Om eftermiddagen den 19. juni sagde vi farvel til Tuamotu og satte kursen mod den første af Selskabsøerne, nemlig Tahiti. Turen fra Toau, Tuamotu til Papeete, Tahiti varede knap to døgn. At det føltes som det dobbelte skyldtes vejret. Natten mellem den 20. og 21. fik vi seks timer under en sammenklumbning af cumulunimbus skyer. Som resultat heraf regnede, lynede og blæste det konstant. Jævnligt tiltog det hele, med det resultat at vi ikke kunne se mere end et par meter væk fra båden og vinden var oppe på de 15 m/s. Heldigvis havde vi låst skærmen denne gang, så den kunne bruges :). Vinden kom fra en meget ufavorabel retning på det tidspunkt, men vi beholdt kursen alligevel for hurtigst muligt at komme ud af det vejr. Vores fart blev tvunget helt ned på omkring 1-2 knob når det var værst, og der blev hele tiden knoklet med at tilpasse genuaen (forsejlet). Ingen af os fik sovet den nat, og vi puttede sågar vore computere i ovnen som forsøg på sikkerhedsbackup. Hvis et lyn slår ned i båden BØR lynaflederne forebygge at der kommer hul i skroget, men al elektronik bliver fuldkommen ristet, og så er navigation pludselig et helt andet kapitel.
Heldigvis slap vi med en god gang udmattelse ovenpå de seks timer, og faktisk var det utroligt smukt at opleve. Når det øsede ned var der et lyst skær i luften rundt om båden fordi vores lys reflekterede i dråberne, som i øvrigt ramte havet så hårdt at de “hoppede” en meter tilbage. I den “bobbel” vi befandt os i var lyden udefra også lidt dæmpet af regnens summen, så tordenen hørte vi ikke så meget til. Dog skulle vi stadig råbe for at kunne høre hinanden. Lynene var store, men heldigvis var de generelt ikke lige over os, de var under naboskyerne.
Efter strabadserne blev det 12 timer for motor i stedet for at zigzagge for sejl. Vi valgte dette for ikke at skulle udskyde ankomsten med cirka et døgn, da vi ikke ønskede at ankomme i mørke. Den gamle motor gør stadig sit arbejde til UG, og vi landede ved middagstid den 21. juni.
Hovedbyen på Haiti, Papeete, har to havne som ligger tæt på hinanden og med en lufthavn imellem. Nogle dage forinden vores sejltur havde vi kontaktet havn nummer et for at booke en plads. De havde imidlertid svaret, at de ikke garanterede noget her i højsæsonen, men at der var 30% sandsynlighed for en ledig plads når vi kom. Da vi nåede til denne havn, kunne vi se på båden foran os at der ikke var nogle ledige pladser, så vi fortsatte direkte mod havn nummer to. Det var en smuk tur.
Da vi kom på indersiden af revet, havde vi havde land på bagbord side og havbunden, som kom op nær overfladen, på styrbord side. Sidstnævnte kan ses på den lille stribe af bølger på billederne.
Denne tur krydsede også lufthavnens forlængede centerlinie to gange. Derfor skulle vi holde kontakt med tårnet og få tilladelse til at krydse når vi nærmede os. Det gik fint, og vi fik også lige lov til at holde og vente på et fly, som lettede og fløj op lige foran os. Det var en sjov oplevelse.
Der var mange ude og motionere i vandet den dag.
Og vi så et par transportable restauranter (meget smart :)).
Før vi nåede vores målhavn nåede vi også lige forbi nogle charmerende ferieboliger og en masse ankerliggere.
Da vi kom frem til havnen prøvede vi at kalde op over radioen, for at høre, om de havde en plads ledig, men der var intet svar. Senere har vi erfaret, at personalet her har en fransk attitude. De går alle til frokostpause samtidig, hvorunder ingen af dem besvarer radioen, som ligger lige ved siden af dem… Nå, men da vi havde kaldt op en 12 gang lykkedes det endelig at få kontakt. Da vi ihærdigt spurgte, om de havde en plads til os, skulle de lige ud og kigge, så vi lagde os op ad en moleende og ventede. Heldigvis fandt de en. Den havde vist ikke været brugt i lang tid, for de skulle i vandet for at hente det tovværk vi skulle bindes fast med. Det gjorde de så imens vi lå på pladsen og ventede, og efter en masse bøvlen for os og to af deres mænd (samt fire af deres mænd som stod og observerede på broen…) lykkedes det. Jubiii 😀
Efter at være landet trængte stakkels Jesper til en øl ovenpå natten. Han gik derfor op til den lokale butik, som har åbent 24-7. Det skal noteres, at det var søndag, og da han kom op til ølafdelingen, fik han sig en lang næse. Alt alkohol var låst inde med kæder omkring og på det sad et skilt med en ølflakske med streg over. Han forsøgte at tage en 6-pack med ned til kassen, men den gik ikke, så han måtte slukøret vende tilbage til båden. Heldigvis kunne vi finde en øl og noget rigtig god aftensmad hos en lækker bar/restaurant tæt ved os, så det redede jo hele dagen.
