Glædelig jul til alle jer fra alle os, 21-12-19

Her i New Zealand er julen bestemt ikke så stor en begivenhed som i Danmark – i hvert fald ikke i måneden op til.

Hverdagsbutikkerne har kun en smule julepynt til salg, og i husene er det sjældent at se noget der tyder på jul. Som dansker er det også svært at komme i julehumør når alt omkring er grønt og temperaturen er over 20 grader… Suk…

MEN…. Over de sidste par dage er radiokanalerne dog begyndt at spille lidt julemusik, og med et trofast afsnit af julekalenderen “Jul på slottet” online på dr.dk hver dag, er julestemningen så småt begyndt at være over os.

Med kun tre dage til juleaften lykkedes det os i dag at få pyntet op til jul! Som billederne måske afslører, så var det hårdt arbejde.

Men da arbejdet var ovre og udsigten blev nydt med et glas varmt hjemmelavet glögg (i butikkerne havde de ingen anelse om hvad det var da vi spurgte), er julestemningen faktisk begyndt at komme over os.

Derfor vil vi hernedefra ønske dig og alle dine nærmeste en RIGTIG GLÆDELIG JUL!