Fiji del to, 16-10-19

Da vores tid i Fiji dramatisk nærmer sig slutningen, må det være tiden til “lidt” flere billeder og historier til dig.

Først skal vi lige have dig til at føle det som om du er her, så prøv at tage et kig på termometert (og husk, at sommeren kun er ved at nærme sig).

Godt, så fortsætter vi eventyret hvor vi slap sidst (den 29. september), og vi kan roligt afsløre, at det blev nogle dejlige “umbanske” dage.  

Efter lidt sjov og god mad i havnen,

– og i byen for at handle –

drog vi den 1. oktober på hyggetur op i Yasawa-øgruppen. Vores første stop skulle have været Waikoka Bay, men den fik lov at vente en dag, da vi på vej dertil opdage en “eventyrsø” ved navn Kuata. Som speciale havde denne ø flere “tiki”-bjerge og et smukt snorkleområde. Herfra en masse billeder:

Vandet var fantastisk klart og lagde helt klart op til en dukkert (eller mange).

Om aftenen blev der stemning for grillet aftensmad. Det helt store blev bikset sammen på hver båd, og så begav vi os ind mod kysten i gummibåde. Turen derind var ganske underholdende. Nær kysten blev bølgerne pludselig meget høje og udtrykte deres magt. Vores gummibåd fik sat fartrekord på en sådan, da vi ellers skulle til at dreje udenom en koral der var for langt oppe. Riddene på bølgen kom vi dog sikkert hen over koralen og hurtigere op på stranden end vi havde forventet – og endda uden skrammer. Pumbanerne var knap så heldige. De mødte en bølge fra en mere nærgående vinkel. Da de kom op på stranden var de alle temmelig våde, men hvad, det var jo smukt vejr og omkring de 30 grader alligevel, så de tørrede igen :).

Så var det tiden at få taget nogle billeder imens et super bål blev stablet på benene og solen stille og roligt gik ned .

Som aftenen begyndte af lægge sig, steg vandstanden også stille og roligt.

og den fortsatte med at stige… Du kan tro at specielt Jesper og Jane kom med mange kloge ord om at “nu kan vandet da ikke stige mere,” “se sandet derovre, mønsteret ser ud som om det ikke kommer længere op” osv. osv. Bålet blev ihærdigt rykket lidt et par gange, og der blev forsøgt med friskfundne tværbjælker som kunne blokere noget af vandet. Det var udfordrende men gik godt samtidig med at mørket lagde sig, og vi hyggede os.

Efter en lang og ihærdig kamp kom der dog en bølge som udtrykte et tydeligt “basta!” da den fuldkommen druknede bålet. Vi måtte give op og tog i stedet det hele med ud på Pumba for at spise. I øvrigt var turen ud i mørke og imod bølgerne også ret spændende, men vi slap alle tørt og helt tilbage til båden, og månen hjalp os godt.

Dagen efter, den 2 oktober, fik vi gensyn med en art af madglade dyr, som vi sidst så på Fakarava. Vi kalder dem “sugemallerne” (dem som er lidt hurtigere end Jane, når hun nervøst vil prøve at fodre dem, men heldigvis ikke har skarpe tænder ;))

På formiddagens snorkletur var der da også lige en hvidtippet revhaj som lå og boblede og en trebenet skildpadde som kiggede forbi. .

Ved middagstid den 2. oktober fortsatte vi nogle få mil op til gårsdagens planlagte mål, Waikoka Bay.

Her havde vi lovet vore australske venner at aflevere en ukulele til en lokal knægt. Desværre fortalte naboen at de var inde i byen, men han lovede at fortælle, at vi ledte efter dem. Til gengæld fik vi så en god snak over en kop te hos naboen.

Næste morgen blev vi vækket af en stemme udefra, der blev ved med at sige “Bula,” som betyder “hej”. Grokkede stod vi op og så, til vores overraskelse, en far og søn lige ved siden af båden i deres kajak samt deres hund trofast svømmende sammen med dem. Det viste sig at være dem vi havde været inde for at besøge dagen før. Deres nabo havde fortalt at vi søgte dem, så de var da bare roet ud til os – og de havde endda friske frugter med til os :).

Efter en lille hyggesnak samt overleveringen af ukulelen, roede de tilbage for at lege med den.

Efter dette hyggelige besøg hævede vi igen ankerne og tog turen til Drawaqu Bay (hvor vi tidligere besøgte Mette og Morten), for at se om vi kunne finde en djævlerokke at kigge på.

På “stam”-ankerpladsen var der igen en del at se på.

