Efter at være nået halvvejs i de fire ugers level 4 begyndte tingene at være lidt ensformige. Der blev i snit set lidt over en film om dagen… Eftersom vi ikke måtte flytte os af andre grunde end sikkerhed og forsyninger endte vi med at skifte imellem fire forskellige bugte.
Den første af disse bugte var Takutairaroa Bay på øen Motuihe. Her tilbragte vi den 10. og 11. april.
Fordi det var temmelig længe siden vi havde set en vaskemaskine – faktisk lidt over to måneder – så var vasketøjsbunken ved at have en temmelig stor top på, og til tider blev vi nødt til at gøre det på god gammeldags maner.
Med to personer samlet 24-7-365 på omkring 20 m2 er det ikke en overraskelse at der til tider er “lidt” gnister i luften. Heldigvis var Motuihe en fantastisk ø at tage på opdagelse på egen hånd og få et pusterum. Jesper var en tur inde og inspicere stranden med en pilsner i hånden.
Og derefter tog Jane på opdagelsestur med et kamera i hånden.
En hyggelig ting i denne bugt var, at ænderne ikke havde problemer med at finde os her. Som resultat har de snart prøvesmagt lidt af hvert, men chokoladekiks, som var et halvt års tid over udløbsdatoen, markerede de som vinderen.
Under vores ophold kom en politibåd forbi og kiggede. Her i level 4 blev der holdt øje med hvad der foregik ude på vandet og hvem der flyttede sig.
Sted nummer to var Huruhi Bay på den sydlige side af Waihiki Island. Her nåede vi kun at ligge den 12. til 14. april. Hovedformålet her var at få fyldt lidt gas på og handlet lidt småting imens vi lå i læ af resterne fra sæsonens kraftigste cyklon (som gik over både Vanuatu og Fiji). I sig selv var dette ikke det store, men det blev så sandelig en oplevelse. Da vi havde trukket gummibåden op inde på stranden og skulle til at gå op i byen, begyndte en ældre mand fra huset nærved at råbe højlydt af os. Han gjorde det meget klart, at vi ikke havde ret til at komme til denne ø, og at vi straks skulle fise af igen! Vi prøvede at berolige ham lidt, og pædagogisk forklarede vi ham at vi boede på båden, at vi havde ligget ved øen da level 4 trådte i kraft og at vi dermed var fornødne og berettigede til at gå i land i tilfælde som dette. Alt dette prellede imidlertid af på ham, og han blev ved med at råbe ad os. Hans næste træk blev at true os med at ringe til politiet – efter at han ellers havde følt sig politimand nok til at kræve at se vore pas og visa, hvilket vi aldrig nåede til. Det opkald var ok med os, og imens han gjorde det gik Jesper op for at klare syslerne imens Jane for en sikkerheds skyld ventede ved gummibåden med kopier af pas og visa og for en sikkerheds skyld ventede Jane ved gummibåden.
Vi kunne tydeligt høre manden råbe i telefonen til politiet om situationen, men efter det så vi hverken mere til manden eller politiet. Alle de mennesker som kom gående forbi hilste også bare, og så til tider lidt pinligt berørte ud over den ældre mand. En enkelt kvinde med sine to små børn stoppede med deres cykler nær os og vi fik en snak med hende. Hun var også pinlig berørt over mandens opførsel og ville gerne være der til at hjælpe hvis han vente tilbage, og hun havde selv dårlige erfaringer med ham.
Efter denne fortælling skal det nævnes, at denne mand er den eneste af sin slags vi har mødt i New Zealand – alle andre har været søde og hjælpsomme, og måske corona-nyhedernes påvirken har været en stor del af årsagen til hans frygt.
Tilbage på båden var der et projekt som ventede på os. Som du måske har set i tidligere oplæg, så er Janes elektriske tandbørste blevet fikset en del gange efterhånden siden vi forlod Danmark. Imens vi lå i denne bugt holdt den for G.. ved hvilken gang op med at virke. I modsætning til de tidligere gange var en god gang kontaktrens og lidt slag dog ikke nok, så den kom på det helt store operationsbord.
Efter mange timers nørden, knoklen, spekulation, forsøg med mere måtte vi den 14. april klokken 14:17 desværre kaste håndklædet i ringen og erklære den “ikke til at rede”. Vi lover at vi gjorde alt hvad vi kunne….
Da vi havde ligget i Huruhi Bay et par godt blæsende dage, begyndte den kraftige vind desværre at dreje i en retning så bølgerne kom ind til os. Om natten til den 15. april fik vi ikke sovet før klokken 3, hvor vinden pludselig var gået fra 12 m/s med vindstød af 15-16 m/s, til 3 m/s. Op ad formiddagen tiltog vinden igen, og vi begyndte at hoppe godt på de voksende bølger. Da det ikke tydede på at blive bedre måtte vi bide i det sure æble og sejle videre i det blæsende vejr. Første ben var IMOD denne vind, men senere på turen blev den meget mere til vores favør :D.
Tredje sted blev så Oneroa Bay på den nordlige side af Waiheke. Her tilbragte vi den 14. til 19. april. Ironisk nok varede turen dertil en time og 50 minutter selvom der kun er cirka 100 meter land imellem de to bugte.
