Kauehi, første atol i Tuamotu-Paradis, 13-06-19

Den 30. maj måtte vi afslutte Maquesas-eventyret og vende kursen mod et nyt eventyr, nemlig Tuamotu atollerne. Det var lidt vemodigt, men på vej ud fik vi et smukt show af de lokale dyr. Der var både jagtede fisk, som hoppede ud af vandet, jagende fugle som plaskede ned i vandet for at fange dem, de imponerende store rokker samt en haj, som bare blev liggende i overfladen og holdt øje med os.

At regnen kom i voldsomme byger indtil vi var fri af øen var måske en hentydning til at det var trist vi forlod øen?

På vores flere dages sejltur skete der en smule. Blandt andet kastede en tallerken sig på dørken, da den var på vej ned for at blive vasket og vi så en del andre skibe. En af disse var det blandede transport- og passagerskib, som vi havde set oppe på Nuku Hiva. Vi fik også æren af at komme ind i en ny tidszone, så vi er nu i UTC – 10, dvs. 12 timer bagefter jer i DK, og så fik vi taget watermakeren i brug. Med den kan vi producere drikbart ferskvand ud af saltvandet. Vi er erfaret, at ferskvand ikke er så let at få i tankene herude. Det findes kun i dunke op til 1,5 liter, om dem skal der bruges mange af for at fylde to 180 liters tanke op med. Tænk bare hvor meget de ville fylde i gummibåden når de skulle transporteres ud til skibet…

Den første atol vi skulle nå var Kauehi, som er den bedste begynder-atol, da passet man skal ind igennem er ret bredt. Dagen inden forventet ankomst snakkede vi om, at den bestemt ikke så så venlig ud på kortet, som vi havde ladet os fortælle. Efter lidt sammenligning med et par andre kort viste det sig også, at vi var på vej mod naboatollen Artika, som bestemt ikke er for begyndere! Lidt urolige over at der ikke er navne på mange af atollerne på vores sejlkort, bevægede vi os nu mod den nye formodede Kauehi. For at sætte prikken over i’et, havde vi inden afgang anskaffet os et smart program om tidevandet, så vi kunne se, på hvilket tidspunkt vi kunne sejle ind igennem passet. Uheldigvis virkede programmet ikke, så da vi nåede frem, måtte vi vurdere situationen med vore instrumenter samt vore øjne. Jesper sejlede med ynde og Jane rapporterede oppe fra de dejlige mastetrin.

Og her er så det fine pas vi skulle igennem

Trods vore udfordringer nåede vi heldigvis til den rigtige atol, og vi landede på et ok tidspunkt, så trods 0,7 knobs medstrøm havde vi ingen problemer.

Da vi sejlede ind, lå der et par fiskerbåde, hvis bemanding råbte velkommen til os. Kan man drømme om en mere perfekt måde at afslutte en lang sejltur på?

Vi var overraskede over hvor stor atollens diameter var. Vi kom ind i et nyt vandområde, hvor vi IKKE kunne se land hele vejen rundt. Dog var der nogle meget små palmetræer hist og her ude i horizonten.

De første tre dage tilbragte vi i Mahuehue i den sydøstlige ende af Kauehi.

(Mahuehue ligger til højre på billedet, og de grønne trekanter dér viser andre skibe som lå der)

Det var spændende at ligge helt stille og stadig høre Stillehavets bølger brage mod kysten ikke mange hundrede meter derfra.

Ovenpå turen var det også rart at kunne slappe af igen, og så med noget a la Paradis lige ved siden af var det jo helt i top

(Sikke en udsigt ud igennem koøjet, hva’?

På dette ophold fik vi oplevet nogle nye dyr, og vi fik gået et par lækre ture.

(kokos er meget gode til at formere sig selv)
(Tidevandet ændrede meget på områdets udseende fordi terrænnet var så fladt og tidevandsforskellen omkring en meter. Ved lavvande kom en del mere sand frem. Den mørke stribe her var dække af vand ved højvande)

På land var sandet ret groft og så var der enormt mange døde koralstykker og skaller.

Vi hørte meget til nogle fugle, som ikke gik til ro når solen gik ned, og vi så en masse snegle samt krabber på land.

Snorklet fik vi også en del.

