Som du læste om i sidste oplæg, havde turen til Fiji primært fokus på pimpsten. Heldigvis så vi ikke noget til dem, og turen gik fint. I stedet oplevede vi to bemærkelsesværdige ting.
For det første fik bølgerne en af dagene ram på kaptajnen, som måtte ty til en søsygpille. Heldigvis virkede denne. Så som han altid selv har sagt det: “alle dem som siger, at de ikke kan blive søsyge er fulde af løgn. For nogle sker det bare ikke så tit.”
For det andet krydsede vi Greenwich’s antimeridian, 180⁰Ø/W, klokken 20:32:25 på andendagen. På det tidspunkt var vi nede på S18⁰02’934.
Fejringen af det måtte vente til næste dag, for ingen af os havde lyst før nattevagterne.
Den 2. september nåede vi så til Fijidestinationen, Suva, som primært er et industrikvarter. Hurtigt fik det øgenavnet “skibsgraven”.
Når det var højvande var denne lille sag svær at se, og vi har hørt om i hvert fald én gummibåd, som kom for tæt på.
Den første store overraskelse i Fiji blev inddeklareringen. Den viste sig at vare ca. 46 timer, involverede UTROLIGT mange mennesker og kostede vist en halv regnskov i papirarbjede. Lyder det spændende? Så må du jo hellere få historien.
Da vi landede den 2. september klokken 15:30 fandt vi hurtigt ud af, at customs, immigration og biosecurity ikke ville nå vej os denne dag, så vi hyggede os ombord. Næste dag, den 3. september, kom de så henholdsvis klokken 12 og klokken 16, og så var de store papirmængder som skulle klares på båden ordnet.
Nu måtte vi i det mindste tage ind i havnen og få en tår og drikke – og en tur i bad hvis det fristede.
Sidste etape, som skulle foregå inde på land, kunne først ordnes næste dage, så i mellemtiden kunne de nye regnbukser så blive tilpasset på professionel plan.
Om morgenen den 4. begav vi os så på betalingsekspeditionen, som vi dagen før havde få en meget “præcis” vejledning i rækkefølgen af.
Punkt 1 var health-afdelingen. Efter en tur i taxaen ankom vi til rette sted og gik op på første sal, hvor vi blev modtaget af receptionisten. Hun fulgte os videre til en flink dame,
som ordnede noget papirarbejde og så fulgte os over til en tredje dame, som skulle modtage betalingen og kvittere for den. Uheldigvis var det først på dagen, så hun havde ikke nogle byttepenge i pengekassen, og en af hendes kollegaer blev sendt på en større mission med at finde nogle småpenge at veksle med. Efter en halv times tid var det lykkedes hende, og så var vi endelig færdige i health-afdelingen… Troede vi… Da vi var på vej ned at trappen kom receptionisten løbende efter og fortalte, at vi lige skulle vej dame nummer to igen. Det gjorde vi så, og da hun havde udført endnu et papir var vi (endelig) frie til at gå. Pyh ha.
Punkt 2 på listen var så cruising permit. Som start på denne runde var vi uheldige at køre med en taxachauffør, som satte os af et forkert sted ved en kæmpestor bygning. Der var lidt tomt og lukket, men heldigvis kom der en mand forbi, som fulgte os de 200 meter der var ned til det rigtige sted. Her blev vi så modtaget af en receptionist, som straks første os til en dame, som kunne klare arbejdet.
Dette gav os håb om, at det måske alligevel ikke var et heldagsprojekt. Efter lidt papirarbejde hos damen var vi allerede færdige her og kunne så begive os mod det sidste sted. Da vi havde sat os i taxa nummer tre opdagede vi, desværre for sent, at det var den samme chauffør som vi havde sidst :(.
Punkt 3 var customs og biosecurity, og vi blev sat af et HELT andet sted. Heldigvis viste parkeringsvagten os over til nogle personer, som kunne fortælle os hvor vi skulle gå hen. Denne gang var gåturen ca. en kilometer, og vi endte nede ved indgangen/udgangen til havnen med lidt forvirrede ansigtsudtryk.
Heldigvis var vi ikke på gale veje, da vi spurgte en tilfældig dernede. Han fandt en person med en nøgle, som låste en gitterdør op for os og sagde, at vi bare skulle følge den smalle sti imellem bygningen og hegnet indtil vi kom til en trappe.
