Whangarei og turen dertil, NZ, 13-01-20

Den 28. december hævede vi ankeret fra vores sidste sted i Bay of Islands. Turen skulle nu gå mod syd for at nå til Whangarei Marina og ønske Collin, fra Burmese Breeze, godt nytår inden vi trådte ind i det nye år. De første få mil måtte vi lige mod nord før vi kunne komme igennem et imponerende pas.

Derefter blev kursen sydlig, og der var guf for øjnene hele vejen. Blandt andet denne klippesten som var kunst for øjet når bølgerne skød ind over.

Fordi vi var begyndt at kigge så intenst efter de små blå pingviner så vi faktisk nogle stykker. Dog nåede vi ikke at få et nærbillede før deres lyn-dyk. Her er dagens bedste foto af dem:

Stoppet denne dag blev Whangomuma Harbour i en lækker bugt. Først lidt billeder af indsejlingen:

Og her er selve bugten så:

Ud over sin charme er stedet kendt for et hvalfangersted som blev brugt ihærdigt i gamle dage. Resterne af det ligger der stadig, og selvom det var godt forfaldent, så var det fascinerende at se samt læse om.

Bag ved ruinen skulle vi lige se om vi kunne følge et vandfald.

Det blev dog en kort tur før vi måtte tilbage til stien.

Til gengæld sejlede vi længere hen langs kysten og fandt en bakke vi kunne bestige.

Den 29. december tog vi et lille ben videre ned til Otara Bay. Vi prøvede stadig at fange pingviner med kameraet, og denne dag gik det lidt bedre.

Otara Bay var en sød bugt med flere små grene. Vi startede i den ene,

Men da vi nåede mod lavvandet kom vi tættere på klipperne end vi ønskede, så vi tog lige et “hop” over i en af de andre. I modsætning til Bay of Islands hvor fårene var de dominerende dyr, var Otara Bays dyr køerne.

Fordi der var så smukt alle steder måtte vi tage os selv lidt i nakken den 30. for at nå ned til Collin i tide. Det blev til hele 50 mil den 30 december! Første halvdel gik hurtigt i stille vejr for sejl og med en masse at se, imens anden halvdel tog en krig fordi vinden blev kraftig og lige ind forfra.

I det stille vejr lykkedes det endelig hæderligt med pingvinerne :).

– og kiwierne (newzealænderne) var også ude med fiskekrogen, som de elsker det.

Da vinden blev trist havde fuglene ikke lyst til at lette.

Stedet vi skulle til lå inde i bunden af en flod. Det var en spændende sejlads derindad, for det var snævert og lavt, og vi skulle så sandelig følge bøjerne – specielt når de ikke var med på vores kort! Da vi nærmede os målet, skulle vi kalde op over radioen for at få åbnet en bro vi skulle under. Da vi havde gjort dette kaldte Collin os pludselig op over radioen. Han havde prøvet at advare os via mail om ikke at komme derind imens det var lavvande. Han fortalte, at hans båd kun var 10 cm over bunden ved det aktuelle lavvande. Han mente, at der nogle steder på det sidste stykke ind var endnu lavere. Nogle steder lige ved ruten var der på kortet også angivet dybder under én meter (tallene på kortene viser dybden ved det laveste lavvande der har været, så det var ikke sikkert det var nær så dybt på dette tidspunkt). For en sikkerheds skyld valgte vi at følge hans råd, så vi kastede anker lidt før broen og vente til højvande næste formiddag med at sejle det sidste lille stykke. Sjovt nok have bro-damen fulgt vores samtale, så hun kaldte os lige op og sagde, at hun havde modtaget, at vi tog en ventepause :). Stedet vi overnattede hed Hatea River.

Om formiddagen den 31. december kom vi uden problemer igennem den sidste del samt under broen før vi lagde til i Whangarei Marina – vi nåede frem i tide til at ønske Collin godt nytår, og han stod klar til at modtage os.

(havnekontoret og festbåden. Først her begyndte vores havn – tidligere var der et par andre havne, værksteder og “bådhuse”)

Det var dejligt at være kommet til en by igen, og vi skulle da lige vej deres juletræ da vi skulle op og handle inden det blev aften.

