To måneders jubilæum i Fiji, 20-11-19

Puh ha, sikke tiden den flyver afsted. Et enkelt land hvor vi aldrig fik internet og wupti, så er der en MASSE at indhente. Vi tager det dog lige i nogle mindre portioner, og her er første af dem – sidste del fra Fiji:

HURRA, delene til båden kom den 25. oktober som planlagt.

Imens Jesper fik denne installeret, stod tøserne for aftensmaden.

MEN vejret syntes ikke vi skulle afsted igen hurtigst muligt. Som resultat endte vi med at vente på et godt vejrvindue i Vuda Marina, Fiji frem til 4. november!

Selvom det meste af den ekstra ventetid gik med at slappe af, så blev der også lavet lidt mere på båden, dyrket socialt liv samt lidt oplevelser.

Hvad oplevelser angår, blev det blandt andet til endnu en tur ind i Lautoka for at handle. Fordi det var lige op til indernes store “nytårsfest” Diwaki var der virkelig liv i byen. De fleste (indiske) butikker havde sat boder op udenfor samt skruet op for musikken. Enkelte havde sågar fundet mikrofon og højttaler frem og havde live konkurrencer med mere kørende. Alt dette var kombineret med indernes festlige beklædninger i net den anledning. Vi lod os fortælle, at de ser Diwaki som starten på et nyt år, hvormed nyt og festligt tøj var en måde at ønske sig det bedste af det nye år.

Da vi nåede til Diwaki aften så vi det som en god undskyldning for at få noget god mad ovre på nabohotellet. De havde en temaaften med “the Festival Light”.

Det var sjovt at prøve noget anderledes mad. Som bonus var der også en guitar-trio, som kom vej hvert bord og gav et nummer.

(beklager at vi glemte at få musikerne med på billedet, ha ha)

Da mørket havde lagt sig, gav både hotellet og mange andre fyrværkerishows. En dejlig aften.

En af dagene tog Ninette og Jane på tøsetur i den tropiske have “Sleeping Gigant”. Det var smukt og en fantastisk oplevelse med både menneskedyrket orkideer i massevis og en tur igennem tropisk skov. Ud over det du kan se på de MANGE billeder, så var der en fantastisk ro, duft af natur og ikke mindst masser af fuglesang.

Den 2. november havde vi to måneders jubilæum i Fiji. Da vi dog ikke havde tænkt over det på det tidsunkt, blev dagens speciale at komme af med en større zoo af møl, som havde bosat sig i et mindre mørkeparadis med mad og drikke inde bag sofaen. Med Jesper holdt beskæftiget med alt muligt andet blev der sorteret og rengjort på livet løs.

Jane og Ninette fik også dyrket yoga nogle af morgenerne/formiddagene. Til Janes overraskelse var det faktisk hårdt! Det gav ligefrem fremmedlegemer på panden samt påmindelser om hvor i kroppen der sidder muskler i de efterfølgende dage.

Til at runde af med, skal du lige have et par billeder af tidevandsforskellen (selvom vi vist har været inde på det emne tidligere). Vi har haft mange sjove øjeblikke med at komme af og på båden…

Højvande:

Lavvande:

Vores sidste aften i Fiji spiste vi ude (havnens restaurant) – og vore venner slog sig til. Inklusiv vores trofaste tjener, Joe.

Skal vi ikke gætte på, at dette må være sidste oplæg om Fiji (i hvert fald på denne langfart)? Kryds fingre for os…