Når nu coronavirusen raser, og du (måske) er ved at gå sur i af at læse/høre om det i nyhederne, må det være tid til endnu et livstegn hernedefra med masser af billeder. For en gangs skyld involvere den (næsten) ingen sejlads…
Den 3. februar sejlede vi nemlig ind i bugten ved Tauranga.
Og fra den 3. til 18. februar tilbragte vi nogle oplevelsesrige og anderledes dage ved Tauranga. Vores første ankerstop var i Taoranga Sulphur Point nede nær enden af den store fjord. For at komme dertil skulle vi forbi det berømte bjerg Mount Maunganui samt et laaangt stykke industriområde med cruiseskibe samt fragtskibe med containere og træ.
Da dette ankersted var lige op ad et container på- og aflæsningssted, som kørte i døgndrift, var der ikke helt lydløst, men til gengæld var der en masse at se på.
– og et fodbad imens man sad og så live tv var da heller ikke en dum idé.
Som en overraskelse have vi her æren af en myggeinvation om aftenen da mørket begyndte at komme listende. Selvom vi ihærdigt fik myggenettene op samt smaskede rigtig mange inden vi gik til køjs, så fik vi først sovet da kampen var ovre ved 04-tiden. Med meget jævne intervaller var der summen nær vore øre, og straks blev vores røde pandelampe tændt og kampen taget op for at komme af med den/dem også. Der blev mildest talt smasket og plasket til den helt store medalje. En ting vi ikke havde tænkt over var, at mange af de myg vi havde smasket allerede havde været henne og smage lidt på os. Som resultat havde de været godt fyldt med blod, men det kunne vi jo ikke se med det RØDE lys natten over, så da vi vågnede efter solen var stået op kunne vi hurtigt se, at en stor rengøring var en nødvendighed!
Efter denne oplevelse havde vi egentlig ikke lyst til en nat mere dette sted, så vi startede motoren op og sejlede tilbage til det store bjerg lige inden industrikvarteret i stedet.
Ligesom vi havde bemærket dagen inden, så var tidevandet ret vildt i denne bugt. Det endte med at gå så vildt for sig, at vi måtte flytte os hele to gange i løbet af dagen før vi havde fået fat et godt sted hvor vi havde fat og ikke kunne støde ind i andre både. Til gengæld var det et godt sted vi var kommet til, og der var en masse at se, så det var det hele værd.
Ud over at de lokale elskede deres strand og besøgte den hele tiden med latter og plasken, så var der også en masse turistting og sager. Byens gågade var helt klart turistminded, med butikker og steder med mad og drikke, og desuden så vi et jægerfly, paragliding, helikoptere, specielle motorcykler med fem sæder, en DC3’er og en masse forlystelser i vandet. De lokale var også jævnligt ude og tage en kapsejlads med vendepunkt tæt på os, og hver dag sejlede flere fragtskibe både ind og ud. Lige ved siden af os lagde et nyt cruiseskib sågar til hver dag, og hver morgen var der et cirkus af busser, som skulle have cruisernes gæster med på forskellige udflugter. Ja, der var rigeligt at kigge på og få tiden til at gå med! Her er en masse billeder af den slags.
Nu har du så et indtryk af, at der altid var noget at kigge på, så lad os komme tilbage til vore oplevelser. Blandt andet blev det til et par gåture mere til samlingen. Den ene gik hen over toppen af Mount Maunganui imens den anden tog turen rundt om nede i havniveau.
Den 10-11 februar fik Jesper lov til at hygge sig lidt på båden imens Jane tog indlands for at besøge sin australsk ven, Egils, i Taumanrunui.
Alene turen ud og hjem med offentlige transportmidler var en oplevelse. Turen ud var tre busser, hvoraf nummer to nær var gået galt. Det var tidligt om morgenen, og chaufføren skulle have kontant og kunne ikke give tilbage. Jane havde derfor fem minutter til at finde en butik, som havde åbent i den sovende by, og få vekslet. Med al for megen motion på den tid af dagen lykkedes det imidlertid, og efter en masse timers kørsel og billedtagning samt ventetid lykkedes det at komme ud til Egils :D.
Opholdet blev et spændende døgns tid som bød på en masse gode oplevelser, blandt andet:
Se Egils og hans kone Rhonwyn’s sommerhus
Vi boede dog i en af Egils venners sommerhus.
En lille køretur var så næst på programmet.
Egentlig skulle vi have haft en tår at drikke på en lille café:
Med de havde lukket…
Så vi tog videre på opdagelse.
Derefter blev det tiden til en gåtur et andet sted. Bemærk at det var en auzzie der var lederen her! 😉
Derefter blev Jane sat af endnu et nyt sted til en navigationstur med opsamling nede i bunden.
Og så var der lige et par fine stoppesteder mere :).
Som prikken over i’et tog vi om aftenen ud for at se glow worms med en af Egils venner. Det virkede som om vi kom halvt ud i ingenmandsland,
men det var VIRKELIG fantastiske og det hele værd samt fascinerende at se selvlysende dyr i høje klitter. På billederne kan det se ud som om det var en stjernehimmel, men bemærk, at lysene er blålige. De første par billeder er med blitz for at se hvordan dyrene som lyser egentlig så ud.
– og så fandt Egils også lige en udhuling hvor en stor flok wetaer boede.
Dagen efter stod den på at komme op på bjerget Ruapehu inden Jane skulle tilbage på busturen. Denne dag blev det også til en masse andre små stop :).
Blandt andet fandt vi en dinosaurus undervejs.
– og så en kiwi.
Herefter var bjerget Ruapehu i sigte.
– og disen begyndte heldigvis at blive til skyer for derefter at forsvinde.
Undervejs tog Egils en pause imens Jane skulle ud og nørde lidt med kameraet.
