Den 15. til 17. oktober sejlede vi fra Funchal, Madeira til en havn på La Palma, NV af kanariske øer. På turen hyggede Jesper sig under en nattevagt med at fotografere et krydstogtsskib der passerede os og var på vej ned mod der hvor vi lige kom fra
og gæsteflaget blev skiftet, da vi nu er tilbage under Spanien
Desuden blev der fisket på livet løs, da kampen stadig var oppe! På forunderlig vis lykkedes det Pumba at fange en fisk,
og selvom de gav den gode drink det kostede, så udnyttede de også deres ret til at minde os om det i dagene derefter – MANGE gange..
På La Palma mødte vi en sejler der tænker større end Jesper – han havde også en vagthund ombord til at vogte øllene.
Og vi er begyndt at være rigtig glade for alle de smukke palmearter der er rundt omkring
Den 19. oktober lejede vi en bil og tog på vulkantur sammen med Pumba folkene. Vi startede med at besøge San Antonio (vulkan)
og der blev taget fællesbillede
Stop nummer to blev på vej op mod toppen af Llano del Pino (vulkan). Efter at have sat bilen fortsatte vi nogle kilometer opad indtil vi måtte vende om for at nå det hele imens det var lyst.
På vendepunktet nød vi en god hjemmelavet burger i lidt regnvejr/inde i en sky
og det var som om Jesper hele tiden havde kameraet klar
Både køreturen her op til og til næste stop, Roque de los Muchachos, var noget af en oplevelse. Nogle steder var det stejlt og nogle steder bumlende, men fælles var det, at vejene var MEGET snoede, og at det derfor tog en del tid bare at komme nogle “få” meter opad. Jesper kan til tider blive lidt rastløs når han skal sidde stille længe, så kameraet kom sjovt nok frem igen
Når ja, på vej til sidste sted skulle vi da også lige have frokost med en fantastisk udsigt
herefter fortsatte køreturen
Og vi kom til den berømte top, som er La Palmas næsthøjeste punkt, og som bliver brugt til meget rumstudie. På denne dag var der dog lidt stille deroppe, og vi kunne ærlig talt heller ikke se det store. Til gengæld blæste det godt..
Næste dag fik vi kigget os lidt omkring og blev imponerede over La Palmas berømte bygningsværker og en sort strand. Vi har efterhånden set mange strande hvor nogle af sandkornene er sorte, men nu begynder de at være gennemtrængende
Den 21. oktober gik turen videre til La Gomera (stadig Kanariske øer).
Fiskekonkurencen blev intensiveret, da vi var fire danske både på række den dag – men ingen havde held… Her er måske forklaringen på hvorfor vi ikke havde?
(de to blæksprutter, fisken og loddet var adskilte da de blev puttet i vandet)
Og lige lidt billeder af noget af den smukke natur vi fik set ned langs La Gomeras østkyst
(pyramider findes måske også her?)
Pumba og vi ville gerne ligge til ankers, men det gik ikke så godt med at finde en plads. Da mørket havde lagt sig valgte vi derfor at ty til havnen i stedet. Da vi kom dertil havde de imidlertid ikke plads, og hvad gør man så? Efter at have grublet over det valgte vi at smide anker imellem en række store gule kugler og en række små. Vi regnede med, at det nok var en form for rute, men håbede at den ikke skulle bruges før i dagtimerne. I hvert fald var vi lige i udkanten af de store færgers legeområde, så dem var vi ikke til gene for. Da Jesper og jeg havde lagt til kom Pumba ind og begyndte på det samme. Den første lods var sejlet forbi os, så vi begyndte at tro på at vi fik lov til at blive liggende. Imidlertid viste det sig, at han kun var sejlet fobi fordi han skulle hjælpe en stor færge ud, for på vej tilbage kom han forbi og fortalte os at vi godt kunne fise af. Heldigvis fortalte han også, at der kun var 1 mil hen til næste ankerplads. Vi begav os derfor afsted, og på vej ud af havnen fik vi pulsen op at køre. En stor færge kom sejlende direkte imod os lige som vi nåede kanten, og han kom VIRKELIG tæt på os inden han drejede.. Vi følte os meget små. Bagfra kom så en mindre færge som vi havde ligget tæt ved derinde, og inden om os kom en motorbåd, som så opklarede hvordan de afmærkninger vi var ved at ligge os imellem blev brugt, det var nemlig ruten som privatskibe skulle bruge. Uvidende dinglede vi dog stadig rundt i kanten af erhvervsdelen. Det er ikke alt vi kan læse i vore kort, og vi blev enige om, at det var godt vi ikke var blevet liggende derinde! Ovre på østkysten havde det været for mørkt til at vi følte os trykke til at lægge ankeret ud, men her på sydkysten var det heldigvis stjerneklart og næsten fuldmåne, så ingen problemer.
