Den 26. september blev det tiden til at sige farvel til Seixal og tage videre på vort eventyr. Sammen med Pumba fik vi tanket og begav os på vores hidtil længste ben på turen. Destinationen var Porto Santo, turen var 508 mil (941 km), og den tog os fire døgn, tre timer og 20 minutter.
Umiddelbart skulle man tro, at der ikke var meget at opleve på sådan en tur, meeeen vi fik lidt overraskelser.
Den første forbløffelse var faktisk vandet! Vi er vant til at sige, at vandet er blåt, men efter vi var kommet lidt væk fra Lissabon så blev det virkelig BLÅT.
Da vi var ca. 80 mil fra land fik vi også et uventet besøg af en lille pipfugl. Faktisk fik vi besøg tre gange indenfor den næste times tid (en han og en eller to hunner).
Først troede vi, at de stakkels fugle var ved at dø af tørst og derfor tog en meget tiltrængt hviler hos os, så vi skyndte os at stille vand frem til den. Imidlertid var dette vand ikke særlig interessant, og efter få minutter hoppede fuglen rundt over hele båden for at lede efter mad. En tur bag om ryggen på os og under vore fødder var ikke en hindring – “de mennesker der er lidt underlige men ikke farlige” Den sidste dag på turen mødte vi endnu en, og dette var endda ca. 150 mil (278 km) fra nærmeste kyst. Det er imponerende så langt de flyver for at finde lidt mad.
Det med at sejle i døgndrift er lidt hårdt indtil man kommer ind i rytmen. Hos os lød vagten, at fra 9-21 var det den som havde lyst der styrede og fra 21-9 havde vi vagter af tre timer hver, hvor der i hver vagt var en der styrede, en der var standby (og dermed kunne sove/blunde når der ikke var noget at lave) og en der sov. I dagtimerne måtte det forsømte af søvnen så indhentes
På turen fik drengene også selvstyren til at køre, hvilket vi alle har fået megen glæde af senere – det er rart at der ikke konstant skal stå en bag rettet. På den måde kan alle eksempelvis sidde ned og spise samtidig. Og bare rolig, vi glemmer ikke at holde udkig!
Hvad vores fiskeri angår, så havde vi inden afgang lavet et væddemål med Pumba om, at dem som først fangede en fisk vandt en drink på en bar af det andet hold når vi nåede frem. Der blev kæmpet om præmien! Til at starte med havde vi et par bid, men de hoppede af inden vi fik trukket dem halvt ind. Den 28. om morgenen fik vi os dog en uforventet overraskelse. På dækket havde en lille squid listet sig op om natten, og var desværre tørret lidt ind inden Jane smed den tilbage i vandet (drengene ville under ingen omstændigheder røre ved en sådan uden handsker, tang, desinfektion osv…..)
Den 29. om aftenen imens vi sad og spiste aftensmad fik vi bid på krogen. Maden blev sat i dvale og der blev hurtigt ryddet og gjort klar til at ordne en fisk. Fisken kom nærmere og nærmere og da den var næsten helt henne ved os kunne vi se, at det var en mahi mahi, hvilket efter sigende er den mest velsmagende fisk, så mundene begyndte at savle. Hun blev trukket op
og på en eller anden måde hoppede hun af igen! Suk.. Vi måtte fortsætte med den lavede aftensmad og til trods for flere forsøg kom vi ikke så tæt på fangst igen på denne tur – vi må indrømme, at vi stadig har meget at lære på det punkt.. Den eneste trøst var, at Pumba heller ikke fik fanget noget.
Sidste dag på turen, den 28. begyndte det at gå op for os hvor langt sydpå vi egentlig er kommet. Lige ude til bagbord (venstre) lå Afrika – godt nok for langt væk til at vi kunne se det, men alligevel. Samtidig var havtemperaturen nået over de 20 grader – faktisk rundede vi 22,6 grader inden vi kom i havn, så det blev vedtaget, at der skulle snorkles her
Vejret var generelt med os denne gang i modsætning til Biscayen. Vi havde en nat med for lidt vind, men ellers har vi for det meste kunne sejle for sejl med medvind, medstrøm og bølgerne ind bagfra. Ovenikøbet har vi ikke set noget til regn, så det er jo luksus. Med bølgerne skråt ind bagfra blev vi også udlært i at finde stillinger man kunne sove i selvom “vuggen” gyngede ekstra meget (der kan blot nævnes aflåst sideleje og sammenrullet på tværs af køjen). Når kroppen samtidig har brug for søvn er det faktisk en positiv overraskelse hvor godt man kan sove trods bølger og larmende motor.
Til sidst får I lige nogle billeder her fra smukke Porto Santo, hvor vi bliver liggende de næste tre dage.
Og til trods for trætheden skulle det jo også fejres, at vi var nået så langt
og at der kunne bades
