Sikke dog tiden er fløjet afsted de sidste ugers tid. Vi håber, at I alle har nydt julen. Her på båden har vi i hvert fald gjort vores bedste for at komme i julehumør – heriblandt blev “The julekalender” fulgt trofast ude på Atlanten.
Til at begynde med forlod vi Mindelo, Capo Verde den 8. december med stil. Oprindelig ville vi have været afsted tidligere, men da vi skulle have tanket holdt de siesta, så vi tog os lige en “mini-julefrokost” med nissehuer og julemusik inden vi kom afsted.
Nissehuerne gav anledning til mange smil og hilsner, og de forblev på til vi havde forladt havnen. Klokken 15:30 startede det nye eventyr, som var estimeret til at være 2089 sømil (3869 km), og som vi gerne skulle nå enden af inden juleaften, da vi var inviteret til at fejre denne sammen med pumbanerne på St. Lucia.
Cirka samtidig med os drog tre andre både afsted, og vi havde kontakt med to af dem over satellittelefonen under hele turen – hvilket ikke var tosset, for vi nåede ikke at se mere end tre andre skibe i alle de dage.
Allerede på den første dag (den 9. december) fangede Jesper en stor Mahi Mahi (alias Dorado, guldmakrel og dolphin fish), som Michael fileterede og vi alle nød til aftensmaden – de smager virkelig godt! Det var jo et godt tegn på en god tur!
De første tre døgns tid var alle på nær Jesper en anelse utilpas, og imens fisken blev hevet op, nåede Jane at fodre nogle af de andre fisk. Dette blev turens eneste fodring.
De kære flyvefisk vi nævnte i sidste oplæg har åbenbart lidt problemer med at se om natten, så det var ikke så få vi nåede at få ombord under turen. De fleste opdagede vi først dagen efter når de var indtørrede.
Michael nåede endda at få vand i hovedet af en som fløj lige forbi hans ansigt, og Jon blev ramt i maven af en anden. Vi er glade for, at ingen blev ramt i hovedet, for de slår dælme hårdt, så hurtigt som de kommer.
Nogle ting som vi virkelig nød at opleve på vej over Atlanten var solopgang og solnedgang samt stjerneklare natter. Udsigten er en helt anden når der er fladt hele vejen rundt om en og kun himlens lys. Vi er begyndt at have styr på en del flere stjernetegn end da vi tog afsted, da det er en af de primære beskæftigelser på en 4 timers nattevagt.
Natten mellem den 13. og 14. oplevede vi Geminiderne. På de første 10 minutter af en nattevagt talte Michael og Jane 27 stjerneskud, hvilket passede meget godt med hvad vi havde læst i Illustreret Videnskab (som Jesper havde fået i adventsgave af julenissen, som havde sneget sig med ombord).
Sidst på turen havde vi også fornøjelsen af, at månen var oppe hele natten, samt at solen den ene dag stod op bag os, samtidig med at månen gik ned foran os. Det var en speciel oplevelse.
Undervejs på turen satte vi hver dag klokken 12 et punkt på et stort kort over Atlanten – både for sjov og for alvor hvis nu al elektronik skulle fejle, og vi skulle navigere på god gammeldags manér.
Den 12. december kom anden Mahi Mahi ombord, og denne gang kastede Jane sig ud i at partere den.
Derefter blev det tid til første bad på farten. Da vind og bølger ikke var egnede til at vi kunne hoppe i havet, måtte vi junglere med at få saltvandet op i cockpittet med en spand. Det gik jo ganske fornøjeligt.
Den 13. december kom tredje Mahi Mahi ombord, og denne gang fik vi overtalt Jon til at filetere den (selvom både han og Jesper havde lidt ondt af fisken).
Efter denne dag blev det vedtaget, at Jesper og Jon (og Michael) skulle fange fiskene, at Michael og Jane skulle filetere dem, og at Michael og Jon skulle tilberede dem. Super arbejdsfordeling.
Rigtig mange gange på turen har Jane prøvet at filme bølgerne, for at I kan få et indtryk af, hvor store de i virkeligheden er hernede, selvom de føles “bløde,” fordi der er længere imellem dem end hjemme i Kattegat. For at sige det ligeud er det imidlertid umuligt, for billedet giver kun 10% af hvad man oplever i virkeligheden.