Og så blev der jo snorklet en del  i løbet af de par dage vi lå der :). På en af turene fik vi virkelig leget med strøm. At svømme op imod den var som at knokle men ikke komme nogle vegne. At holde på gummibåden og så gå med strømmen var til gengæld som en forlystelse i et vandland og med god fart på, WHIIIIIIIII :D…

Den 5. september vendte vi tilbage mod Vuda Point Marina. Vi tog dog lige en overnatning ved Nabora Point (på den anden side af revet hvor vi afleverede ukulelen), så lige et par smukke billeder fra de omegne.

Da vi lagde til, var der hurtigt nogle lokale børn, som kom ud og sagde hej.

Den 6. oktober tog vi så tilbage til Vuda Point Marina, hvor vi har været lige siden og har hygget os.

Og selvfølgelig også arbejdede lidt ind imellem 😉

En af dagene tog Jane lige en lille gåtur for at se lidt mere af det lokale. Blandt andet så hun jernbanen, som bruges til at få sukkerrørene transporteret ind til bearbejdning, samt en masse marker med sukkerplanter. Som et sjovt tillæg kan vi fortælle, at når sukkeret bearbejdes bruger de affaldsstoffet derfra på et destilleri ved siden af til at producerede rom. Endelig blev restproduktet fra sukkerudvindingen brugt til at lave melasse til heste. Ironisk er det at sammenligne priserne. Hovedproduktet som udvindes først (sukker) er det billigste, imens “affaldsprodukterne” (alkohol og melasse) koster meget mere at købe.  Nå, men tilbage til billederne:

Og så var der en masse blomster, natur og dyr at nyde.

Manden jeg mødte flere gange med køer og får inviterede på en kop te i sit hjem. Det var sjovt at prøve, for hans hjem kan vist kaldes en primitiv mini-gård. Der var geder, en ko med kalv, høns, gæs, gæslinger, en kat og en hund. Huset var vist ret selvforsynende og desuden kommer manden jævnligt ned på havnen og sælger frugt fra haven.

Og da jeg takkede af, syntes han da også lige jeg skulle have et par mangoer med hjem. Fijianerne er meget søde til at dele ud af det de har, selvom de ikke har alverden.  

Den 10. oktober var Fijis nationaldag, og hvis vi ikke havde opdaget det, skulle de nok gøre os opmærksomme på det :).

I den festlige anledning endte danskerne i havnen med at blive samlet ombord på Macumba og en 6 timers tid senere blev det til impulsiv grillaften oppe ved havnen store gasgrille. Det var rigtig hyggeligt. Og ikke eneste gang vi var vej grillen ;).

Den 11. september havde vi en meget følelsesladet spisning sammen med pumbanerne ved VORES bord under VORES træ oppe i havnens restaurant. Det var nemlig vores sidste aften sammen i Stillehavet, da Emma og Niels skulle hjem til Danmark dagen efter. Det var hårdt at skulle tage afsked med vore trofaste følgesvende, men vi må trøste os med, at vi, ifølge planen, ses igen i maj næste år.

Indtil da siger vi TUSIND TAK for de gode “umba”-stunder vi har haft rundt omkring i verden siden første gang vi mødtes i Vlieland, Holland, den 29. juli 2018! Vi glæder os til flere af dem hjemme i DK og omegn.

Ligesom vi har skulle sige farvel til nogle har vi også været heldige at møde andre igen. Blandt andet et amerikansk par, som vi sidst mødte på Fakarava, Tuamotu (dem på højre side sammen med Jesper).

Samt Burmese Breeze, som vi mødte i Tonga.

I går, den 15. oktober har båden lige været en tur på land for at få renset bunden og inspiceret at alt er ok, så den er klar til at sejle ind i de New Zealandske farvande om en måneds tid.

I dag har været store indkøbs-og-orden-det-sidste-dag med grillaften sammen med Breeze-folkene som afslutning.

I morgen, 17. oktober, går turen til første pitstop inden New Zealand, nemlig Vanuatu.

Som afslutning på dette indlæg og Fiji får du denne gang lidt fijiansk dyreinformation. De to fuglearter vi ser flest af her på havnen er:

Rødgumpet bulbul. Denne fugl er frygtelig nysgerrig, og bliver hurtigt modig. To gange har vi taget en i at have sneget sig ned i Macumba for at lede efter godbider. Ombord på Pumba har de været ligeså frække.

Fijipapegøjeamadine. Disse kan snakke på mange måder, og det elsker de at gøre. De er desuden over det hele og ikke frygtelig generte.

Sommerfugle er der også en del af.

Og fra solnedgang af og natten over er der fuldstændig frøfest. De er over det hele og lynhurtigt væk når vi nærmer os.

261total visits,7visits today