Turen går til… Panama, 20-03-19

Wupti, var der gået en måned, og vi beklager den lange ventetid på lidt nyt herfra.

Den 20. februar forlod vi (endelig) English Harbour i Antigua. Da vi var blevet lidt tidspressede valgte vi herfra et langt ben på ca. 110 mil (204 km) til St. Martin. Heldigvis viste det sig, at vi ikke havde nået at glemme hvordan man sejler Macumba, men vi må dog tilstå, at vi var lidt ude af form med at sejle om natten, så opholdet her inkluderede lidt søvn i dagtimerne

Kort inden vi nåede frem mødte vi denne “nydelige” tingest

Hvis du ikke lige kan genkende den, så hedder den SY A, blev bygget til en russer med mange penge på kontoen, sejlede forbi Gilleleje den 6. februar 2017 da den skulle fra fabrikken til ejeren og er desuden blevet kåret til verdens grimmeste sejlskib.

Baie du Marigot på St. Martin blev endnu et af de smukke steder vi har ligget

og det havde dejligt blåt vand man kunne tage en dukkert i.

Vi nåede også ind og handle lidt til den lange tur til Panama.

Byen var en blanding af farver, gamle bygninger, skidt og glade mennesker

Vi mødte også et par af de lokale, som var på vej ud for at finde dagens spisested,

de var bare ikke helt enige om hvilket det skulle være,

og de lokale var vist vandt til deres gåtur, for der var ingen dytten.

Efter denne omgang havde vi fået sovet ud og var, den 23. februar, klar til endnu en lidt længere tur, som inkluderede natten. Destinationen denne gang var Christiansted på St. Croix. Nu kan vi næsten høre, at du tænker “jamen er det ikke…” og du har helt ret! St. Croix er en af de gamle dansk vestindiske øer.

På vej derover fik vi en så overraskende god medvind samt medstrøm, at vi måtte reducere sejlene temmelig en del for ikke at nå frem før solen stod op.

Da vi havde fundet os en god plads, efter at have fulgt indsejlingen meget nøje fordi vandet rundt om var meget lavt,

samt taget os en lille lur ovenpå turen,

fik vi os en overraskelse, som Jesper var helt vild med. Vores plads var på 1. række til at beskue en twin-otter på vandski (flyvemaskine), som lettede og landede på vandet lige ved siden af os en del gange dagligt.


Nede nær vandet var øen også smuk og hyggelig


Prøv at bemærke de tre lygter på stensøjlerne

mens den inde i byen var ret forfalden og trist

Vi besøte Fort Christiansværn,

og de havde elegant humor

samt rigeligt med fangehuller,

krudt og geværer

Samlet set var vi enige om, at det faktisk var et ret flot sted, så det kom på listen over hvor vi gerne vil bo :). Ud over denne bygnings historie, var der kun én ting mere som afslørede den danske fortid, nemlig vejskiltene

Inde på øen stødte vi også på en påmindelse om, at vi er kommet til et sted på jorden, hvor forholdne er anderledes end hjemme i Danmark,

og så er de åbenbart glade for fritgående høns…

Vi fandt os desuden et foretrukket sted at spise, og her fejlede kreativiteten ikke noget

Da vi nåede den 24. februar var det tiden at tage afsked med St Croix, for nu skulle den lange tur til Panama, med kun os to ombord begynde. Gummibåden og alt det andet var stuvet af, vi var kommet lidt i form til det med at sejle om natten og vejret var fint, så vi kastede os ud i det. Starten derpå blev imidlertid lidt anderledes end forventet. Som vi plejer stod Jane og styrede imens Jesper hev ankerkæden op ude foran. Pludselig sad denne imidlertid fuldstændig fast – hvad pokker var det nu for noget? Til vores stor forbløffelse viste det sig, at der lå et skrog fra en båd på cirka vores størrelse på bunden.

Dens dæk samt rig (mast med tilbehør) osv. var væk, men bunden af den lå der afslappet, og imens vi havde ligget for anker, var vores kæde blevet drevet over den og havde sat sig fast! Vi knoklede med diverse taktikker for at få den fri, men uden held.

