Den 5. juli blev den store dag hvor vi forlod Ocean Village Marina, England, og drog mod det danske.
På vej ud så vi at MV Minervagratch stadig lå hvor hun havde ligget da vi blev sat af.
At dømme på aktivitetsniveauet ombord, så nød besætningen at være kommet til England. Det var deres første land i laaaang tid hvor de ikke var i coronakarantæne. De var alle blevet testet for corona ved ankomsten.
Hele første dag på vores tur blev en blæsende omgang med 12-15 m/s og bølger der kunne mærkes. Til gengæld skød vi også en forrygende fart på grund af dette og en dejlig medstrøm.
Klokken 20:18 havde vi fornøjelsen af at krydse Greenwich meridianen og komme tilbage på “den østlige side”.
Tidligt om morgenen den efterfølgende dag (6. juli) blev det tiden for os at krydse den trafikerede Engelske Kanal.
Selvom der var en del skibe på vej i begge retninger og nogle hurtige færger på vej over sammen med os, blev der ingen problemer. Et enkelt skib ændrede i god tid sin retning et par grader så vi ikke behøvede gøre noget. Det følte vi os lidt beærede over :).
Ovre “på den anden side” gik det imidlertid helt galt med vind og strøm! Efter et lille døgns tid med omkring de 8-9 knob over havbunden stod den nu på 2-3 knob… Ja ja, så fik vi da prøvet det med også… Klokken 15:50 lagde vi til i Port de Planisance, Dunkerque, Frankrig, hvor vi tilbragte de næste tre dage.
Det var en fin havn og by.
Da Dunkerque spillede en stor rolle tilbage i 2. verdenskrig valgte vi at lege turister imens vi var der. Blandt andet var vi rundt og læse lidt på posterne rundt om i byen og så sluttede vi af med en tur på museet.
Lidt arkitektur fik vi også dyrket med deres smukke gamle bygninger samt kirken.
Imens vi lå i Port de Planisance så vi fire danske både sejle ind i en anden af havnene. I et kort øjeblik savnede vi begge tiden for to år siden, hvor vi selv var på vej ud på eventyr..
Under vores ophold måtte vi vende os til, at det her var obligatorisk med masker når vi var i indendørs offentlighed. Første gang blev på museet, som du så tidligere i oplæget, og anden gang da vi den sidste aften tog ud og spiste.
Som så mange andre steder i Frankrig var læsestoffet, alias menuen, her KUN på fransk, så vi havde noget af en krig med at få tydet os frem, hvilket var en god underholdning for tjenerne… Heldigvis hjalp de gerne når vi ønskede det.
Den 9. juli drog vi videre mod Danmark.
Fordi det endnu en gang gik så hurtigt derudaf, endte vi med at sejle forbi Belgien på fem timer og 45 minutter. Vi nøjedes med at hejse deres flag og sende en venlig tanke ind til dem.
Desuden var det en lidt kølig dag, så det var krævende når man skulle have en slapper.
Stoppestedet denne gang blev Scheveningen Voorhaven, Den Haag, Holland.
Da der ikke var plads til os inde i centrum, hvor vi lå sidste gang, tog vi denne gang en lidt øde bro længere ude og ved siden af kystvagten. Selvom der også var enkelte andre både, var det vist mest mågernes bro. Her fik vi os et par afslappende dage.
Den 11. juli fortsatte vi turen.
Sjovt nok så vi rigtig mange skalddyr(?) ligge i vandoverfladen,
og på et tidspunkt blev vi så nysgerrige, at vi da lige måtte fange en og se lidt nærmere på den. Det viste sig, at de var ganske levende og dermed ikke bare rester efter hvad mågerne havde indtaget. Hvorfor de i dette område/på dette tidspunkt/ i dette vejr valgte at ligge i overfladen ved vi dog ikke.
Og så var der desværre også andet i vandet end dyrene…
Ud på eftermiddagen passerede endnu en dansk båd, som var på vej i den modsatte retning. De gav os en god griner, da de sendte os en lille hilsende salut med deres tågehorn. Vi kunne ligesom fornemme, at de var klar til de mange nye eventyr der ventede forude :).
Om aftenen kom vi til Stichting Aanloophaven, Vlieland, Holland, og på vej derindad så vi nysgerrige sæler hist og her.
