Nordpå igen – livet i vandet, NZ, 15-03-20

Efter en omgang turisme i Tauranga og omegn var det den 18. februar tiden for os at komme videre, eller rettere tilbage, mod Auckland. Det der med gåture blev der sparet lidt på i denne periode. Til gengæld stod den på sejlture og spændende oplevelser med havdyr i nærheden.

Det første stop efter Tauranga Bridge Marina blev Mayor Island, hvor vi landede den 18. februar. Til vores store overraskelse så vi sæler langs kysten da vi sejlede ind og smed ankeret ud. Måske det var derfor der var skilte om, at vi ikke måtte gå i land.

Resten af dagen endte vi med at bruge en del timer med sæler som underholdning. De skiftede med at lege, solbade i vandet, holde udkig under vand og tage en slapper oppe på land.

(der sidder en sæl på stenene i midten)
(der er en på land ovre i venstre side)

Og selve øen var heller ikke det værste at se på.

Alle de indtryk på afstand krævede en slapper.

Vi havde tidligere på turen set på en plakat, at man skulle give sælerne plads og ikke være for påtrængende. Derfor holdt vi os selvfølgelig god afstand. Dagen efter kom der imidlertid en lokal turistbåd og satte omkring 15 turister, iført snorklerudstyr, af lige ved siden af dem.

Så måtte vi formode, at det ikke var et problem, og hurtigt var vi selv derovre og nød oplevelsen sammen med sælerne.

(og JA, fotografen var lige ved at tisse i bukserne da dette billede blev taget, for den var vist mere nysgerrig end de andre og mindst 10 gange så hurtig som fotografen!)

Sælerne så ærlig talt heller ikke ud til at bekymre sig det mindste om vores tilstedeværelse. Det var en smule nervepirrende da vi ikke kendte noget til deres tankegang – specielt når de pludselig og lynhurtigt svømmede ind under en. Mon de kunne blive sure og bide hvis vi kom for tæt på? Heldigvis blev de bare ved med at være uinteresserede i/ligeglade med os. Den enøjede der tog en tur ind under Jane var vist den eneste der faktisk gav os lidt opmærksomhed. 

Efter disse dejlige dage fortsatte vi den 20. februar til Whakahau på Slipper Island.        

Her fik vi en helt ny oplevelse, da en nybegynder i sejlbåd kom og ville ligge i samme bugt som os. Han havde lige købt båden og ville nu tage en øvelsesweekend alene ombord. Intentionen var meget god, men det gik ikke så godt med at have nok afstand til os (nok fordi vind og strøm trak mere i ham end han forventede). Da han i andet forsøg var for tæt på os og ville væk igen fejlede hans motor med at gå i fremdrift. Da hans kæde desuden skulle trækkes op manuelt imens strømmen gik en uheldig vej under forholdene endte det med, at vi, med håndkraft og fender, måtte holde bådene fra hinanden og undgå at deres to master gyngede ind i hinanden. Den nye sejler var på dette tidspunkt ved at gå lidt i panik/løbe tør for idéer. Da hans kæde gik hen over vores kunne vi ikke bare hive ankeret op og lade ham komme væk inden vi smed det igen. Derfor endte vi med at smide resten af kæden ud, hvormed vi kom længere væk fra ham. Dermed svingede han rundt og lå naturligt i forhold til vinden og strømmen. Så fik han endelig hevet sit anker op, men han turde ikke lave flere forsøg i denne bugt, så han satte kurset over mod fastlandets kyst, hvor der var mere læ og mere plads. Heldigvis skete der ikke noget alvorligt, men en oplevelse ingen af os glemmer lige med det samme blev det til!

En rolig aften med dis blev det derefter til.

Ovenpå den begivenhedsrige dag fortsatte vi den 22. februar til Narohuka Beach (Buffalo Bay). Det var en træls modvindsdag, hvor vi krydsede en masse og båden hældte en del. Til vores store skuffelse opdagede vi, nær målet, at vores pose til varmt vand undervejs havde valgt at hoppe over bord :(. Ikke alene vil vi savne det varme vand at bade i, men vi er virkelig også kede af at have smidt plastik i havet!!! :(. Vi håber den flyder ind til land og bliver fundet af en som kan bruge den.

I denne overnatningsbugt havde vi et lidt underholdende hul ind i klipperne i nærheden:

Dagen efter flyttede vi os lige til et andet sted i Buffalo Bay hvor bølgerne var mindre og vi var nærmere byen – faktisk var det cirka samme sted som vi havde ligget sidst vi skulle ind og handle i denne bugt.

På indkøbsturen fik vi os et par indtryk der måtte foreviges. For det første var der en bilvask:

Og sammen med den lå der en…….. HUNDE-vask 😀

Desuden har vi ikke oplevet megen regn imens vi har været i New Zealand. Dette var de lokale også begyndt at kunne mærke, så der blev tydeligvis opfordret til vandbesparelse. Vi har også senere fået fortalt, at det har været en rekordtør sommer og at mange hjem er løbet tør for vand.

Vi er rigtig glade for vores lille vandbrygger ombord!