Til sidst var vi på nippet til at slippe kæden og lade denne samt ankeret blive liggende på bunden! Men vi blev alligevel enige om lige at se hvor slemt det egentlig stod til, så Jane hoppede i vandet og kiggede på sagen. Heldigvis var der “kun” 4 meter ned til problemet og selvom kæden havde viklet sig nogle gange om skroget var det ikke umuligt at få det af igen. Efter 1 time og 15 minutters samarbejde lykkedes det at komme fri, og så startede turen ENDELIG.

Den 25. februar blev en interessant dag. Først kunne en easylock, en låsemekanisme som holder skødet (“tovværket”) til sejlet fast, ikke gøre sit arbejde, og senere begyndte kileremmen at lugte, da motoren blev tændt for at lade strømmen op. Begge ting blev dog løst uden det helt store besvær, men vi nåede ikke at kede os denne dag. Som note kan vi fortælle, at imens Jane sidder og skriver disse linier kommer Jesper forbi og siger, at den selvsamme easylock driller igen. Fjederen er nu ligefrem knækket. Inden Jane fik indført denne kommentar havde Jesper imidlertid fået løst problemet  ;).

Den 26. februar fik vi også lidt overraskelser. Ved middagstid skulle vi lige have storen (storsejlet) ud igen, efter endnu en byge med god vind havde passeret os. Imens vi var igang knækkede sejlets udhalerline (“tyndt tovværk “til at få sejlet ud med) pludselig. Heldigvis på den gode side af easylocken dog. Så måtte stakkels Jesper på arbejde igen med at få denne skiftet, hvilket ikke var så lige til.

Indtil på dette tidspunkt havde vi haft lidt besvær med at sove, da båden rullede en del på grund af de tre meter høje bølger som listede sig ind bagfra. Manglen på søvn kombineret med lidt fastkilen af dyner og puder gav dog pote.

Den 27. februar fik vi (næsten) besøg om formiddagen. En kystvagts flyvemaskine (ATR42) fløj tæt hen over os to gange. Vi fik lidt travlt med at krydstjekke, at der ikke var nogle af vore redningsting, der ved en fejl var begyndt at sende. Det ville have været frygtelig pinligt at skulle forklare sig ud af! I farten nåede vi desværre ikke at tage nogle billeder.

Den 28. februar blev dagen med batteri som tema. I nogle dage havde vi døjet med at motoren skulle startes for at lade batterierne op, selvom vi mente, at det solcellepanelerne producerede samlet i løbet af dagen burde være nok.  I Jespers aktive forsøg på at finde ud af hvad der var galt, blev generatoren skiftet, alle plugs blev renset, alle forbrugere blev slukket individuelt for at se, om et af dem åd unormalt meget strøm. Efter megen tids arbejde dermed endte den gamle generator med at komme på igen, for den leverede bedre end den nye – det er ikke altid vi er lige heldige med at købe andre mærker end det vi er vandt til, suk… Nå, men konklusionen blev, at vi simpelthen ikke får nok strøm leveret til batterierne udelukkende via solcellepanelerne. Dette kunne vi dog ikke gøre noget ved ude i felten, så resten af turen måtte vi inkludere lidt motorkørsel hver dag. I Panama må vi så finde ud af, om det skal fortsætte sådan, eller om vi vil have yderligere en energikilde tilført. Under alle omstændigheder skal batterierne ikke pines, for det vil ikke være sjovt for os pludselig at skulle stå uden kort og dybdemåler hvis strømmen helt forsvinder.

Nå, men nu skal du ikke tro, at turen bare var udelukkende knoklen og piveri. En af de fedeste ting var, at vi på næsten hele turen bare fløj afsted. Om dagen havde vi begge sejl oppe, og så lå vi gerne på omkring otte til ni knob, hvilket er ca. 1/3 mere end hvad der er “normalt”. Om natten måtte vi reducere til næsten ingen sejl for at komme ned i sikkerhedens tempo.

ved middagstid den 28. februar nåede vi også halvvejs på turen, og så gik det jo den rigtige vej.