For at sætte prikken over i’et havde de en bestemt festdag på øen denne dag, så restaurantens tjenere var rigtig fint klædt på, og der var fuldt hus. Tjenerne fes dog rundt, så dette var det eneste klare billede vi nåede at få, ha ha.
Oven på turen og den gode mad blev det heller ikke sent før køjen kaldte.
Opholdet her på Tahiti var ikke planlagt til at vare længe, og det var mest planlagt som et arbejdsophold.
Indtil videre er der blevet repareret, købt ind til båden, fornyet lidt på båden osv. Vejret har imidlertid udviklet sig til, at vores ophold bliver længere, så arbejdet fortsætter. Ærgeligt ja, for det koster os tid på de små lækre øer, men ikke det værste alligevel. Blandt andet havde vi for nogle dage siden en gasflaske til opfyldning som forsvandt, men fordi vi blev længere dukkede den op igen. Som bonus er den så blevet så gammel at de ikke må fylde den op længere, men så har vi jo tiden til at få tjekket udløb på de andre samt få købt nogle nye. En anden ting er genuen (forsejlet). Vi vidste den trængte til en tur til sejlmageren, men vi blev overraskede over hvor meget den faktisk gjorde. Blandt andet var syningen i toppen, som holder hele sejlet oppe, ved at give helt op, så måske ville sejlet være faldet ned, hvilket volder meget store problemer, inden vi var kommet til næste sejlmager. Som et tredje punkt har vi stadig problemer med batterierne. I den anledning købte vi en batteriovervåger, som kan vise hvor mange ampere der er tilbage på batterierne. I den forbindelse kom vi endnu engang ned for at kikke på batterierne, og for første gang kan vi nu se, at der var syre ovenpå det ene. Ergo skal de også skiftes, og uden ekstra tid her havde det måske betydet rå pasta de næste par måneder til vi kom til et andet sted hvor nye kunne købes…
Vi mødte faktisk nogle svenskere på Fakarava med samme problem, og de havde det virkelig ikke let. Ud over køleskabet kræver motoren strøm for at starte ligesom alle vore alarmer og instrumenter gør, sååå…
Vore visakort er rødglødende og vi piver lidt, men i sidste ende har vi (endnu en gang) været meget heldige med at løse problemerne før de egentlig bliver til noget.
Nu må det være tiden til lidt billeder i stedet for al den tekst, så lad os starte med vore omgivelser her. Først havnens havnekontor, som også er stedet med wifi:
Og så udsigten deroppefra ud over havnen:
samt lidt billeder fra gåturen fra havnekontoret (hvor der er wifi, som dog er noget langsom til dette oplæg og boghentning) tilbage til båden.
Broen vi ligger på er nummer to på højre side herudaf.
Og prøv lige at se en udsigt vi har hver gang vi går ud på vores lille bro
Og vandet er virkelig klart!
En lille sjov detalje ved havnen er denss tydelige afmærkning af, hvor det er farligt at befinde sig henne – på grund af kokosnødder altså…
Det var noget af et kulturchok for os at komme tilbage på en “storby-ø”. Den store vej lige ved siden af havnen er tosporet, og der er hele tiden traffik – sågar køer i myldretiden. Der er også adskillige fly, som dagligt besøger lufthavnen lige ved side af, og så er der luksusbutikker over det hele i storbyen samt store butikker a la Føtex og Bilka. Alt dette, kombineret med kontrasten i form af usle kvarterer når du kommer lidt væk fra centrum, er noget af en omvæltning for os efter Maquesas og Tuamotu!
Mange andre sejlere stopper her på Tahiti for at shine båden lidt op, og nyde luksus igen for en stund. Det er utroligt så mange gensyn vi efterhånden har haft her i havnen – faktisk har vi genset næsten alle vi har mødt siden Panama.
Trods alt arbejdet, er det i ventetiden også blevet til nogle oplevelser.
Vi har blandt andet været i byen nogle gange. Dels for at handle og dels for at hygge os, men her er lidt samlede billeder.