Egentlig var det vores plan at ligge til ankers i det skønne vejr, men da alle de steder vi kunne ligge, uden at skulle vente på højvande for at kunne komme ud igen, også var trafikruter for færger øen valgte vi at gå ind i havnen. Det var denne havn hvor vi, på vej ud for to år siden, havde måtte søge ly i en blæsende omgang og havde været så heldige at møde pumbanerne for første gang, så det var jo lidt nostalgisk :).
Det var hyggeligt at komme ind i den overfyldte havn igen. Der var en summen af glade mennesker og god stemning på de mange både. Det var tydeligt at sommerferien var begyndt for den nordlige del af Holland.
Den 12. juli slappede vi af og legede turister. En tur ned i den hyggelige gågade til en gang frokost blev det til, og derefter tog Jane lige en “lille” gåtur for at lege turist. Hun ville over og se de bølgebrydere vi var sejlet forbi omme på den anden side af øen.
Den 13. juli fortsatte vi mod Tyskland.
På turen mødte vi flere sæler, og som underholdning var et par jægerfly ude og træne i nogle timer. Til tider kunne vi se deres kondensstriber, og så gik der jo sport i at prøve at holde øje med hvor de var henne.
Da vi om aftenen begav os op imellem Holland og Tyskland mod en lille havn hvor vi ville overnatte, fik vi lidt udfordringer med deres berømte (eller berygtede) vandre sandbanker. På et tidspunkt sejlede vi på en ret bred rande imellem to lave områder. Ifølge kortet burde der være minimum 11 meter under vores køl, men efterhåndende begyndte dybdemålerne at afslørede, at dybden under båden varierede imellem tre meter og helt ned til 0,7 meter! Det var lidt nervepirrende, for ifølge kortet var de banker der burde ligge ved siden af os for lave til at vi kunne komme hen over dem! Vi satte farten godt ned og var klistrede til dybdemålerne. Heldigvis slap vi igennem uden at røre ved noget, og kort før solnedgang lagde vi til i Burkana Harfen (Borkum), Tyskland.
Lidt over fem om morgenen den 14. juli blev vi vækket med en chok, da en anden dansk båd stødte ind i os. Det lød frygtelig dramatisk under dækket, men heldigvis var der intet at se på nogle af bådene, så vi kunne trygt vende tilbage til køjen og tage en time mere på langs.
Op ad formiddagen kom vi atter på farten, og det blev en dag hvor motoren kom på arbejde.
Turen lagde i øvrigt også ud med en ordentlig gang blæst og regn kort efter vi var startet, så da det var ovre, var der jo lidt at tørre…
Klokken 15:25 skete der noget anderledes. Jesper var som sædvanlig et smut nede for at tjekke at motoren havde det godt fordi den havde kørt længe. Denne dag var det imidlertid heldigt at han kiggede, og han beordrer motoren slukket ØJEBLIKKELIGT! Med den tydelige ordre var der ingen tvivl om, at der var noget galt, og håndtaget som afbryder brændstoftilførslen blev straks trukket.
Bagefter fortalte kaptajnen, at vi lige måtte drive et øjeblik, da kileremmen var blevet så tynd, at den var ved at knække.
Heldigvis var det hverken en unormal ting eller et større problem at skifte den. 15 minutter senere var den nye kilerem kommet i og så var alt normalt igen. Det troede vi i hvert fald… Da motoren blev startet, blev der pludselig ladet alt for meget på batterierne, så vi måtte slukke igen. I de efterfølgende fire timer knoklede Jesper med at finde fejlen og få denne fikset! Da vi samtidig var igang med at passere en godt trafikeret rute og derefter kom ind i et ankringsområde med en del store skibe, fik Jane også lidt sved på pande i sit arbejde med at kunne styre Macumba ved at tvinge hende langsomt fremad med den smule vind som kunne findes fra skiftende retninger.
Det blev en aktiv aften, men vi kom jo i hvert fald ikke til at kede os :). Det viste sig, at generatoren var gået i stykker fordi snorene fra kileremmen havde låst den fast. Heldigvis var der jo lige en gammel generator ombord som kunne genbruges :). Ovenpå dette var det tiden til en slapper, og derefter begyndte mørket at lægge sig..
Arbjedsperioden havde forsinket os lidt, hvilket vi fik straffen for da vi kom til Elben! Strømmen i Elben er ret kraftig, og med vores nye timing begyndte vi at få modstrøm kort efter vi kom ind i den. Modstrømmens styrke fortsatte også ivrigt med at stige. Skulle vi en anden gang ende i sådan en situation, så ville vi måske vælge bare at smide ankeret et egnet sted og så vente på det rigtige tidevand. Denne dag var vi imidlertid bare opsatte på at nå frem, så vi fortsatte. Vi nåede først frem til Cuxhaven i Tyskland den 15. juli klokken 03:40…!
