Benet til New Zealand, 12-12-19

Den 26. november synes vejret at være så meget med os som vi kunne forvente på denne tid af året. Da vi ikke havde lyst til at vente meget længere, på grund af den forekommende cyklonsæson, valgte vi at trække ankeret op og begive os afsted. Vi skulle “bare” lige igennem et blæsende øje inde nær kysten. Der var kun tale om cirka 10 mil med zigzaggen udenom småøer, hvor vinden ville være imod os. Efter de mil ville vi være ude af revet og kunne dreje ind på en meget bedre kurs.

Efter bare en halv time inde nær kysten var humøret og lysten til at sejle under disse forhold dog helt i bund! Vinden var stik imod os med 15 m/s, bølgerne var cirka tre meter høje, og afstanden var så kort, at vi hele tiden blev bremset yderligere op. Vi skød en fart henover bunden på cirka 1 knob (1,8m/s) og det var bare koldt og trist! Vi valgte at deje ind i en bugt og smide anker. Her kunne vi så få noget god mad samt lidt søvn inden vi skulle ud i det igen. Ifølge prognoserne skulle vinden nemlig lægge sig en smule ved midnatstid og forblive sådan i cirka seks timer, før den tiltog igen. Det blev et dejligt lille ophold med en skøn udsigt :).

Ved midnat drog vi så afsted, og denne gang gik det noget bedre. Vi nåede ud af passet omkring ved solopgang.

Endelig var vi virkelig på vej, og vores grublen over om vi mon ville være strandet i dette dyre land i cyklonsæsonen begyndte stille at fordufte fra vore tanker. Nu var New Zealand ret forude, og selvom der stadig var knap 900 mil dertil, var det mere indenfor rækkevidde. Samtidig var det også dette eventyrs sidste lange ben, hvilket gav en del følelser og ekstra nydelse af alle detaljerne.

Et par dage efter afgang var Jesper uheldigvis løbet tør for øl, så han forsøgte at lære sig selv at kunne lide små glas ren sprut. I løbet af et par dage fik han tømt tre (næsten tomme) flasker sprut, men hans forsøg lykkedes ikke rigtig.

(bemærk allerede her, at det altså er begyndt at være lidt køligt – kun lidt over 20 grader)

Som tidsfordriv blev der også taget en enkelt lur eller to.

Den 30. november begyndte der at ske noget livligt på turen. Til at begynde med opdagede vi endnu en blind passager:

Sidst på dagen var vinden begyndt at lægge sig, og en times tid omkring ved solnedgang havde vi ca. 18 delfiner forbi og lege med båden.

Ud på aftenen lagde vinden sig yderligere, og ved midnatstid måtte vi give op og skifte sejlene og Windy (selvstyren) ud med Gertrud (motoren) og egne hænder. Det næste døgns tid stod på ITCZ/doldrum’s stille luft og spejlblanke vand. Det var noget af en kontrast til hvad vores tur var startet med. Da solen begyndte at dukke op igen var det en af de gange hvor synet bare fryder øjnene.

Og vandet forblev blankt i dagtimerne.

Da den stille dag var den 1. december, kom vores kære juletræ med lys på op igen :).

Og så gik det løs med dagens begivenheder!

Klokken 06:30 kom der nogle halvspækhuggere forbi cirka 60 meter fra os.

Klokken 15:30 lå der tre store imponerende kaskelothvaler foran os. De var ret så ligeglade med os, så da de ikke kendte til vigepligterne endte vi med at dreje væk fra dem – de var jo trods alt størst ;). Lidt efter vi havde passeret dem tog de en tur under vandet i nogle sekunder, men så var de tilbage for at sole sig videre.

En halv time senere nærmede en kaskelothval mere sig bagfra. Inden han indhentede os, foretog han et majestætisk dyk direkte ned og forsvandt.

Efter sådan en dag var vi helt excentriske. Tænk at vi fik den ære at nå at se de to slags hvaler også! Det nød vi sammen med en smuk solnedgang.

Lidt før midnat var der igen vind nok til at sejlene kunne hejses, og så var vi der jo snart.

Den 3. november var vi ved at være tæt på. Dagen bød på den mystiske begivenhed det var, at vinden vendte sig 180 grader over nogle få minutter da vi nærmede os en sky. Vi gik fra dejlig medvind til stik modvind, og sidstnævnte blev hængende eftersom den ene sky hurtigt blev til flere. Da skyerne slap op følte vinden dog ikke for at vende tilbage, den aftog bare lidt igen, så Gertrud tog over igen et stykke tid. Resten af turen kunne vi mærke vi var kommet væk fra det stabile Ækvatorområde, for vejret blev ved med at skifte, og vi fik også en masse byger. Det var virkelig som om vi var sejlet over en “vejrgrænse,” og temperaturen var jo også faldet nogle grader på denne tur.

Den 5. december om natten nåede vi til New Zealand, og klokken 05:30 fortøjrede vi os ved Opua Marinas inddeklareringsbro.

Efter at have fejret ankomsten med lidt rosévin samt at se billeder af hvalerne, kravlede vi til køjs et par timer inden vi blev vækket af myndighederne til en masse papirarbejde (det vi havde lavet i Ny Kaledonien var fuldstændig overflødigt, for selvom “hovedkontoret” havde fået det, skulle vi lave det igen, suk!).

598total visits,5visits today