En anden ting som vi dog kan vise eksempler på, er nogle af de fugle som utroligt nok flyver rundt ude midt på Atlanten (1000 mil/1800 km fra land). Cirka hver anden til tredje dag kom der en forbi.
Når der ikke er så meget at lave på en lang tur, er mad en MEGET vigtig ting. I løbet af et døgn nåede vi cirka seks til otte måltider. Det mest stabile var aftensmaden, som altid blev nydt i cockpittet – og vejret var fuldstændig med os på det punkt også, for de få regnbyger vi fik kom altid omkring ved midnatstid.
Skippers pibe julekalenderen var cirka hver fjerde dag en af dagens snacks/mindre måltider
Imellem spisetiderne blev vi ret trofaste til at dyrke en middagslur eller to, da vi jo ikke fik sovet helt igennem om natten.
Skibets primære kok var Jon, som virkelig hyggede sig med at kokkerere under udfordring (når det gynger lidt kan det være svært at have mere end én ting på bordet ad gangen samt at holde balancen samtidig) imens vi andre nød resultatet. Utroligt nok fik Jon endda Jesper til at være vild med nogle retter UDEN kød i – hvem ville have troet det kunne lade sig gøre?
Og vi blev også forkælet med kage til eftermiddagskaffe en af dagene
Natten imellem den 13. og 14. december fik vi det første skib i sigte under turen. Det var et stort skib, som kun var 7 mil fra os. Det var også omkring denne dag, hvor det gik op for os, at ingen af os rigtig havde styr på ugedag og dato længere. Var det mon i går, for tre dage siden eller i torsdags at tingen skete? Det var sjovt at prøve, for derhjemme er vi jo vandt til at det er en selvfølge/nødvendighed, og derfor går der sjældent mere end en fridag ad gangen, hvor man ikke tænker over det. Nissen havde ind imellem også problemer med at opdage, at det var søndag før halvdelen af den var gået, ligesom julekalenderen af og til blev til en tre-fire afsnit om dagen og slik julekalenderen og “Og det var Danmark kalenderen” ind imellem også måtte indhentes.
Den 15. december kom der fangst på både Michaels og Jespers krog – dog havde de fanget hinanden, så vi måtte ty til anden aftensmad…
Den 16. december blev dagens højdepunkt at vi nåede halvvejs klokken 10:09. Der blev talt ned, og så blev det fejret med rødvin og nissehuer.
Og så blev der da også leget lidt med kameraet
Fiskene var det omkring dette tidspunkt begyndt at gå ned af bakke med. Til gengæld var vi begyndt at sejle imellem en masse tang, hvilket fortsatte frem til den 22. december. Dette skift skulle dog ikke stoppe Michaels kreativitet, så han kastede sig ud i at fange tang til aftensmaden i stedet for fisk
Det lykkedes dog heller ikke…
Selvom tangen var lidt en lyseslukker hvad fisk angår, så fik vi til gengæld set en sejhval lige ved siden af båden den 17. december – den holdt sig bare under vandet, så kameraet kunne ikke være med. Den var vi vilde med! Efterfølgende havde vi så fornøjelsen af en rengøring under dørken, da der var gået hul på (endnu) en gærdet juice, så der “duftede” lidt af eddike… Hmmm..
Den 19. december kedede vi os heller ikke. Vi fik nemlig nydt, at havtemperaturen nu var oppe på cirka 25 grader, så den stod på fodbadning, og det var super lækkert!
Derefter var Michael også så heldig, at han fik sin første fisk på den professionelle krog
Desværre fandt vi (lidt for sent) ud af, at den ikke kunne spises….
Den 20. december havde vi den første dag på turen, hvor vinden lagde sig så meget, at vi måtte ty til motor. Heldigvis medførte det også at bølgerne lagde sig, og så var vi jo nødt til lige at komme ud og få en dukkert “midt i intetheden” og med 5000 meter vand under os. For sikkerhedens skyld blev der monteret nogle meter reb med en fende i enden man kunne gribe fat på hvis noget gik galt, og selvfølgelig var der altid minimum én af os ombord.
Vi havde forventet et sus i maven på grund af dybden, men det kom aldrig rigtigt. Til gengæld var vi forbløffede over, at der INTET var at se under vandet (dyr/planter/affald/…), og det kom også bag på os at vandet var så enormt saltet! Alt i alt var det fedt og rigtig lækkert. På dette tidspunkt var vi generelt begyndt at glæde os til at komme frem, men en dukkert af denne slags var lige hvad der skulle til for at nyde turen til fulde igen.