Så blev gitterdøren bag os låst, og vi begav os afsted. Heldigvis var det ligeså let som hun havde sagt, og vi blev modtaget godt da vi kom op af trappen. En mand, som havde været ude på vores båd dagen før, startede med at guide os hen til bordet vi skulle betjenes ved. Turen gik først ud af den dør vi var kommet ind ad for derefter at gå ind igennem døren ved siden af, så vi kom ind på deres arbejdsside af bordene. Så fortsatte vi igennem køkkenet og ind i et nyt kontor, hvor vi igen fik fornøjelsen af at gå ud igennem en dør for at gå ind igennem den ved siden af, så vi var på den rigtige side af båsen. Så langt så godt. Manden fandt en god stak papirer frem til udfyldning, og så måtte Jesper igang igen.
Iblandt det mange papirer fik vi en tilladelse til at sejle over det hele i Fiji. Det var i hvert fald hvad han sagde det var, for vi forstår ikke så meget af teksten.
Da vi var kommet igennem en god del, skulle manden selv bruge noget tid på sagen, så han foreslog os at tage smutvejen over til biosecurity og betale hos dem imens. Smutvejen startede forbi et ubrugt motionsrum med gitter omkring og fortsatte over havnens arbejdsområdet hvor de kører med containere.
Sidstnævnte blev vi ikke vildt populære over, da vagterne fik øje på os. Som luksus valgte en af de arbejdende at følge os over til Biosecurity for at vi trådte flere upassende steder. Biosecurity gik hurtigt og nemt.
Bagefter sneg vi os tilbage til customs – uden at blive opdaget ;).
Heldigvis var der kun lige en lille smule papirer der skulle ordnes før vi endelig kunne sige, at vi var helt færdige da customs var overstået.
Nu skulle vi så bare tilbage på båden og slappe af. Heldigvis blev vi hurtigt låst ud igen ved gitterlågen.
Og den sidste taxachauffør satte os af det rigtige sted :D. Sikke en dag…
Imens vi lå i Suva, oplevede vi en nat, hvor der kom MEGET regn. Dette førte til noget meget kulørt vand samt enorme mængder menneskeaffald, som blev skyllet med ud.
Skidtet så vi også en del til andre dage, hvor det ikke var regnens skyld.
For at udligne det negative skal vi også lige have et sjovt indslag med, nemlig en billedserie om hvor svært det er at færdes på båden med store mængder dyner.
Under vores ophold i Fiji har vi været så heldige at få besøg af Jespers kusine Mette samt hendes mand Morten såvel som et australsk vennepar. De førstnævnte mødte vi lidt tidligere end forventet. Den 5. september var vejret nemlig blevet lidt for blæsende og bølgerne lidt for irriterende store til at ligge behageligt hvor vi lå. Derfor besluttede vi at sejlede ind i en nærliggende bugt, som skulle være tæt på Mette og Mortens hotel. Da vi skulle til at sejle derover, så vi vore stakkels naboer komme knoklende ud mod båden for årer. Vi fik medlidenhed med dem, så inden vi stak af fik de lidt motorhjælp med at nå frem.
Og så gik turen til bugten med læ.
Da vi nåede bugten og havde kastet ankeret ud, stod der nogle mennesker inde på land og kiggede på os. De begyndte sågar at vinke, og sørme om ikke det var Mette og Morten. Det viste sig, at det var deres hotel vi lå ud for. En fantastisk overraskelse, og så blev det til en hyggeaften i læ på båden.
Og så havde de endda luksusting med til os fra Danmark af :D.
I dagene derefter blev det til en masse gode oplever med dem alle i Suvaområdet – inklusiv masser af god mad :D. Med Mette og Morten var vi blandt andet på en lækker bytur, hvor vi for alvor fik oplevet byens aroma, vandret rundt i gaderne, spist god mad og for første gang oplevet et RIGTIGT marked. Der var rigeligt med boder og mennesker, stemmerne sumrede og specielt krydderierne på 1. sal kunne vi dufte. Det var fedt. En ankerovernatning i en nærliggende bugt blev det også til, og selvom det blæste lidt mere end vi havde regnet med, så blev det en dejlig oplevelse. Endelig nåede vi også en strandtursdag med badning og lækker afslapning. Her er lidt blandede billeder fra dagene.