Og så blev vi tydeligt mindet om det med tidevand igen (uden problemer dog).

Ved 17-tiden mødtes mange sejlere på havnens “festbåd” ovre ved havnekontoret og ønskede hinanden godt nyt år. Her mødte vi et par hollændere igen, men ingen af os kunne huske hvor det var vi mødte hinanden engang på turen.

Det var et hyggeligt træf, og efter dette stod den på god mad. Vi må afsløre, at der ikke skete det store i byen klokken 12, så det blev den mest rolige, men hyggelige, nytårsaften vi hidtil har prøvet.

Det var dejlig afvekslende at være i havn igen i starten af det nye år – specielt nød vi deres bad :)! Vi hyggede os faktisk så meget, at vi endte med at blive i Whangarei Marina helt frem til den 11. januar. I den periode nåede vi også at opleve lidt.

Først lige lidt billeder fra byen og dennes store mængde malerier. Hovedstederne var havnen og et centrumpunkt inde i byen. Sidstnævnt var overdækket og havde en historisk tidslinie samt kunst i og på vejen.

(dette var en forretning med musikinstrumenter)

En af vore oplevelser var en længere gåtur med Collin ud for at se et vandfald. Turen var over 10 km lang og Jesper var ligefrem helt ok med det. Det var en smuk og dejlig tur.

(de arbejder meget på at beskytte deres originale træsorter. Blandt andet står den på skovask for at holde en mikroskopisk sygdom ved navn “kauri dieback” væk da denne tager livet af de originale træsorter og ikke kan fjernes når først den er på stedet. For det andet er de ivrige efter flere træer, så vi har sågar hørt kampagner i radioen om at plante træer i stedet for at fælde dem)
(fortove og fodgængerovergange dyrker de ikke helt vildt hernede – kun lidt inde i bymidter)

På vej tilbage gik vi lidt forkert, og på omvejen var der pludselig en ældre dame som kaldte på os. Det viste sig, at hun havde brug for vores hjælp med at få naboens høne ind på grunden igen. Den var en bavian til at smutte ud på den anden side af hegnet og slå sig ned der. Det blev lidt en udfordring at få den fanget inde i krattet, men det lykkedes, og så kunne vi more os lidt over det.

Da vi var kommet tilbage var Jane nysgerrig efter at se hvordan gangbroerne så ud i højvande, så med kameraet i hånden og trætte fødder tog hun liiiiige en minitur mere. Til sin overraskelse mødte hun p­ukeko fuglen som vi også har læst om i vores fuglebog :).

Kan du finde hejren?

Nogle dage efter denne tur gik Jesper med til at gå op på toppen af et nærliggende bjerg. Det var mildest talt HÅRDT at gå op (det var ikke kun Jesper der holdt hvilepauser..!), men afslappende at gå ned igen. Til Janes forbløffelse var Jesper med på at tage en anden og længere tur nedad – tror du han er ved at være helt glad for at gå ture? Endnu en smuk tur blev det i hvert fald til.

(En Tui ifølge fuglebogen)

Den tredje gåtur var ikke planlagt til at være så lang som den blev… Egentlig skulle vi bare ud og købe en ny propel til gummibådens motor, som vi have bestilt. Havnekontoret fortalte os heldigvis at butikken lå et andet sted end vi troede. Godt nok var det lidt længere væk, men vi valgte at gå derud, og så kunne vi jo tage en taxa tilbage. Efter den lange tur og indkøbet løb vi dog tør for tålmodighed da vi ventede på taxaen, så vi begyndte at gå tilbage. Denne gang gik vi dog en anden vej, som vist var lidt kortere, eller også var det stoppet på McDonnalds der bare fik den til at føles kortere ;).

Med hensyn til det praktiske, så viste New Zealand sig at være det eneste land på vores tur, hvor vi ikke kan få fyldt vore europæiske gasflasker op. Derfor måtte vi ud og investere i nogle af deres samt en regulator der passer dertil. Sidstnævnte passer ikke 100% til vores system, men med en skarp kniv og rigeligt med spændebånd skal det nu nok gå.

