Macumbas forkælelsesweekend, NZ, 21-03-20

Som nævnt i sidste oplæg blev det den 6. marts tiden for Macumba at komme på land og blive shinet op under vandlinien.

Første trin var at få hende ud af vandet i Gulf Harbour Marina.

Fordi vi havde en idé om hvor meget liv der var blevet på Macumba (hun var blevet meget langsom og rystede mere når hun sejlede igennem vandet), forkælede vi os selv lidt ved at lade havnen stå for den grove rensning af bunden. Det gik som smurt og uden problemer.

Derefter blev hun kørt over til sin plads og sat fint af.

Bagefter kørte de to mænd igen og gik igang med den næste båd. Vi kiggede lidt på hinanden, for hvad med en stige så vi kunne komme ombord? De andre steder vi har været var det en selvfølge at få en stige med i pakken, og de vidste jo at vi skulle bo på båden weekenden over, det havde vi booket.. Vi gav dem lige en halv time.

Da der stadig ikke var sket noget, gik Jesper over på kontoret. Her erfarede han, at vi sagtens kunne få en stige – for 10 NZ$ per dag altså…! Da vi havde accepteret dette kom der også hurtigt en af de ansatte og satte stigen på båden samt bandt den fast med en kode-lås.

Nå, men så var vi ligesom på banen, og resten af dagen gik så med at få de sidste rester af samt forberedelser ordnet, så hun kunne være tør og klar til malingen dagen efter.

I løbet af dagen fik vi også købt lidt til den kommende dag i den fine marinaforretning. Desværre havde de kun de mest basale tingene på vores liste, så de øvrige ting måtte enten vente eller vi måtte finde på alternativer, som kunne holde til vi var hjemme. Butikken passede godt ind i dagens gang med at være lidt dyrere end de burde. Vi skulle endda betale for en rørepind!

Da dagens arbejde var overstået tog vi en lille gåtur ind i byen.

Lørdag den 7. marts stod den så på maling, og som altid når en båd der trænger til det bliver malet var det en ægte makeover! Dejligt!

I løbet af arbejdsdagen så vi for første gang deres måde at transportere små motorbåde på, og det trak vi lidt på smilebåndet over.

Det var så lækkert og tilfredsstillende at få arbejdet klaret, så efter et bad måtte vi da lige have en sen frokost på havnens lokale sted.

Om søndagen blev der ordnet lidt småting hist og her, og i god tid var vi så klar til at komme i vandet igen om mandagen. Blandt andet blev den ynkelige grill endelig sat af. Det blev til noget af et projekt, for rusten var en hård modstander, og den syntes bestemt ikke grillen skulle af.

Mandagen bød så på at vi skulle i vandet igen.

Om eftermiddagen blev det tiden til en stor indkøbstur, så vi var klar til at komme ud og ligge til ankers igen.

Allerede fra starten gik det ikke så godt med netop denne opgave. På nettet kunne vi se, at der var nogle kilometer til den nærmeste store butik, så vi startede med at gå op på kontoret for at ringe efter en taxa. Den lettere forvirrede kontordame her fortalte, at taxaer ikke sådan lige kom herud – de skulle gerne bestilles et døgns tid i forvejen. Det kom selvfølgelig som lidt af et chok for os, da vi var vandt til at være i turistområder. Damen foreslog os i stedet at gå over i en lille butik som lå i området hvor vi allerede havde været ovre. Det gjorde vi så, men efter et par minutter derinde konkluderede vi, at vi ikke kunne købe mad der som kunne holde sig mere end et par dage, så vi vendte tilbage til taxa-idéen. For at prøve at bestille en igen gik vi over på den lokale bar (de har tit ret godt styr på den slags). Bartenderen fandt også nummeret og ringede for os, men han vendte tilbage med omtrent samme melding. Nu begyndte vi virkelig at skulle gruble, men heldigvis kom bartenderen os til undsætning. Han fortalte at han bare ventede på en kollega som skulle have afløst ham for et kvarter siden. Så snart afløseren dukkede op, ville bartenderen gerne tage os med i bilen – han boede meget tæt på supermarkedet. Det takkede vi ja til, for når vi så kom ind til storbyen burde det være lettere at finde en taxa – og ellers kørte der busser ud til havnen.

Ventetiden endte dog med at være yderligere tre kvarter,

men det var jo ikke det værste sted at vente, så alt ok. Klokken blev kun omkring 18:00.

Det blev en hyggelig tur, og vi kom problemfrit frem til butikken.

Ligeså problemfrit gik det med at fylde en stor indkøbsvogn helt op og betale. Da vi bad dem om at ringe efter en taxa (som det er gået fint med i alle andre butikker hernede), måtte de også her melde blank!… Pludselig følte vi os begge 20 år ældre!

Efter en brainstorm var Jane til idéen med at hive den tunge, overfyldte indkøbsvogn op til busstoppestedet og så få de fem fyldte poser, fire ølkasser og to rygsække med ombord. Dette var dog SLET IKKE en mulighed i kaptajnens øjne. Faktisk var han på dette tidspunkt klar til bare at lade vognen stå, sige “F… det hele” og så tage bussen tilbage til havnen. Som kompromis endte vi med at spørge dem som var på vej mod deres bil om et lift. Imens Jane holdt vognen var Jesper rundt og spørge et par steder. Den tredje bil han kom til ville gerne, men kæresten var inde og handle, og han turde ikke være væk når hun var færdig – forståeligt nok. Til gengæld kunne han huske, at en af medarbejderne nede på baren tilbød at give kunderne et lift hjem for en skilling, hvis de havde drukket lidt for meget til selv at køre. Det er sjovt som problemerne tit løses på en bar hva’? Nå men Jesper gik straks derned og spurgte. Manden arbejdede der desværre ikke længere, men til vores held var der en sød kvinde, som overhørte samtalen. Hun gav bartenderen sin hvidvin, bad ham holde den kold til hun var tilbage, og så tilbød hun et lift – JUBIIII…

Omkring ved 21-tiden endte vi ENDELIG tilbage på havnen MED nye forsyninger, puh ha! Efter en lille times knoklen med at få plads til tingene i køleskabet og hvor de nu ellers skulle være, blev det tid til en bid aftensmad inden putkassen kaldte…

Den næste dag, 10. marts, forlod vi havnen og tog på eventyr igen. Det var dejligt ovenpå denne aktive weekend, og det bedste af det hele var, at båden nu sejlede elegant i stedet for “tungt.” Hendes fart var sågar blevet forøget med næsten to knob. Med sejlet oppe og friheden til at kunne sejle hvorhen vi ville var det lidt som en snært af paradis :).

330total visits,4visits today