Bill have med. Det blev en dejlig oplevelse, så her er en masse billeder fra turen til tårnet, oplevelserne deri og turen tilbage til båden.

Elevatoren:

(gulvet i elevatoren…)

Udsigt fra etagen under Orbit360 restauranten:

(vores marina er den ude ved broen)

Orbit360 restauranten (som navnet angiver roterede det yderste gulv hvorpå vi sad):

Efter den gode mad gik turen tilbage til båden:

Den 15. maj var tredje dag i havnen, og lidt flere småting  blev lavet på båden. Blandt andet blev biminien nu pakket væk.

Den fjerde dag, 16. maj, havde vi ikke så travlt, for pålæsningen var blevet udskudt en smule mere. Vi startede med en smule arbejde:

Og derefter blev det til en turistgåtur rundt i byen. Her nåede vi blandt andet over og se skibet som skulle fragte Macumba hele vejen til England.

Den 17. maj var vi klar til at blive læsset. Dog blev det lige udskudt endnu en dag.

Det betød blandt andet også, at køleskabet var tømt for mad,

så vi måtte jo “desværre” tage ud og finde noget spiseligt et andet sted…

I denne level 2 tid skulle vi i samtlige butikker og restauranter udfylde info om navn, adresse, mail osv. Dette var en sikkerhedsforanstaltning, så alle kunder let kunne kontaktes hvis en af de besøgende blev konstateret smittede.

Men det skadede nu ikke maden ;).

Den 18. maj blev det så endelig den store dag. Det sidste blev pakket i taskerne,

og så så Macumba således ud:

I ventetiden denne dag var vore følelser meget blandede. På den ene side glædede vi os til at komme hjem til venner, familie, den danske sommer og alt det andet gode som ventede. På den anden side var det også meget trist at skulle tage afsked med knap to års spændende oplevelser og vedvarende nye indtryk, samt at skulle efterlade Macumba alene på et skib. Det var jo ensbetydende med, at vi ikke ville havde nogen magt over navigationen samt hvilket vejr turen gik igennen, og der ville gå lang tid før vi så hende igen. Samtidig følte vi os hjælpeløse fordi vi vidste, at vi ikke ville kunne holde øje med at hun havde det godt under transporten eller fikse noget hvis det blev nødvendigt… Tankerne myldrede i vore hoveder, og alt på skibet blev måske også sikret end smule mere end det egentlig var nødvendigt, lukket helt af osv. osv.

En lille gåtur for at se Bill’s skib Krabat blive løftet ombord på skibet nåede Jane denne dag. På turen dertil mødte hun denne fugl, som ikke var videre nervøs over at blive fotograferet.

Til en stor beroligelse gik det utrolig elegant og nemt for Krabat at komme ombord, og det så ikke problematisk ud.

På vej tilbage fangede kameraet også lige et par billeder af de MANGE mennesker i byen som arbejde på et nyt vejsystem – og en masse andet. Der var sågar personer som stod og arbejdede som signaler for fodgængerne i stedet for lyssignalerne.

Og så blev det til en tur igennem en park, som i farverne var en god påmindelse om, at det altså var efterår.

Sidst på eftermiddagen blev det vores tur (som det sidste skib den dag), og vi sejlede over til det store skib.

Heldigvis blev det så positiv en oplevelse, at nervøsiteten i maven helt forsvandt, og vi ved, at vi kan sove roligt imens hun bliver fragtet.

Så snart vi havde lagt Macumba op ad MV Minervagracht blev hun holdt fast med nogle reb oppe fra skibet. Straks klatrede fire personer ned til os ad den lange klatrestige, og sammen med de MANGE personer oppe på skibet samt to dykkere i vandet klarede de alt arbejdet herfra. Første del var at få løftet Macumba ombord på skibet.

Da Macumba var løftet op til nederste dæk på skibet steg alle ombordværende let og elegant af. I forberedelsespapirerne havde der ellers stået at vi skulle kunne klatre på stigen samt have fodtøj på til det. Deres måde at gøre det på gav os lidt en V.I.P følelse. Da vi var kommet ombord fik vi udleveret nogle charmerende veste og hjelme, som skulle bæres hele opholdet igennem.