Der er mange smykkeforretninger i byen, og perler er deres speciale. Selv mænd går med øreringe med perler i. Generelt er franske/polynesiske mænd ikke bange for at vise deres feminine sider frem. De hopper blandt andet glædeligt i feminine tøjfarver, så som lyserødt, og med kranse og blomster i håret. Yderligere er antallet af transkønnede ret høj hernede. Selvom København og Danmark er kendt for anerkendelsen af dem som ikke er heteroseksuelle, er personer som er halvt af hvert vist meget mere almindeligt hernede. Vi har i hvert fald set mange personer som har lige så mange feminine træk som maskuline. Typisk muskuløse personer uden bryster men med smukke ordnede øjenbryn og barberede ben vi kvinder bliver grønne af misundelse over, som taler med dyb stemme som en mand, men griner med en feminin tone som en kvinde og eventuelt vifter lidt ekstra med hænderne når de bevæger sig. Uanset hvad deres DNA siger, så er de vist af hjertet begge dele, og deres omverdenfinder dem ligeså naturlige som at solen står op. Det er en fornøjelse af opleve.
Når busserne kører benytter vi dem, men det er der generelt også mange andre der gør 🙂
En af storbys-dagene skulle vi ud i havnens industrikvarter, på den anden side af byen, for at få papirerne i orden, så vi kan købe brændstof toldfrit. Det blev en noget lang gåtur.
Den ene dag tog vi, sammen med Georg fra skibet Ægir, til firedance.
Det var en smuk oplevelse, og vi startede med at få pynt på da vi kom ind.
Desuden var det her vi lærte, at franskmændene har en form for tradition med at starte alle arrangementer med at lange takketaler – på fransk. Denne begivenhed gav os en halv times takketale… Selve firedancen var en optræden med fantastisk trommemusik, kampråb, sange, dans, smukke dragter og 2000 grader varme sten. Her er nogle billeder.
Da showet var ovre, blev publikum opfordret til selv at prøve at gå på de varme sten. Vi måbede lidt, for 2000 grader er da ikke noget man bare lige begiver sig ud på, er det? Hans råd var bare, at man skulle gå på hele foden i stedet for kun tåspidserne, og så skulle man ikke stå stille deroppe. Børn over 6 år måtte gå selv imens yngre skulle bæres…
Køen blev virkelig lang, og mange tog turen flere gange. Efter lidt overvejelser skulle Jane da også lige prøve. Til hendes store overraskelse var det “kun” som at gå på sort asfalt varmet godt og grundigt op ad solen. Manden havde ret, det var ikke et problem så længe man brugte hele foden og ikke stod stille.
Da vi skulle tilbage til båden ventede vi meget længe på en taxa. En lokal lagde mærke til det og tog os med, da han alligevel skulle den vej, og han nægtede at få noget for det. Vi kan godt mærke, at kulturen her i Polynesien ikke går så meget op i penge, som hjemme i Europa.
Lørdag den 29. blev en større festmåned her på Haiti indviet, hvilket vi var inde i byen for at opleve. De bedste kilder til hvad der var at opleve samt hvor og hvornår her på øen er taxachauffører samt politimænd. Sidstnævnte er utroligt hjælpsomme, da de tit står på deres vagt uden noget at lave.
Vi startede med at se den store parade med alle øens sportsgrene repræsenteret. På vej til tilskuerpladserne så vi en god del af deltagerne, og det var alligevel nogle tusinde.
Da vi kom til gaden hvor selve paraden skulle foregå var både politi og brandvæsenet klar.
Vi fandt os nogle stole, og det blev vi glade for. Da showet startede, var det denne gang med lidt over en times fransk introtale over højttalere, og paraden varede også nogle timer.
Vi erfarede vi også, at det med at starte til tiden ikke er så realistisk hernede. Arrangementet skulle være startet klokken 14, men den blev nu “lidt” over. Igen tager man ikke tingene så tungt og punktligt hernede som vi gør derhjemme.
Selve paraden førte til en del billeder, og vi var overraskede over hvor mange forskellige sportsgrene der var.
Efter paraden var det tid til en forfugtning.
Og bedst som vi sad der og snakkede, hørte vi pludselig ordet “skål” bag os. Forbavsede kiggede vi om til bordet bag os og så 12 personer, som sad og pludrer derudaf om deres dykketur på dansk! Det var næsten mere unormalt for os end takketalen tidligere på dagen.
Da det blev tid til aftensmad fortsatte vi ned til nogle kinesiske boder nede ved vandet. Lige ved siden af lå parkens scene, hvorfra der blev spillet god livemusik.
Når der er festlige lejligheder, forstår de lokale altså at udnytte det fuldt ud hernede! Alle aldersgrupper deltager, og der er bare god stemning og fyldt over det hele. Blinkende pynteting samt legetøj er der mange af, alle folk sludrer og griner, børnene hopper rundt for at fange nogle sæbebobler, der bliver danset og sunget imens andre tager en slendretur, osv. osv.
