Selvom vi bor i Seixal, har vi selvfølgelig været ovre og opleve Lissabon nu vi er her. Det kan stærkt anbefales. Her er lidt billeder og ord på hvad vi har oplevet:
Fede lynfærger imellem Seixal og Lissabon
Elevador de santa Justa. Her stod vi i kø i 1,5 time før vi nåede op. Til gengæld havde de en hyggelig restaurant deroppe, så vi kunne nyde udsigten lidt længere.
Tram 28, som er et gammelt el-drevet lokaltog. Ombord på dette skal man holde godt fast og ikke stikke hverken hænder eller hoved udenbords, selvom der ikke er vinduer i.
Vi prøvede også en anden Tram, som havde en kort, men ret så lodret tur.
I massevis af gadeflisekunst og imponerende bygninger, samt sjove gader og spisesteder
Vi kom også vej Belém (en bydel). Her SKULLE Jane bare ud og prøve det berømte konditori Pasteis de Beléms cremetærter (Pastel de nata). De er så populære, at de sælger cirka 22.000 om dagen! Historien er også, at det oprindeligt var munkene, der havde lavet dem i mange år, men i 1837 videregav de den hemmelige opskrift til netop den familie, som stadig i dag holder på hemmeligheden. Da der dog var lidt længere derud end Jesper havde lyst til at gå, blev kompromiset, at vi tog en af de berømte tuktuk’er. For dette endte vi med at give 600 kr! Men til gengæld fik vi også set klosteret Monasterio de los Jerónimos, Belém Tower og Dicoveries Monument inkl. kompas.
Tuktuk chaufføren, som var brazillianer, blev forskrækket over bådens navn, og fortalte, at det i wudu-kulturen er et ritual, hvor man påkalder ånderne for at sætte dem på en opgave (om denne opgave er god eller ond er jo så ret afgørende). Men det bekræfter Jespers årsag til ikke at skifte navnet – vi leger ikke med wudu-kulturen!
I Lissabon er der mange pæle i fortovskanterne for at folk ikke skal gå ud på vejen og blive kørt ned. Disse pæle har en god højde, og Jesper har stiftet nært bekendtskab med dem – tre gange hvad jeg ved af, hvilket har trukket lidt smil frem blandt andre i området.
Jesper er desuden blevet rigtig god til at gå lange ture for at opleve de lokale ting så som spisesteder, kunst, bygningsværker, den lokale befolkning og kultur. Kombineret med deres bakkede terræn, så har vi fået mere motion end vi plejer de dage vi har været derovre.
Specielt fed borg i Bydel fascinerede os. Her tog vi også en tur ned af en “lille” trappe for at se en terrasse. På vej op talte vi 149 trin, og de var altså lidt højere end dem vi er vandt til, så mælkesyren oplevede vi begge
Og et hyggeligt spisested i byområdet er ikke så ringe at runde af med