Jesper fandt desuden en frisør, men da resultatet var “lidt” skævt, gik han selv igang med en saks for at finpudse det…

FØR frisøren
EFTER frisøren

Whangarei Harbour blev stedet hvor vi, ikke kun i avisen, blev mindet om det brændende Australien. Den 5. januar gjorde vindens retning at vi hele eftermiddagen og aftenen havde gult/orange lys i stedet for det almindelige. Det var ligesom billederne du måske har set fra Australien, men at gå rundt i det fik det til at føles som om vi befandt os i en gammel film, som blev afspillet i slowmotion. Det var meget mærkeligt og fascinerende. I baghovedet kunne vi da heller ikke lade være med at tænke på alle de dyr og mennesker der knap 1200 mil herfra kæmper mod ilden og lider på grund af den.

Med hensyn til dyrelivet, så var det sjovt at opleve havnens. Dagen igennem hoppede en masse fisk ud af vandet, hvilket var imponerende taget i betragtning af de aktive måger og skarve, som vist aldrig sultede. Ænderne var der også nogle af. Fælles for alle dyrene var, at de var meget vandt til både og mennesker. Derfor var det heller ikke unormalt at en skarv plaskede ned i vandet få meter fra os og kom op med en fisk i næbet.

Den ene af dagene tog Collin og Jane på tur for at se kiwier (dyret altså – new zealandske borgere kaldes også kiwier i daglig tale hernede). Ud over kiwier blev vi også klogere på firben af diverse slags, New Zealands træer samt nogle historiske bygninger. Det var et hyggeligt sted. Og her er en frygtelig masse billeder :).

Først en tur rundt i det gamle bymiljø.

Og så til til dyrehuset ,hvor der var tonsvis af information om dyrene og naturen, hvis man er til den slags.

(Disse var andre dyrs foder)

Da kiwier er natdyr, boede de i et hjem hvor døgnet kørte modsat af det udenfor. I indgangen dertil kunne man følge dem via kameraer inklusiv inde i deres huler. Da billederne inde i det mørke hjem selvfølgelig ikke måtte tages med blitz, må du bære over med hvad det lille kamera kunne klare.

Der var også lige lidt udstillinger om gamle ting og sager.

(Jane prøvede, men omregnet til kg vejede hun kun 38,4 kg, og selvom det er længe siden hun sidst har vejet sig, tør hun godt garantere, at det ikke stemte ;))

Som prikken over i’et havde de et Bechstein klaver stående som måtte bruges, og det blev det da også lige.. Dog var det fra 1914 og havde, som de skrev, klaret 1. verdenskrig, en sejltur fra England til New Zealand og mange elever igennem sit liv, så man skulle være lidt forsigtig.

Som det sidste inden afgang var der sørme et lille planetarium som havde en miniudgave af Stonehenge – den skulle da også lige ses ;).  

I ventetiden på bussen tilbage kom denne lille fugl forbi, og den er endnu ikke blevet identificeret ud fra fuglebogen…

New Zealand blev første land på vores tur, hvor det blev tid til et lægebesøg. Generelt får vi åbenbart meget skidt i vore små sår hernede, for det er ikke så unormalt at der går infektion i dem (har vi også hørt fra andre sejlere). At komme af med den igen kræver imidlertid lidt, og to infektioner på Jespers ene ben var ekstra ihærdige, så han valgte at gå til White Cross og få hjælpemidler. Med den creme og antibiotika han fik recept på forsvandt det også hurtigt.

I New Zealand er brugte biler ikke så dyre, så selvfølgelig skal vi da også have nogle billeder af Jespers ynglingsbiler indtil videre. Vi kan tilføje, at han savner at eje en bil.

Hvis du nu er begyndt at overveje hvordan Keld har det, så kan vi fortælle at han blev set et helt nyt sted i båden!

Som afslutning denne gang lige lidt praktisk info. Vi stopper med at bruge vores satellitmail jesper@myiridium.net, så mails hertil skal i stedet sendes til macumba@macumba.dk.

Vore individuelle mails er stadig de samme.

234total visits,1visits today