Efter at mørket havde lagt sig fik vi besøg af skib nummer to på turen. Denne gang var det et stort lystfartøj som sejlede noget hurtigere end os. Han kom indenfor et par mil af os, og på vagten sad en meget snaksagelig englænder, så lidt af hvert mellem himmel og jord blev vendt over radion et kvarters tid.
Den 21. december var vi alle igen blevet klar til at nå frem. Vi glædede os til en hel nats søvn og til at ligge stille… Det hjalp lidt på humøret, at vi nu fik hængt juletræet op.
Og den 22. var det tid til intet mindre end julefrokost! Om formiddagen blev der knoklet med rengøring, og da vi nåede middagen kom det nybagte rugbrød på bordet sammen med leverpostej, rødbeder, en six-pack juleøl og julekager. Og selvfølgelig skulle det jo indtages med nissehuer på… Vi guffede for vildt.
Rigtig glædelig jul!
og bagefter trængte vi alle til en lur på skift…
Hvert døgn var der en hundevagt (klokken 02 til 06) og denne samt starten på vagten efter kunne godt være lidt hård
men det var nu alligevel smukt hver gang solen gik op
og bemærk i øvrigt, at efter vi var kommet halvvejs over, så behøvede man ikke have overtøj på det meste af natten – skønt.
Den 23. var vi ved at være tæt på målet, og vi kunne mærke, at det gav fornyet energi. Vi begyndte at tælle ned… Og så var vi så heldige, at vi nåede at se et tredje skib på turen. Det var et fragtskib, og vi kom så tæt på at vi måtte ændre kurs for en stund fordi vi havde vigepligt. Vildt hva’?
Den 24. klokken 06:59 kom vi endelig i mål. Det var LÆKKERT – og ved at være tiden, da vi jo var inviteret til juleaften! De forventede 2089 mil blev til 2088 mil hvilket forbavsede os meget! Hele denne tur tog os 15 døgn, 18 timer og 30 minutter.
Nu når du har siddet og læst dette opslag virker det måske som om der er sket en del og at vi ikke har nået at kede os, men det skal huskes, at hvert døgn, som fylder nogle få linier heri, varede 24 timer i virkeligheden.
Til gengæld lagde vi også meget mere mærke til de små detaljer – eksempelvis hvordan månen flyttede sig hver dag og hvordan der jævnligt kom korte perioder hvor der pludselig duftede tydeligt af et eller andet i nogle sekunder indtil det “vindpust” var forbi. Det er fascinerende hvad der egentlig er i luften men som vi ikke opdager normalt. Da vi var cirka 2/3 over Atlanten ændrede vejret også karakter. Det blev betydeligt varmere, og nu begyndte det generelt at være mere blæsende om natten end om dagen og vi kom ofte til at rulle mere når vi skulle sove. Samtidig kom der omkring ved midnat en klat regnbyger – de byggede sig hurtigt op, og efter et par timer var de ovre – indtil næste midnatstid.
Lige som en bonus til smilebåndet kan vi nævne, at vi har haft meget sjov over noget så basalt som afgasning i cockpittet (alias prutter). Øl og rugbrød sætter virkelig gang i den slags, og Jesper har lidt svært ved at kapere andre gasser end sine egne. En enkelt var også så tung at den uforventet og lydløst kom til at liste dig ned i Jespers og Janes cockpit imens de tog en lur…
Dagene her i Marigot Bay, St. Lucia har været som en form for paradis hvor tiden bare er fløjet afsted. Vi blev modtaget af en glad og svømmende Niels fra Pumba, som kom ud og bød os velkommen på vej ind.
Vi fik fejret ankomsten med champagne,
og så har vi været rundt og prøvet (næsten) alle lagunens spisesteder, barer og badesteder – saltvand så vel som pools.
Juleaften blev i et lækkert hus højt oppe og med udsigt over havnen sammen med de dejlige pumbanere.
Og så til sidst lidt løse billeder her fra stedet, dyrelivet, naturen og kulturen som vi alle er faldet pladask for. Det er ikke her man får stress, men til gengæld er man jo nærmest bedste venner alle, og knytnævehilsnen som derhjemme vel var fremme tilbage i 90erne lever i bedste velgående herovre.
Ovenpå denne opdatering vil vi nu sætte os ned og finde ud af hvilken af de små antiller vi skal sejle til senere i dag. Se det er luksus :D.