Iført disse fortsatte de mange andres arbejde (og ventetider) med at få Macumba ombord samt fæstnet til skibet, imens vi bare stod og kiggede på. Vi skal også love for, at hun blev sat godt og professionelt fast. Der var loadmastere med større vægt og balance udregninger involveret, og som de arbejdende fortalte, så var det en individuel sag med hver eneste båd. Der blev diskuteret lidt om hvordan støttebenene stod bedst og efterhånden som de fandt de optimale løsninger blev benene svejst fast i skibets dæk – til UG i øvrigt. Efter dette blev skibet stuvet fast til disse ben, og efter ca. 3,5 time fra løftet begyndte var Macumba ikke til at rokke!

Da hun endelig var fæstnet nok fik vi lov til at gå ombord og ordne de sidste småting samt tage vores bagage ned og låse af.

Da hun endelig var fæstnet nok fik vi lov til at gå ombord og ordne de sidste småting samt tage vores bagage ned og låse af.

Og imens solen var ved at gå ned og de fleste var gået til fyraften gik de sidste personer og puslede med de sidste små ting imens vi ventede på manden som skulle transportere os væk fra havnens erhvervsdel.

De ansatte som stadig var tilbage var dog ikke blevet trætte af den lange dag, de havde stadig smilet og humoren klar.

Kort sagt var det hele forgået professionelt og vi havde snakket med flere af skibets besætningsmedlemmer som både var rigtig flinke og vidste præcis hvad de lavede. Det gav os en ubeskrivelige dejlig ro i maven at lade dem tage sig at transporten af Macumba hjem til Europa. Alligevel var det lidt grænseoverskridende for Jesper at skulle overrække nøglen til skibet til hvis de skulle få brug for den undervejs. Den ansvarlige som skulle tage imod nøglen tog det dog ganske roligt og drillede Jesper lidt – det var vist ikke første gang han havde mødt en kaptajn, som ikke var meget for at skulle overlade sit skib til andre…

Efter nogle koncentrerede timer hilste vi ved 18:30-tiden på gensyn med Macumba og trådte fra borde.

For at komme ud fra havnens industriområde skulle vi køres af en ansat. Til vores bonus boede vores chauffør meget tæt på lufthavnen, og han kørte os med glæde hele vejen ud til vores hotel tæt ved lufthavnen.

Ved siden af hotellet lå der en god restaurant, og efter dagens mange indtryk nød vi virkelig at læne os tilbage og nyde en gang god mad inden det var puttetid.

Det var heldigt at vores båd var blevet løftet som den sidste den 18. maj, for vores fly havde afgang klokken 09:05 dagen efter!

For at være på den sikre side mødte vi i lufthavnen allerede ved 6-tiden. Derfor slap vi også for den lange tjek ind kø.

Desværre gik det ikke så let som forventet – vi blev faktisk AFVIST!

Godt nok havde vi hørt at alle ture som involverede  Australien var noget værre bøvl, men vi mente virkelig vi havde googlet os grundigt nok igennem det hele. Det mente de imidlertid ikke i lufthavnen fordi vores transit i Melbourne var mere end 8 timer.. De sagde vi skulle have transit visa og Australien Boarder Force Exemption.

Slukørede måtte vi give op og vendte tilbage til hotellet.

Her fik vi fortalt, at vi var langt fra de eneste der fik den oplevelse.

Dagen blev en enorm knokledag! Cirka samtidig med at flyet lettede ringede vi for at få flyttet vore flybilletter i håbet om, at vi kun skulle betale flytningen og så måske nye billetter til Australien.

Til dagens første positive overraskelse blev det hele imidlertid bare flyttet til torsdag uden at det kostede os noget. Jubiii :D.

Herefter gik kampen så igen med at få papirerne i orden.

For at få hjælp prøvede vi at ringe til den australske immigration fra hotellets telefon, da vores egen ikke kunne ringe til andre lande. Immigrationen havde imidlertid ikke autoritet til at måtte rådgive os – SUK!..  Dernæst skrev vi til den danske ambassade i Australien og herfra fik vi heldigvis hjælp. Selv de måtte indrømme at reglerne var en jungle, og at de ikke havde noget egentligt svar på hvad vi kunne søge for at være sikre på at komme igennem på grund af coronatiden. Ambassaden hjalp os på vej ved at kontakte de relevante myndigheder, nemlig de australske immigrationsmyndigheder (som kort tid forinden ikke havde kunne hjælpe os…) og aftalte med dem, at vi skulle behandles som lokale australske borgere så vi kunne komme igennem. For at de kunne tro på os ude i lufthavnen lavede ambassaden et fint dokument til os hvis de “almindelige” ting ikke var nok.