Som noget positivt den dag, så klarede vi hele turen i tørvejr. Da regnen begyndte, kort efter vi var landet, bemærkede vi at nabobåden måske havde en endnu mere heldig dag, for er det ikke noget med at guldet ligger for enden af regnbuen?
Vi fik også lidt held, for efter et par dage lykkedes det at få lappet shortsene samt tørret sengetøjet som med bøvl var blevet vasket ombord.
Imens vi ventede på at tingene blev tørre bød Jesper Jane på at dele en stor øl han havde købt.
Den smagte godt, men da Jane stadig ikke var i så god form, så gik det da helt galt. Hun skippede aftensmaden….
I forbindelse med blæsevejret måtte vi for første gang have gang i oliefyret imens vi lå i Oneroa Bay. Dette drillede en del, så Jesper fik nogle dage til at gå med at pusle med det. Derefter var det til gengæld helt tilbage i brugbar-som-normalt-tilstand.
En lille “sjov” erfaring vi fik i denne dejlige bugt vil vi også lige dele med dig. Det drejer sig om mad. Da vi havde været inde og handle sidst, havde vi fundet en lidt langtidsholdbart super lækkert udseende klump kød. Denne var vi nu nået til, og Jesper trykkede et par bøffer frem som var til at savle over… I hvert fald lige indtil vi satte tænderne i dem. Efter nogle mundfulde, en del nedskyllen og lidt grublen over deres MEGET salte smag samt konsistens og at de blev ved med at være knald røde uanset hvor meget ekstra tid på panden, det måtte vi simpelthen lige se om der var en forklaring på, på emballagen. Det viste sig at kødet var CORNED BEEF. Vi har set det navn på RIGTIG mange dåser rundt om i verden, men vi anede stadig ikke hvad det betød, så vi måtte ty til google… Hvis du heller ikke selv ved det, kan vi nu udvide din horisont med vores erfaring. Corned beef er groft sagt saltet oksekød som nu til dags typisk er hakket og presset sammen. Ifølge nettet bruges det primært som pålæg, og efter vores erfaring kan det IKKE anbefales at bruges til hverken bøffer eller gryderet!
Inden vi skulle til at flytte os igen på grund af vejret, var vi den 18. april inde og storhandle igen – og ja, vi sprang corned beef over.
Og vi nåede også lige at donere lidt flere rester til de madglade ænder inden vi sejlede :).
Det var åbnebart lækkert, for nu begyndte fiskene også at ville være med. Hvis du sidder og tænker, at vi i så fald burde have haft fiskestangen i vandet, vil vi lige tilføje, at køleskabet var overfyldt fordi vi havde købt mad til 14 dage.
Den 19. april flyttede vi os i læ i vores fjerde bugt, Islington Bay imellem Rangitoto Island og Motutapu Island.
Her kom politiet forbi dagen efter og hilste på os.
Og som noget nyt kom vi igang med at spille igen.
Den 21. til 23. april tilbragte vi igen I Takutairaroa Bay (“sted et”), hvor vi hyggede os med et par gåture og mere andeforkælelse.
For at tilføje lidt nørderi kan vi fortælle, at øen Motuihe var en rigtig lækker ø med lækre gåture! I helt gamle dage var øen “isolationssted” for udefrakommende. Her befandt de sig i karantæne indtil man var sikker på at de ikke medbragte sygdom – er det ikke lidt ironisk i denne coronatid med level 4?
I starten af 1900-tallet var øen til gengæld blevet et lille industrisamfund for sig med masser af bygninger, indhegnede dyr, skole osv. I dag er øen blevet til en af New Zealands mange fredede øer, hvor de genopretter samt beskytter originale flora og fauna mod udefrakommende dyr og sygdomme. Her er lidt flere billeder derfra.
Første tur:
Anden tur:
Dagen inden vi drog videre prøvede det ene andepar lige grænserne lidt af.
Efter dette blev der lukket bagtil, og den hentydning forstod de godt…
Det mistænkes desuden at en skarv prøvede at score Jesper, for den svømmede imod ham når han var alene, men drejede og svømmede væk når Jane også var der…
Den 23. drejede vinden igen igen igen, så vi smuttede tilbage til Islington Bay (sted fire). På vej dertil så vi to helikoptere, der var ude og holde øje med hvilke både der var hvor. I lav højde zig-zaggede de rundt, og en af dem var også lige henne og tage en inspektionstur rundt om os. Jesper hilste høfligt til dem, men om de hilste igen forbliver i det uvisse. Vi fik ikke nogle skideballer, så vi gætter på, at vi er med på listen over dem som er lovligt undskyldt for at befinde os i området ombord på båden.
Bugtens fastliggende kollektiv lå der stadig, og de hilste som de plejer :).
Som afslutning får du lige en opdatering hvad Corona og transportskibet angår.
Med hensyn til Corona er status nu, at vi fortsætter en uge mere i level 4. Den 27. april kl. 23:59 trapper vi så ned til level 3 og bliver der et par uger for at observere.
Transportskibets forventede ankomst er nu udskudt til 11. maj…..
RIGTIG GOD WEEKEND!!!! 😀