Hotel og ankerplads:
Byen:
(bemærk, at inderne er meget glade for Fiji. Ifølge taxachaufførerne så er cirka halvdelen af Fijis befolkning indere, hvilket butikkerne rundt om samt de folk vi ser bekræfter. Selvom der virker fredeligt på gaderne, så er det vores indtryk, at fijianerne er ikke så glade for inderne – i hvert fald ikke for at de er så talstærke. Desuden stiller fijianerne store spørgsmålstegn ved regeringens iver efter hele tiden at lokke flere indere til. Uanset hvad svaret er, så oplevede vi i hvert fald mange indiske tøjbutikker, spisesteder, filmbutikker osv. osv.).
Tilbage på båden:
Turen til og fra båden via politiets ejendom samt deres faldefærdige bro:
Ankerturen:
Badedagen:
Vore australske venner Rhonwyn og Egils var klar til at modtage os med gave og det hele da vi kom tilbage til Mette og Mortens hotel.
og en dejlig aften på deres “Auzzies Bungie” i den nærliggende regnskov blev det til.
Inden vi forlod den hyggelige bugt oplevede vi også, at de unge forstod at hygge sig 🙂
Og så mødte vi en af de meget giftige gullæbet havkrat på den faldefærdige politibro.
Da The Auzzies (de australske venner Rhonwin og Egils) var draget videre rundt på øen og Mette og Morten var ved at være klar til det,
var vi lige et smut tilbage i Suvas bugt. Her mødte vi et par både vi tidligere har mødt. Vi kan tydeligt mærke, at øudvalget begynder at snærpe sig ind inden Australien/New Zealand, hvor alle vil være inden cyklonsæsonen sætter ind.
Vi fik dog også et mere uventet besøg ombord på båden. Det var nemlig en gullæbet havkrait, som til vores panik synes den skulle en tur op på båden.
Den kravlede op bagpå båden, men det blev ikke til nogle billeder, kun en film som I må have til gode til vi kommer hjem igen, før vi fik puffet den tilbage i vandet og holdt den væk, indtil den ikke gad os mere. Lidt senere svømmede en lidt mindre også rundt om båden, men ville ikke ombord.
Vi var “en smule nervøse” for at blive overlistede af små slimede og smaddergiftige dyr i løbet af natten, så vi sov med ALT lukket – vinduer så vel som ventiler – og vi havde lygte med hver gang vi skulle op i cockpittet eller ned i en kistebænk. Med lidt research dagen efter blev vi dog beroligede med, at en gullæbet havkrait ganske vist er giftige, men at de ikke har den store bidetrang men derimod hellere vil holde sig væk fra mennesker. Desuden blev vi også så kloge, at vi fandt ud af, at den som var kravlet ombord uskyldigt nok bare havde været oppe for at få en tår ferskvand af vandklatten nede bagpå. Efter det ville den sandsynligvis være kravlet tilbage i vandet uden vores assistance. Så kan vi lære det kan vi..
Den 12. september begav vi os over mod Nadi, stadig på hovedøen Viti Levu. Vi havde en dejlig overnatning i Vunaniu Bay. Det var spændende at sejle ind i igennem et snævert pas med store bølger på begge sider. Et meget smukt sted, og vi var helt alene. Til gengæld holdt regnen os med selskab.
