Nu ved vi, at du har ventet i spænding hvad angår svaret på spørgsmålene fra sidste opslag, så lad os starte med at svare på det første: JA, vi kom helt til Tobaco Cays. Det lykkedes den 6. januar, efter en sikker sejlads udenom klipperne som ikke alle har været lige heldige med
og stedet er som klippet ud af et eventyr,
hvilket mange andre både også havde fundet ud af. Det blæste godt i området, men med RIGELIGT ankerkæde ude var det ikke et problem.
Tobaco Cays er flere små øer op og ned af hinanden. Ingen af dem er beboede, men på den ene er der syv telt-restauranter lige op og ned af hinanden, som serverer lækre retter med friskfangede fisk. Det skulle vi da også lige prøve for at støtte de lokale samt fejre, at det nu var et halvt år siden vi forlod hjemhavnen.
Når de tilbereder menuerne, er der en del rester, og disse får de lokale dyr glæde af. Leguanerne klarede grøntsagerne, imens rokker og kuglefisk tog sig af fiske- og skaldyrsrester.
Spiseøen havde også en fantastisk gåtur,
og de andre små øer havde også hver deres charme. Den ene en lækker strand og den anden et lækkert snorkleområde, hvor vi fik set mange fisk og skildpadder.
Jane fik også nogle rigtig gode fiskevenner på de mange snorkleture. De var hvide og altid sociale når hun sad i vankanten. Så sociale at de tit rørte hendes hud imens de cirkulerede rundt om hende. Det blev til mange hyggelige stunder – indtil én af dem synes et modermærke så spiseligt ud. Derefter havde Jane ikke så travlt med at sidde og hygge med dem!
og så fik vi jo set skildpadder for første gang på turen her
og en masse lækre (dyre) skibe
Som en bonus nåede begge J’er også at få erhvervet sig en god gang solskoldning på ryggen, fordi de glemte at putte EKSTRA meget solcreme på inden de mange timers snorklen i løbet af en dag. Det var så en lærestreg…
Efter nogle fantastiske dage, drog vi den 8. januar tilbage mod nord. Det blev ikke just til lange sejlture de dage, så først endte vi på Canouan øen. Endnu en kanon oplevelse til logbogen.
Fordi øen har en lufthavn, som er godt brugt, og to store hoteller forventede vi, at den var godt turistpræget, men der tog vi fejl. Hotellerne er så store, at gæsterne ikke behøver tage ud i lokalsamfundet. Derfor blev turister mest set når de var på en løbetur, som de lokale forklarede. Måske fordi vi var nogle af de få turister der var ude at handle lokalt samt havde tid til at snakke lidt med dem, blev vi modtaget meget godt! Den første lokale dame vi spurgte til råds om et sted at købe en omformer var ivrigt hjælpende. Hun sad på en bænk og snakkede med nogle andre, men straks hoppede hun op og vinkede “kom med” imens hun hyggesnakkede løs med os. Vi fulgte lidt forvirrede efter hende hen til politistationen ved siden af. Her var hun inde og kalde efter en, og efter lidt tid kom han ud. Han viste sig så at være ejeren af en lille “lukket” butik skråt overfor. Med et smil på læberne åbnede han for os, og vi fik hvad vi kom efter. I får lige hans “motto” udenfor butikken
Som tak for hjælpen købte vi lige en tår at drikke ovre i den hjælpsomme dames spisested længere henne i samme bygning.
Derefter gik vi op til købmanden længere oppe – som sjovt nok også var lukket indtil vi kom for at købe noget. Det er åbenbart kotumet på denne ø.
Selvom samfundet ikke er videre velhavende havde de dog en god skole, en lokal bager og mange andre ting, så de manglede ikke noget. Desuden er det som om alle kender alle, og en del af dem viser sig at være fætre/kusiner.
På en lokal bar fik Jane en øl der fik hende til lige at kigge en gang mere – bemærk producent
Vi mødte sågar et lokalt og frit æsel. Vi mener dog stadig den må være stået af et forkert sted.
Skildpadderne derimod så ud til at være godt hjemme
ligesom de lokale vilde hunde – denne charmetrold gik en tur med os som om den boede hos os
Efter Canouan gik turen videre til Mustique den 11. januar. Hvis du ikke har hørt om denne ø før, så er det “de kendtes ø”. Den blev engang købt af en rig gut,
som dannede et godt grundlag – og det hjalp sikkert også da han forærede en grund derpå til en prinsesse. Stilen er gennemført øen over med smukke bygninger og vedligeholdelse kombineret med vejsystemer der fungerer og stadig vild natur der giver en god harmoni.
Jesper var så ivrig efter at se nogle kendte, at han FRIVILLIGT var med på en lang gåtur i terræn to dage i træk!
Vi kom også en tur rundt om lufthavnen på turen
Vi kom i godt kuperet terræn, og den ene dag så vi skilt til et hotel oppe af en stejl vej. Da vi trængte til en forfugtning tog vi turen,
men efter de hårde anstrengelser viste det sig, at man ikke kunne købe noget der… Surt show.
Senere på turen fandt vi dog et andet og hyggeligt sted, og her gav man også “kun” 28US§ (ca. 180DKK) for to frikkevarer
Det lækre sted hvor vi lå var der endnu flere skildpadder end nede ved Tobaco Cays, så der blev igen snorklet på livet løs.
Jesper nåede desværre ikke at se nogle kendte, ud over en mand, som var på en lille båd ved siden af os. Jesper er sikker på, at han er en kendt person, han ved bare ikke lige hvad han hedder eller hvad han er kendt for…
Vores sidste aften tilbragte vi nogle timer på deres super hyggelige havnebar/spisested.
Her var der livemusik med bandet Essence. Endnu en fantastisk musikoplevelse med en steelpan i centrum. Manden som spillede dette instrument spillede med hele kroppen samt liv og sjæl, men utroligt nok snakkede vi med ham bagefter, og det var udelukkende musikglæde, ikke stoffer. Sikke en oplevelse.
Efter sådan en koncert og de tilhørende gode drinks sov vi super godt,
og dagen efter vendte vi snuden mod vores kendte ø Bequia igen.
og udenom klipperne igen
Det er helt mærkeligt helt herovre “på den anden” side at komme tilbage til en velkendt havn. Denne gang dog sikkert til ankers.
Det virkede som det rigtige tidspunkt at få flag på gummibåden på, så endelig er den fiskestang, som knækkede på grund af en stor fisk for flere måneder siden, kommet i sit es igen.
I morgen går kursen mod Sankt Vincent. Her regner vi stærkt med at skulle ind og kigge på bygninger som blev brugt til nogle af optagelserne til “Pirates of the Caribbean” samt en udstilling herom.
Og for lige at besvare det sidste af spørgsmålene fra sidste artikel, så klarer Jesper den stadig med varmen – nogle tider på døgnet er hårdere end andre, men en dukkert kan gøre underværker når det er værst.
Og han overvejer stadig om det mon er fordi håret trænger til at blive klippet