Derefter brugte vi resten af dagen på at finde hoved og hale i om vi skulle have ABF (Australian Border Force) og ETA’er (Electronic Travel Authority) – det havde de jo ment ude i lufthavnen. Den danske Ambassade havde bekræftet at vi ikke skulle have nogle af delene, da vi var i transit og vores ventetid i lufthavnen ikke var over natten. Imidlertid var dette i overensstemmelse med en regelændring som var blevet fortaget i nattens mulm og mørke nogle få dage forinden, og der var mange som stadig ikke havde fundet ud af det/hørt om det. Desuden skabte coronatiderne en del forvirring fordi der højt og helligt stod, at det kun var Australske statsborgere og folk med australske pas der måtte komme ind i Australien. Som bonus blev disse personer kørt direkte fra den australske lufthavn til karantæne hoteller hvor de skulle bo gratis i to uger… Nå men tilbage til sagen. Hvad angår visa, så valgte vi først at søge et visum 651 (bruges til at besøge Australien) til Jeper, for Jane havde fået det for nogle måneder siden, for behandlingstiden deraf var kun omkring et døgn. Så vidt vi kunne se kunne 651’eren dog ikke bruges til transit, så vi søgte begge om et visum 771 (transit). Dette var et mange-timers-projekt, og vi skulle blandt andet opgive detaljerne om de fly vi skulle ind i og ud af Australien med. Hvis vi ikke nåede at komme afsted om torsdagen (den 21. maj)  skulle disse billetter igen ændres, og så ville vi skulle ind og ændre disse detaljer i ansøgningen igen. Vi frygtede virkelig et mareridt med alt dette, for ventetiden på 771’eren var skrevet til at være 8-10 dage. Det passede SLET ikke ind i vores plan, for vi ville meget gerne med flyet allerede om torsdagen. Det så ærlig talt ikke så lyst ud.

Som trøst gik vi ud for at finde lidt aftensmad, og vi endte med at købe mad på den coronaramte KFC.

Denne tog vi med tilbage på det coronaramte hotel.

Og da vi begyndte at smage på maden, var det ligesom bare en fortsættelse af dagens katastrofer… MERE SUK!….

Dagen efter, onsdag den 20. marts, gik det heldigvis noget bedre.

Vi startede med at vågne til fire mails hver angående vore 651 og 771 ansøgninger. Det var ret forvirrende, for ifølge de første skulle vi ind til biologiske tests, fingeraftryk med mere på en bestemt adresse i Auckland for at få 771’eren. Derefter var der en om at Jespers 771’er var gået igennem men at Janes var blevet afvist på grund af hendes 651’er… Heldigvis havde vi via den sidste mail fået en mailadresse til en person, som hurtigt svarede os på vore spørgsmål. Det viste sig at der var corona-lukket det sted hvor testene skulle laves, så det skulle de alligevel ikke bruge denne gang. Vore 771 ansøgninger var også blevet behandlet så hurtigt fordi der ikke var meget arbejde på kontoret på grund af coronaen, så igen har den corona altså også gjort noget godt for os :). Manden forklarede os at Jespers 771’er var gået igennem og at Janes 651’er var gyldig og nok hvormed hendes 771’er var blevet anulleret. Jubiiii :D… Nu begyndte det at se lovende ud. Kort efter fik vi det fine dokument fra den danske ambassade om at vi ikke skulle havde ABF og ETA samt at de kunne kontaktes hvis der var yderligere problemer.

Efter alt det arbejde begav vi os ud på en hyggelig tur i det gode vejr og turen gik vej den “døde” lufthavn.

Om eftermiddagen så vi på tv at Heivaen så småt er begyndt ude i det stille hav igen – det gav jo slet ikke længsel efter at være tilbage derude….!

Den aften var vi ude og spise det gode sted igen, for nu troede vi faktisk på at det blev vores sidste aften i New Zealand.