– og så fortsatte turen.
Ved gondolen mødte vi endnu en af Egils venner 🙂
Derefter gik turen videre mod Taupo hvor Jane skulle fange en bus.
På vejen var der lige en fin flod med et vandfald (Ngaruhoe).
Turen gik derefter rundt om søen Lake Taupo.
– med et stop på en udsigtspost hvor en sofa stod helt alene…
et sted med fisk…
– og selvfølgelig lidt frokost.
I sidste øjeblik nåede vi lige ud og se vandfaldet Huka Falls.
På vej tilbage til stationen begyndte bilen at drille, men den klarede det heldigvis og til tiden.
Imens Jane var inde i landet og lege turist, nød Jesper at have båden for sig selv for en gangs skyld. Han fik nørdet med hvad der skete rundt omkring (mange af skibsbillederne stammer fra disse dage) samt forkælede sig selv med et besøg hos slagteren. Han nåede sågar at se syv film! Han havde dog synes det var lidt mærkeligt at overnatte alene på båden. Faktisk udtrykte han at “man skal jo passe på sig selv når man sover alene,” da han fortalte at han om natten, helt naturligt, havde lukket bagenden af båden samt låst sig selv nede i båden og så lige have taget en stor slagterkniv med i køjen ved sin side natten over. Jane overvejer nu om hun tør lade ham være alene på båden en anden gang :S.
Den 12. februar var det tid til en rigtig turisttur. På nettet havde vi booket en tur ud for at se det kendte sted Te Puia (et meget aktivt geyser område) samt selveste Hobbiton. Vi var imidlertid så heldige, at vi fik en super god chauffør, som havde en masse baggrundsviden og med glæde delte ud af den. Samtidig var vi kun fire turister i minibussen. Som resultat nåede vi en masse små ekstra stop.
Først på turen spurgte vi den vise chauffør hvad disse anderledes planter, som blev dyrket flere steder, var for noget.
Med et stort smil drejede han ind ad den første vej i nærheden og udvidede vores horisont hvad angår dyrkning af kiwi-planten, historie, typer med mere :).
Så kom vi videre og fik en masse fortælling, blandt andet om at træer er en af New Zealands hovedbeskæftigelser.
– og så var der jo lige en flod der løb ind under vejen og havde en historie eller to ;).
Næste stop blev i byen Rotorua, som er meget kendt for sin geotermiske aktivitet. En sjov fortælling var, at der med cirka et års mellemrum popper noget varmt vand op et nyt sted. Dette havde blandt andet lukket et hotel, som pludselig fik det op igennem gulvet, ligesom det over en nat havde revet et bælte igennem hovedvejen op. Vores primære stop i Rotorua var Te Puia, hvori vi netop kunne opleve det geotermiske samt se lidt til maori-kulturen.
Mudderpølerne var det ene sted tørret lidt ud den dag.
Men det var gejserne ikke.
Vi fik også set nogle af maoriernes værker.
Og så var der nogle søde mudderpøler som ikke var udtørrede men derimod underholdende.
– og så lidt varmt vand som dampede ud af klipperne hist og her.
Efter så oplevelsesrigt et ophold gik turen videre, og vi fik lige set nogle ret fine bygninger i byen på vej ud.
Desuden havde byen også alverdens turistattraktioner – både dem vi er vandt til, men også nogle anderledes, så som eksempelvis at rulle ned af en bakke i en stor ballon…
En anden lille by som vi tog et smut igennem var kendt fordi en af byens beboere havde fået den idé at gøre byen kendt med kunst af trapetzplader i metal.
Herefter nåede vi til dagens andet primære højdepunkt, nemlig Hobbiton (hobitternes by i filmserierne Ringenes Herre samt Hobitterne). En lille verdenskendt flænge laaaangt ude på landet.
Efter byrundturen kom vi til den menneskelige størrelse af kroen De Grønne Drage.
Sikke en oplevelsesrig dag!
Ovenpå de travle dage blev den 13. februar til store stranddag ovre “på den anden side,” så selvfølgelig inkluderede det også en smule gang.
Efter at have badet nogle lækre steder skulle Jane da også lige prøve at svømme ud til båden imens Jesper tog gummibåden selvom der jo var en del strøm. Svømmeturen startede let og godt, men cirka halvvejs ud mod båden begyndte strømmen at få sin magt. Ligesom når man sejler eller flyver skulle hun korrigere snudens retning for strømmen for at nå båden. Korrektionen voksede stabilt sammen med strømmen. Cirka 50 meter fra båden lå Janes krop parallelt med den og hun måtte næsten sprinte for ikke at drive bagud. Jesper måtte derfor lige komme forbi og tage hende på slæb det sidste stykke. Men så var det da prøvet.
Alt dette vandplaskeri og gåen blev dog ikke slutningen på en dejlig dag. Ombord på den store cruiser som var landet om morgenen var en af Jespers gamle kollegaer, Finn, samt hans kone, Vivi. Sammen med dem havde vi nogle rigtig gode timer på en irsk pub med lækker mad :). Set tilbage på vores tur havde vi været tæt på at fange dem tilbage i Tennerif, men den gang var deres skib sejlet ud imens vi var på vej ind. Godt det endelig lykkedes! :D.
Den 15. februar var det tiden for os at komme videre igen, så vi sejlede ned i Taoranga Bridge Marina (overfor myggestedet vi var startet med), hvor vi igen mærkede strømmen tydeligt når vi skulle manøvrere. Her fik vi fyldt op i vandtanke, køleskab mm., inden vi den 18. drog videre på eventyr….
Som en sidste lille bemærkning kan vi fortælle, at Keld (vores firben fra Fiji hvis du skulle være i tvivl) har skiftet dragt.