Vi havde ladet os fortælle, at fyrværkeriet skulle være klokken 20, men da det ikke var tilfældet, og vi hørte en ny sige klokken 22, gik vi en tur ind igennem byen.
Da vi var på vej tilbage klokken 20:51 begyndte fyrværkeriet pludselig, selvom livemusikken stadig kørte (vi er jo vandt til, at musikken holder pause derhjemme når fyrværkeriet står på, men sådan er det så ikke her). Vi skyndte os tilbage til vandet og nåede at se et smukt langt fyrværkerishow. Ovenpå alt dette var vi også klar til putkassen, så en taxa kørte os tilbage til havnen.
Nu vi er ved det med oplevelser, så fik vi endnu en fantastisk en i går (6. juni). Sammen med Georg tog vi ind til storbyen for at se “Heiva i Tahiti”.
Er det ikke sjovt, at de er begyndt at skrive på dansk? – det var i hvert fald en af vore interne jokes i går.
Inden showet gik igang klokken 18, sådan cirka, tog vi lige vej den gode italienske restaurant igen og nød lidt god mad.
Og derefter var vi klar.
Showet var ikke kun for tilskuernes glæde, det var samtidig en konkurrence med dommerpanel, som afvikles over flere dage, og det var fantastisk! Vi stirrede, så øjnene var ved at falde ud af hovedet, på deres fascinerende bevægelser samt fantastiske kostumer, og vores puls og krop blev styret af livemusikken, der virkelig gav den fantastisk rytmisk gas i harmoni med sangernes stemmer. Selvom vi sad ned, kunne vi ikke lade være med at sidde og tromme med fingeren/foden og så lige svinge i takt med sangerne.
Over aftenens 5 timer så vi to kor optræde samt tre danse- og musikalske hold optræde. Hvert hold havde lavet et show, som var baseret på en gammel historie/myte. Denne blev fortalt over højttalerne, inden de trådte på scenen og fortalte videre med deres optræden. Der var bestemte ting de enkelte hold skulle vise. For danse- og musik holdene skulle de blandt andet have dans som inkluderede alle, solodans af en mand og solodans af en kvinde. Desuden havde de en “historiefortæller” som sammenkædede alle deres scener, dog kun på polynesisk, så vi fik ikke lige fat i hvad de sagde. Endelig skulle orkesteret også ned på dansescenen, foran den de ellers havde, og bevise, at de kunne spille 5 forskellige rytmearter.
Således så aftenens program ud:
Vi måtte ikke tage billeder under forestillingen, så derfor får I nogle af dem de professionelle tog i stedet (ikke alle er fra vores aften).
For at få et indtryk af musikken og dansen, så prøv et af disse links eller at søge på “Heiva i Tahiti” på youtube.
En del af et danseshow (fælles): https://www.youtube.com/watch?v=bRMQkj1NGVI
En del af et danseshow (kvinde solo): https://www.youtube.com/watch?v=QUc1MwUenvo
Et hold sangere: https://www.youtube.com/watch?v=B7uegCRaUBU (de første 1:14 er tale, derefter sang)
Da taxachaufføren satte os af ved havnen lidt over midnat, var vi for trætte til at opdage, at det faktisk var præcis 1 år siden vi forlod Frederiksværk Havn. Da vi kom i tanke om det dagen efter blev det også til en rigtig god middag 🙂
Ovenpå denne fortælling er her lidt af hvert fra havnen. For det første ligger verdens største katamaran her i havnen (vi tør ikke lægge hovedet på blokken over om den stadig er den største, men den har i hvert fald været, og den er STOR) .
For det andet nyder lokalbefolkningen og franskmændene, som kommer her, at pynte sig med blomster på alle tænkelige måder – kjoler og skjorter med blomster, kranse på hovedet og selvfølgelig også lige en blomst om øret. Jævnligt kommer en fransk sejler rundt med en blomst til alle kvinderne kan kender på havnen.
For det tredje er her lige lidt billeder af nogle lokale dyr vi har mødt.
Som afrunding er den fjerde ting, at det nu var tiden til vores sidste vaccination imod Japansk Hjernehindebetændelse. Til gengæld var det også den første og eneste vi skulle give hinanden. Hvis du tænker “det må da have været lidt grænseoverskridende at skulle stikke en kanyle ind i hinanden samt tømme sprøjten” så har du fuldkommen ret. Vi gjorde det dog, og det gik fint.
I morgen satser vi på at få vores udfordrende gasflaske tilbage i fyldt form, så vi kan komme videre til Huahine. Efter to ugers forsøg med påfyldning, må anden gang være lykkens gang… Indtil da tager vi lige en slapper…
Rigtig god sommerferie!