Efter indkøbsturen fik vi noget af et syn. Da en sejlbåd havde forladt indsejlingen ville de to ombord have sejl op. De biksede imidlertid med det en del tid, og måske gik det ikke helt op for dem hvor meget strømmen egentlig havde tag på dem. I hvert fald havnede de på en af sandbankerne ved indsejlingen, og selvom de prøvede ihærdigt, kunne de ikke komme fri selv. Flere både prøvede at hjælpe, men det var alt for lavt, vinden var i den gale retning og så videre.

Omkring ved solnedgang blev det højvande, og så kom kystvagten ud og hjalp dem fri. Med den indsejling der er ind til havnen gættede vi på, at der forholdsvis tit er nogen som går på grund her.

Den længe ventede regn kom der også en smule af.

Den 24. februar fik vi tanket inde i havnen inden vi fortsatte videre nordpå.

Selvom det stadig blæste godt endte vi denne dag med at få medvind det meste af turen, og det var jo en skøn afveksling :D.

Vores ankersted blev denne gang Paritu Point på Great Mercury Island.

Dette viste sig ikke kun at være et smukt sted men også et skønt sted at snorkle. Der var en masse stingrays, og desuden fik vi besøg af en STOR fisk svømmende en del gange – hvis ikke vi havde haft mad til en masse dage havde vi (måske) forsøgt at fange den :).

Da vi havde badet nogle gange fortalte en fisker ved siden af, at han havde set en haj der tidligere på dagen.. Efter at en anden lokal fortalte at der var blevet observeret en hvidhaj samme sted for få år siden tjekkede vi det på nettet og den var god nok… Efter dette blev det kun til et par korte ture med kameraet ;).

Kyststrækningen dette sted var også en gåtur værd.

Den 26. februar fortsatte turen til Stony Bay, og på denne tur havde vi for første gang i MEGET lang tid gennakeren oppe. Selvom vi sejlede i sneglefart, så var det skønt!

På vej til Port Jackson den efterfølgende dag erfarede vi at det var pingvinerne som gav en bestemt “biiip”-lyd – vi så mange af dem på denne tur. Desuden var der lige et par hajer som lå og solbadede i overfladen da vi var på vej ind i bugten.

(dette er en hajfinne 🙂 )

Nu vi er ved det med dyrelivet i havet, så var der forbavsende mange blæksprutter i denne bugt, og vandet var så klart, at vi kunne se havbunden selvom vandet var seks meter dybt.

(med lidt god vilje kan du se en blæksprutte i midten)

Da det blev mørkt om aftenen var der ingen vind eller bølger, og vandet lignede en lavalampe. Det var fuldt af oplyste dyr som svømmede hulter til bulter og med forskellig lysstyrke alt efter hvor langt oppe i vandet de var. Sikke et syn!

Til trods for alle de indtryk og oplevelser vi havde fået på denne tur indtil videre, så kom vi på dette tidspunkt ind i en periode hvor vi gik lidt i stå. Vi følte hverken motivation eller overskud til at lave noget, så vi sejlede bare fra sted til sted. Fordi vi er blevet vant til den New Zealandske natur, var denne ikke engang nok til at få os igang igen. Det er langt fra første gang på vores eventyr at vi har prøvet dette, men som regel går der ikke så lang tid før et eller andet fanger os og får os ud af “zombie-stadiet”. Denne gang blev det imidlertid forværret af, at afslutningsdagen for vores eventyr nærmede sig og alt arbejdet inden denne var i fokus.  

I vores “zombie-periode” pendlede vi den 28. februar videre mod Motukahaua Island/Habby Jack Island. Undervejs så vi en masse små pingviner samt de små lokale fugle ved navn skærskråbe/fluttering shearwater (vi tror i hvert fald det er dem , og vi ser dem meget ofte). Og så var der på et tidspunkt synsbedrag med hvor skællet imellem himmel og hav gik.

(det flade gråhvide er hav – ikke sky)

Desværre var der ikke plads til os i den lille hyggelige bugt,

så vi fortsatte til Otautu Bay.

Den 29. februar fortsatte vi så til Coves Bay på Waiheki Island. Her fik vi heldigvis aflivet zombie-stadiet ved noget så simpelt som at tage en dukkert :).

Dagen efter flyttede vi os til nabo-bugten Putiki Bay på samme ø.

(Vi begyndte at kunne se storbyen Auckland, hvor vi skal have båden transporteret fra)

Da Waiheki Island er kendt for sine mange små vinavlere, var vi den 3. marts lige ude og besøge et par steder og smage deres produkter – slet ikke værst :). Lidt billeder på gåturene blev det også til…

(en af bådene her er Macumba)
(Jane var begyndt at være godt snalret ved dagens smagsprøve nummer 6)
(denne søde dame fra Honduras/Texas mødte vi begge smagssteder, og med lidt vin i blodet kørte snakken bare)
(set op til sted nummer to nede fra båden)
(også sted nummer to’s)

Den 4. marts smuttede vi op til Army Bay, og denne dag skete der noget så usædvanligt som at vi faktisk fik regnbyger!!!

(Jesper nød, at han to gange tabte i sten-saks-papir om hvem der skulle stå bag rettet under den næste byge)

Efter en overnatning måtte vi vende snuden mod Gulf Harbour Marina, hvor vi den 6. marts skulle have båden på land og givet hende en kærlig hånd, så hun kunne sejle sin normale fart igen. Så kan du jo gætte dig til hvad temaet i næste artikel bliver ;). Rigtig god weekend!