Som prikken oven i’et fik vi set samt snorklet med sorttippede revhajer. Vi tør godt afsløre, at det var grænseoverskridende første gang vi skulle ned iblandt dem. Vi har ikke badet med hajer før! De var lydløse samt nysgerrige og i hvert fald 1,5 meter lange….

(hvis du kan se det, så leger eller arbejder denne haj sammen med en lille gul fisk, som bliver ved med at svømme ude foran hajens næse. Hajen her blev filmet med besvær, da den var så nysgerrig, at den blev ved med at svømme i cirkel rundt om fotografen. Den kom også tættere og tættere på – indtil fotografen bevægede sig lidt, så svømmede den et stykke væk igen.)

Ud over hajerne var der også et stort liv af alle mulige farverige fisk, som hyggede sig med korallerne. Med alt det at se på, endte vi med at tilbringe mange timer i vandet. På billederne kan det være svært at se fiskene, men det lykkes nok at få flere med næste gang.

Den 6. juni sejlede vi op til Kauehis by, Tearaveo, oppe i den nordlige ende.

Her blev vi et par dage og fik endnu et positivt indtryk af Tuamotu. Som du kan se på billederne, er terrænet meget fladt, og vild natur er fint flettet ind sammen med menneskernes ting og sager. Og så er der kokostræer over det hele! Vi fandt hurtigt ud af, at på små øer som denne er der ingen hæveautomater, og kun få steder kan kort bruges. Det meste foregår i kontanter eller kokos. Vi lod os fortælle, at de lokale køber sig til ting fra fragtskibet ved hjælp af kokos. Se så er vi endelig kommet ud i et rigtig lille samfund!

(sidste sæsons kokosblade skæres og brændes af, så ligesom i Marquesas var der jævnligt små bål her)
(bemærk vandtanken. Alle huse samlede regnvand op fra deres tagrender, da det var deres eneste adgang til fersk vand)
(disse “bådstativer” er der rigtig mange af hernede. Er det ikke genialt?)

Selvom byen er lille har de en kirke, en brandmand, en skole for de mindre børn og et bedested.

(dekoration med små skaller ser vi meget hernede)

– og så selvfølgelig telefonbokse, hvilket vi har set på samtlige øer i Stillehavet indtil videre.

Den asfalterede vej strækker sig ikke langt, jord er mere udbredt. Dog var de ved at udvide med omkring 80 meter 🙂

Befolkningen er lille, knap et par hundrede personer, men de er venlige, hilsende og snaksagelige. Den første mand vi faldt i snak med nåede hurtigt at få fundet et par ekstra stole frem til os, så vi kunne blive lidt længere. Denne mand kunne i øvrigt godt huske Nordkaperen (Troels Kløvedahls skib).

Øens primære indtægtskilder, ud over kokos, er fisk og perler.

(dette er en perlefarm)

Som du måske har bemærket på nogle af de foregående billeder, så fik stolte Jesper en fiskebøje til ankermarkering af en lokal.

Hvad dyrelivet angår, så var der krabbehuler over det hele, og sjovt nok også krabber over det hele.

Vilde hunde har de også en masse af her. Desværre er det den første ø, hvor vi har set mange af dem underenærede. Vi gætter på, at de private ikke har så meget mad til overs som en restaurant. Den eneste restaurant på denne ø var vist den ene købmands kone, som kunne arrangere noget, hvis man havde lyst.  Imidlertid var de vilde hunde stadig glade, kælne og nysgerrige.

(ham her førte os trofast igennem byen, efter vi havde nusset ham i nogle sekunder)

Tearaveo er lille, men alligevel har den hele tre butikker. Hvad åbningstiderne angår, så varierer det lidt alt efter hvem man spørger og hvad ejerens humør er den pågældende dag. I grove træk har de dog  åbent om formiddagen, og så igen på et tidspunkt imellem klokken 16 og 19. Da vi så døren på klem ind til den ene klokken 14:40, spurgte vi høfligt og vi fik lov til lige at komme ind og handle. Desuden havde de is!

Som afslutning på dette indlæg må vi hellere fortsætte sprogkurset med tre gode ord at kunne her i Tuamotu:

Mauruuro = tak

Iaorana  = goddag

Nana = farvel .

Fortsat god sommer – og husk nu, at en is om dagen holder lægen fra døren….