Den 16. juli drog vi så videre – denne gang planlagt efter tidevandet 😉
Klokken 09:10 ankom vi til slusen ind til Kielerkanalen. Sammen med 9 andre både kom vi ind i den, og efter et kvarter blev vi lukket ud i den idylliske kanal.
Resten af denne dags tur stod så på motortøfferi og sightseeing af både, skibe, færger, broer, vandrede mennesker, cyklende folk, fiskere, svaner, gæs, ænder – ja der var rigeligt at se på.
Om eftermiddagen lagde vi til i Rendsburg Bootshafen – igen et sted vi også besøgte på vej ud.
Årsagen til, at vi netop stoppede her havde med deres berømte toiletbygning at gøre. På vej ud havde vi nemlig haft det frygtelig sjovt over farverne, som er tilbage fra en tid vi ikke kan huske, samt den spændende tur derop til.
På toilettet var der også en berømt gammeldags vægt som vi havde prøvet på vej ud i verden. Den stod der stadig, og så skulle vi da lige se, om der var nogle ændringer siden vi var der sidst….
Vi kan afsløre, at vi begge skal på slankekur 😉 – Jesper havde suppleret med 4 kg imens Jane var gået helhjertet ind i sagen og havde scoret det dobbelte..!
Den 17. juli forlod vi Kielerkanalen og Tyskland og tog turen hele vejen til Nyborg.
Det var mærkeligt at skulle tage gæsteflaget ned uden at sætte et nyt op, men det måtte gøres, da vi med 19228 mil på loggen sejlede ind i de danske farvande. Dog var det dejligt at se et marsvin på turen, og hurtigt fik vi tydeligt det danske land i sigte.
Ankomstnatten tilbragte vi bundet til en bøje ud for Nyborg, inden vi om morgenen fortsatte ind i havnen.
I Nyborg hyggede vi os et par dage med de dejlige venner og familiemedlemmer der kom et smut forbi og ønskede os velkommen hjem til det danske. Desuden begyndte vi så småt at forberede os til den officielle hjemkomst i Frederiksværk Havn.
Efter Nyborg blev næste stop Odden Havn den 20. juli. På vej dertil fløj et par F16’ere lavt henover os. Den ene af disse var den dannebrogsfarvede, så måske det var for at ønske os velkommen hjem?
Efter en overnatning fortsatte vi den 21. juli til Nykøbing Sjælland. Her fik vi også gensyn med nogle dejlige mennesker.
Den 23. juli tog vi ud i den skønne “Millionærbugt” alias Rørvig bugt, hvor vi hyggede os og tålmodigt ventede på at det skulle blive den 24. juli hvor vi havde prognoseret at lande hjemme i Frederiksværk havn.
Da vi (endelig) nåede til den store dag, prøvede vi at strække den med at forlade bugten for ikke at komme for tidligt frem. Vi var nemlig ikke i tvivl om, at vi ville blive mobbet lidt hvis ikke vi landede præcis klokken 12:00 som vi havde meddelt. Kort efter afgang måtte vi reducere forsejlets areal til meget lidt på grund af medvind og medstrøm. Da vi nærmede os målet måtte vi sågar tage det helt ind og bare drive imens vi fik hejst fest- og gæsteflag som pynt. Med disse “hårde anstrengelser” lykkedes det dog at sejle ind og lande lige på klokkeslaget. Det var skønt at blive modtaget af en masse dejlige glade mennesker til trods for vejret, og vi grinede også af de mange kommentarer over vores venten ude foran havnen – vi havde jo ladet AIS’en køre for at drille lidt :). Her er en masse billeder fra den dejlige afslutning på det store eventyr.
Tusind tak til alle jer som dukkede op eller tænkte på os :).
Med denne begivenhed smidt op på bloggen er det nu tiden at runde af på denne hjemmeside – i grove træk altså. Fordi vi nu er hjemme kan det jo være der popper en enkelt artikel op med facts fra turen.. Og måske endda en oversigt over hvad vi brugte af bøger og data undervejs… Og hvem ved, måske vi ind imellem finder på flere tossede ting ;).. Vi må se.
Tusind tak fordi du fulgte os. Det var været en fornøjelse at have dig med :).
Kærlig hilsen
Jesper, Jane og Macumba