Næste morgen kom vi igen tidligt ud i lufthavnen. Sjovt nok endte vi med at blive betjent af samme mand, og han kunne godt huske os. Da vi stadig ikke havde ABF og ETA forklarede vi ham sagen og viste ham dokumentet fra ambassaden. Igen gik han til den overordnede, som igen sagde nej!… Vi var chokerede og der blev snakket frem og tilbage med dem i nogen tid.

Til sidst blev vi, på grund af dokumentet fra ambassaden, sendt over til custom person, som tog de “problematiske” tjek in personer. Han læste dokumentet og ringede til den australske immigration. Heldigvis smilte han da han lagde på, og vi fik lov til at komme ombord. Vi skulle dog være opmærksomme på, at det var på vores eget ansvar hvis vi blev afvist i Australien og sendt tilbage. Den var vi helt med på, for vi vidste jo, at den danske ambassade havde lavet en aftale med den australske regering :D.. Lettede tjekkede vi vores bagage ind – manden kiggede lidt forbavset på os, for vore to tasker der skulle tjekkes ind vejede kun 10 kg tilsammen!.. Herefter gik vi lettede op i den lidt øde transithal og begyndte vores lange rejse hjem!

Første tur var fire hyggelige timer med god mad og god service. Der var heller ikke så mange personer med, så “det’ ikk’ så ring’ endda!”.

I Sydney lufthavn måtte vi vente i 12 timer. Lufthavnen var ret øde, og der var ikke just mange fly der skulle derfra i coronatiden.

Kun et lille spisested samt en helseforretning/et apotek var åbne, og som bonus var der kun omkring 20 mennesker i hele transithallen, hvor vi skulle vente. Det var lidt som en lille landsby. Ind imellem gik vi en tur og hilste på de andre, ligesom de hilste på os når de gik en tur. Når vi spiste faldt vi som regel i snak med nogle af de andre, og et par gange fik vi opbygget en lille biograf for at se en film. Fordi der var roligt gik tiden faktisk forbavsende hurtigt, og klokken 22:30 tjekkede vi ind til næste fly til Doha.

Denne tur var meget lang og det store fly var propfyldt.  Personalet var klædt i beskyttelsesdrager, masker, handsker og beskyttelsesbriller – ligesom i en amerikansk film hvor levende ting fra rummet er blevet opdaget og videnskabsfolk skal undersøge det..! Det var en lang tur, men personalet ilede rundt og serverede hele tiden mad, drikke, forfriskende servietter, guf, mere mad, mere drikke, mere guf, mere…. Vi var ret så forkælede! Ud over det sad vi også godt med de dejlige tæpper og ryglæn med mere som havde ventet på vore sæder.

På skærmen var der rigeligt med film, radio, musik, spil og billeder fra kameraer udvendigt på flyet som kunne ses. Selvom det var hårdt for knæene og vi ikke sov så godt som normalt, så var det alligevel en god tur, og de næste 15 timer gik hurtigt.

Opholdet i Doha var kort, men det var lidt mærkeligt at solen udenfor pludselig var bagende og det var 30 grader. Vi kom jo lige fra sidst på efteråret og “kun” omkring halvt så varmt.

Det sidste ben fra Doha til København varede 7 timer og selvom flyet også havde plads til ca. 400 passagerer var der kun omkring 20 ombord. Dermed havde vi  rigeligt med plads, og personalet var der hele tiden for at servere noget eller høre om vi manglede noget. Det er lækkert at blive forkælet :).

Efter at være fløjet lige forbi Bornholm:

kom vi til Københavns Lufthavn.

Det var helt mærkeligt at lande i København og vide, at 43 timers transport nu var overstået.

Vi blev modtaget med flag og følte os velkomne.

Det var nu dejligt at være hjemme igen – og lad os bare sige, at vi sov frygtelig godt ovenpå den tur. Til gengæld var vi pilfriske allerede klokken 05 næste dag – vi skal lige vende os til at solen er oppe så mange timer på disse breddegrader :D…

Efter dette oplæg bliver der nu en pause her på hjemmesiden. I starten af juli er det ved at være tiden for os at vende snuden mod England for igen at mødes med Macumba. Til den tid vender vi trofast tilbage, men indtil da må du endelig nyde sommerens farver, dufte, temperaturer og lyse timer – det gør vi helt klart!