Her er lige udsigten (næsten) hele vejen rundt fra vores ankersted:
Den 13. september sejlede vi videre til bugten Natadola. Et ligeså smukt sted at ligge, og turen dertil gik forrygende godt med dragesejlads (et sejl ude til hver side), rigtig god medvind og så lige lidt medstrøm som bonus. Vi skød afsted med et snit på omkring 10 kts og en topfart på 12,3 kts. Derfor ventede vi også med at tage sejlene ind til vi var næsten fremme. Først kom storen ind på normal vis og så var det genuaens tur. Et eller andet tog dog fusen på os herunder, så sejlet lavede det der hedder et timeglas! Vi har hørt om det, men aldrig selv prøvet det før, og det var bestemt ikke sjovt. I ca. 45. minutter kæmpede vi en meget hård kamp med at få sejlet fri og helt ud igen, for at kunne køre det rigtigt ind. Modstanderen var dog 12 m/s vind, som udnyttede sejlets store areal, og derfor var små menneskekræfter langt fra nok. Furlexen, som sejlet sidder fast i, vibrerede som om det kun var en slatten elastik, der ikke var spændt ud og tovværket smækkede samtidig hårdt nok til at slå en person til bevidstløshed. Det hele kunne tydeligt mærkes i hele bådens skrog samt ses på vindpilen i toppen af masten, der blev kastet rundt. Det var ækelt, men vi var lykkelige over, at vi kunne kæmpe sagen nede fra cockpittet af, hvor vi var mest i sikkerhed. Da muskler som sagt ikke var nok, måtte der også hjerne til i den pivende vind, hvor al kommunikation måtte føres i råbende form. Heldigvis lykkedes det Jesper at få regnet ud, at vi måtte cirkulere de rigtige vej rundt om os selv indtil vindens kraft fik løsnet sejlet. Det tog en del omdrejninger, og dermed mærkede vi også tydeligt, at bølgerne var lidt over to meter samt havde en forbavsende opbremsende kraft når vi skulle kæmpe imod dem til trods for at motoren var på apsolut maks :S… Efter tre kvarters hård knoklen var det lykkes for Jesper at få sejlet helt ud og derefter ind på rette vis, og han var fuldkommen udmattet. På det tidspunkt så vi en lille dykkerbåd på vej hen imod os. De havde set os helt inde fra land hvor vi skulle ind, og havde ikke været i tvivl om, at vi var i problemer. Derfor havde de startet deres lille fartøj op og havde kæmpet sig mod vind og bølger ud for at se om de kunne hjælpe. Selvom de ikke kunne, gav det en varm følelse i hjertet.
Efterfølgende har vi fundet ud af, at skaderne kun blev til nogle små knækkede syninger i genuaen, noget vi har kunne klare selv frem til New Zealand, et ødelagt koøje ned til toilettet samt en vindmåler som var blevet lidt løs. Ikke noget akut, og det føler vi os dælme heldige over. Her er lidt reparationsbilleder, selvom de ikke alle blev lavet med det samme:
Tilbage til bugten vi fik os en god hviler i ovenpå den hårde omgang. Her er en 360 graders udsigt.
Dagen efter, den 14. september, tog vi så en motortur til ankerpladsen ud for Denarau Marina nær Nadi.
Inde i havnen bemærkede vi en af dagene et lille fragtskib, som var godt pakket.
Og under vores ophold blev der også opfundet lidt flere ventilationsmidler.
På det mere sociale plan lykkedes det også at ses med Rhonwyn og Egils et par gange mere her. De var så søde at vise os det lokale marked samt en restaurant med enorm god udsigt.
Ved indsejlingen til havnen lå der et lækkert mangroveområde, som Jane da var nødt til at komme ind og se i lavvande. Og stakkels Jesper måtte jo så bare følge trop ;).
Den 18. september begav vi os på en zigzaggende længere modvindstur, udenom en del småøer, for at nå at møde Mette og Morten igen.
Det blev til et par lækre dagepå Drawaqa Island med mere god mad, godt selskab og en god gang snorkling. Som bonus prøvede vi også deres luksusbad, og der var vi da solgt.
Den første aften havde vi også fornøjelsen af at komme for tæt på nabobåden på grund af en meget lang men nødvendig ankerkæde, så vi valgte at flytte os. Bedst som ankeret var kastet ud det nye sted og vi bakkede for at være sikker på, at vi havde ordentligt fat, begyndte der at lugte kraftigt af smeltet plastik/bagalit, og der var røg i motorrummet. Heldigvis havde vi fat, så motoren blev hurtigt slukket, og fejlsøgningen gik igang – så godt som det nu kunne gøres i nattens mulm og mørke. Intet blev fundet den aften, men i dagslyset næste dag var der mere held. Starteren blev skiftet, da der var noget smeltet på den. Da motoren skulle startes som test kunne det ikke lade sig gøre, for startknappen sat sig fast på grund af korrosion. Dette viste sig så at være årsagen til episoden. Kontakten blev behandlet, men det var stadig ikke nok. Heldigvis skulle det lille relæ som bruges under opstart bare af og renses, så kørte det hele igen. Dette var en god bekræftelse på hvor hurtigt varmen og fugtigheden hernede påvirker alt på båden og får følger. En smule korrosion kan føre til en masse arbejde…
Under vores dejlige ophold oplevede vi også nogle gange hvordan det forgik, når færgen kom forbi og satte af samt modtog, og det samme med den lille flyvemaskine.