Og sikke et fantastisk sted, El Cabrito, vi var havnet viste det sig dagen efter.
I El Cabrito mødte vi også en ny dansk båd ved navn Johanne Louise, som vi var ovre og hilse på om aftenen. En hyggelig familie og en flot træbåd.
den 23. oktober drog vi videre til Tenerife efter et lille indkøb i Santiago, La Gomera.
Turen over til Tenerife herfra er et sikkert sted at se hvaler – næsten ligeså sikkert som ammen i en kirke. Vi så også små hvaler tæt på og store hvaler på afstand (vi har bestilt en bog til at identificere disse med, men indtil da må I nøjes med billederne).
Da vi nåede over langs kysten havde vi også fornøjelsen af at se nogle flyvefisk komme sprintende hen over vandet for derefter at svæve et stykke og så sprinte igen. Det ser sjovt ud, og der er godt med fart på de små dyr. Vi mødte også Pumba som lå lidt foran men valgte at vende tilbage til en havn. Som vi lå i forhold til hinanden var det os som skulle vige, og der blev mobbet og drillet lidt over radioen indtil vi i næsten sidste øjeblik drejede fra – og så blev der råbt, argh’et og grinet helt igennem imens vi sejlede forbi hinanden. Vi endte med at smide anker ved Puerto Médano selvom det gyngede lidt. Dagen efter var der også helt stille, så det var super.
Jane fik snorklet lidt her, og vi er nu så langt sydpå, at det er helt sikkert at få øje på nogle fisk når man kigger under vandet.
Den 24. oktober fik vi en fed overraskelse: Jesper fik øje på et anker der var blevet efterladt (dette kan være en sidste udvej hvis man af en eller anden årsag ikke kan få ankeret løst igen – så lader man den ligge og dumper resten af kæden). Det lå på tværs af os lidt bag vor bagende. Jesper begyndte at fumle med at få fat i kæden med vores lille anker til gummibåden.
Efter en del bøvlen og forsøg, hvorunder vi på heldigvis havde bevæget os hen over ankeret, lykkedes det ham at få fat i selve ankeret, og det var sågar et Rocna anker (en rigtig god type ligesom vores eget).
Jesper blev ellevild, og jeg måtte give en hånd med. For at få det ret så tunge anker op, måtte vi flytte os om til bagbord agterpulpit, så roret ikke blev ramt, samt få hængt puder ud på siden, så skibet ikke blev skadet – og samtidig skulle vi sørge for at det fangede anker ikke hoppede af. Jesper prustede, for det var s…. hårdt, og han præsterede også at få bukket et par ribben.. ENDELIG lykkedes det os imidlertid at få ankeret ombord uden at skade noget, og så var det bare kæden der manglede, hvilket gik nemt i vores samarbejde. Efter at talrige meter kæde var kommet ombord fortsatte kæden ind under båden og fremefter, så Jesper måtte gå op foran på båden for at kæden ikke skulle skrabe på noget. Om det var hvad Jespers øjne så, lyden af ankeralarmen, som var sat til at gå igang hvis vi flyttede os mere end 36 meter, eller en kombination af begge dele der fik Jesper til at indse den pinlige sandhed at det var vort eget anker vi lige havde taget ombord vides ikke. Men sikkert er det, at vi fik MEGET travlt med at få det ned på plads igen!
Dette må være turens hidtil største bommert, og vi griner stadig over den selv. Tænk, at vi blev så ivrige at vi ikke kunne regne den ud noget før. For en sikkerheds skyld startede vi lige motoren og tjekkede at vi lå ordentlig fast igen.
I dag, den 25. oktober, ville vi have været til Gran Canaria, men vejret er helt tosset, så vi er i stedet tøffet i havn (San Miquel, Tenerife) for at opdatere hjemmesiden, handle og alle de andre små praktiske ting. Hav nu en dejlig torsdag (eller hvilken ugedag du nu læser dette) 🙂
P.S. til jer der grubler over lidt over nogle ord i teksten, så er
bagbord agterpulpit = venstre side af “hegnet” rundt om cockpittet
cockpittet = det “rum” udendørs hvor vi kan stå og styre båden samt sidde på bænke
roret = dimsen nede i vandet som vi styrer båden med via rattet i cockpittet