Og så skal du da også lige se de søde geder vi havde på øen lige ved siden af.
Og ikke mindst den søde regnbyge der fortalte os, at vi vist er så tæt på guldet for enden af den som vi nogensinde kommer :). Det skal dog noteres, at medmindre guldet er den store oplevelse vi får, så har vi ikke fundet det endnu…
Efter at have sendt Mette og Morten videre, var vi lige inde og se en lokalopvisning inden på hotellet, hvilket var ganske underholdende.
Det var en dejlig måde af afslutte opholdet dette skønne sted på. Dagen efter, den 21. september, satte vi kursen mod Musket Cove på øen Malolo Lailai Island, hvor den stod på genforening med pumbanerne efter cirka fem måneder fra hinanden. Da deres yngste besætningsmedlem, Emma, desuden havde føldelsdag dagen efter, tog vi endnu engang en laaaang men smuk MODVINDSTUR.
Trods et bandeord eller to lykkedes det også, og det var jo skønt at møde dem igen. Vi havde en masse at indhente med hensyn til hvad vi havde lavet og oplevet på hver af bådene.
Faktisk havde vores iver efter at få smidt det anker og komme over til dem været en smule blændende for os, for vi havde glemt at tage højde for tidevandets effekt. Klokken 04:00 blev vi vækket for anden gang af en forkert lyd, og denne gang blev der storinvestigeret i mørket. Det viste sig, at vi var kommet så langt bagud, at en meget høj koral lige nåede at røre ved bunden af roret når vi svingede stille rundt. Hurtigt blev ankeret trukket op, og vi zigzaggede op imellem de tætliggende både til vi fandt en mere sikker plads og kastede ankeret ud her.. Sikke en nat.
På Emmas fødselsdag valgte vi at sejle om på vestsiden af øen, hvor vi kunne ligge mere i læ og være mere alene. Det blev en total succes, med lækker snorkling, god mad, afslapning og hygge.
Den 23. september fortsatte turen tilbage til storøen Viti Levu i Vuda Point Harbour. Vinden og bølgerne var heller ikke helt med os på denne tur.
Da Macumba og Pumba ankom til havnen nogenlunde samtidig fik vi endnu engang skabt total forvirring over radioen fordi vore navne lyder så ens. Heldigvis lykkedes det hele, og nu tilbringer vi så en uges tid i luksus igen i form af “uanede mænger af 220V strøm samt ferskvand.” Som bonus er der også steder at spise ude her.
I havnen er der pt. hele fem danske både samlet (Pumba, Calle II, Nordlyset, Moana og vores Macumba), så vi er begyndt med vikingeteorien om, at vi er ved at invadere Fiji nu. De lokale er dog ikke helt overbeviste…
Imellem alt det sjove er der også blevet arbejdet en lille smule. Blandt andet havde vi kravlekaptajnen fra Pumba oppe og inspicere toppen efter vores timeglasoplevelse.
Til gengæld gav Jesper en hånd med støtten til deres stævnplatform.
I uge 39 var der Lautoka Sugar Festival i byen Lautoka tæt på os. Derfor var vi lige en tur i byen om lørdagen og “umbae” lidt (at “umbae” er et ord Emma har opfundet. Det dækker når besætningen ombord på Pumba samt Macumba laver noget sammen :)).
Vi blev dybt fascinerede af festivalens forlystelser – og specielt deres drivkrafter/motorer.
Til at slutte af med for denne gang skal du lige have lidt billeder og kommentarer fra rundt omkring i havnen.
Bådene opbevares på land på en anden måde end vi er vandt til på grund af cyklonerne.
Med alle disse ord må første halvleg fra Fiji udligne, at der var lidt lang ventetid på det. Da dine læseøjne helst ikke skal falde ud og vore skrivefingre helst ikke skal falde af, så gemmer vi hvad de næste par uger byder på til et oplæg mere. Nyd nu den friske luft derhjemme. Vi har lidt problemer med at falde i søvn for tiden, fordi der ikke er nogen vind til at skabe ventilation, så temperaturen under dækket er over 30 grader de første nattetimer. Puh ha…..