Selvom vi havde prøvet en lang tur over Atlanten, så havde denne tur sine specialer. Blandt andet var vinden anderledes. Normalt kender vi vinden som en susen der tiltager og aftager. Her lød det imidlertid mere som om der var nogle som spillede/sang en laaaaaangsom og simpel melodi ude i det fjerne. I starten var det lidt spooky om natten, men efterhånden som vi vænnede os til det, var det egentlig rart med lidt underholdningsmusik. Dette kombineret med vores ihærdige forsøg på at lure bølgerne af var godt til at holde den som var på vagt vågen. Vores interesse i bølger skyldtes, at de kom snigende ind bagfra, og indimellem var der en som knækkede lige inden den ramte os og dermed sendte en god portion vand ind over cockpittets dæk (gulv). Når en bølge den knækker i nærheden af dig imens det er mørkt, så hopper hjertet lige en gang på grund af forskrækkelsen over den høje lyd.

Den fredelige nat mellem den 28. februar og den 1. marts forløb vejret, lyden og bølgerne som de plejede. Jesper sad i cockpittet og sejlede, imens Jane lå fredeligt på tværs i agterkahyttens køje og sov. Endnu en af de frække bølger kom ind bagfra, men uheldigvis var den noget større end de andre. Dette medførte, at vandet fik øje på Jane, og blev så glad for at se hende, at det hoppede ind igennem det lille åbne koøje og direkte ned på hende med sigten efter næseborene! Med sprutten og spjætten vågnede Jane helt rundt på gulvet. Jesper havde ikke opdaget noget unormalt over det, han ærgede sig bare over, at han endnu engang var blevet våd. Denne ærgelse blev imidlertid udlignet med hans store grin da en våd Jane i halv trancetilstand kom slæbende på alt fra køjen, på nær selve madrassen, og smed det under sprayhooden, inden hun meddelte, at hun nu gik ud og lagde sig i for kahytten! Efter denne nat holdt vi for en sikkerheds skyld agter kahyttens koøje LUKKET!

Den 2. marts begyndte vi at nærme os Colombias kyst. Som bonus heraf begyndte bølgerne at komme fra to sider. Samtidig begyndte vinden og vandet at hoppe fra 7 m/s uden bølger til 12 m/s og fire meter høje bølger i løbet af cirka 20 sekunder. Disse faktorer medførte, at Windy (vores selvstyrer) ikke kunne klare mosten selv, og efter nogen tid hoppede det så tilbage, og sådan fortsatte det et døgn tid, hvormed vi fik fornøjelsen af at stå og styre selv det døgn.

Alt dette stoppede da vi nåede i læ af Cartagena. Efter en uge på vandet med en gennemsnitsfart på 7,7 knob (trods vores reducerede fart om natten) samt godt med bølger og vind, skulle vi nu vende os til at komme frem i mere normalt tempo og i vandret plan. Det var som at sejle luksussejlads – man skulle ikke længere ligge på kværs i køjen eller kilet falst af dyner og puder for at kunne sove. Maden kunne sågar stå stille på bordet nu uden at falde ned.

Om morgenen den 3. marts kunne vi se, at vi ikke kunne vinde nok fart til at nå destinationen inden solnedgang, så vi valgte reducere farten så vi først ville lande når solen var stået op igen. Derfor lå vi nu og dinglede afsted med to til tre knob. Normalt bliver specielt Jesper rastløs af den slags, men for en gangs skyld så nød vi det i fulde drag. Der blev taget en morfar, hyggelæst en bog, slappet af og sågar humorens niveau fulgte med. Et eksempel på dagens dialog imens båden sejlede så enormt langsomt:

Jesper nede fra panseret(køkkenet): “sagde du noget?”

Jane oppe fra cockpittet: “Nej, det var nok bådens vilde acceleration du hørte” (vi havde lige reddet på en bølge hvor vi toppede med 4,2 knob)

Jesper: “så må vi hellere få drivankeret frem”

(drivankeret bruges kun under ekstreme forhold til at bremse båden lidt ned)

Desuden fik vi også besøg af en lille lokal, som også trængte til en tår at drikke og derefter en blunder inden dens tur fortsatte.

Den 4. marts om morgenen kom der land i sigte,

og heromkring begyndte skibene som skulle igennem eller lige have været igennem Panamakanalen at sukke op.

Havnen vi skulle ind i ligger i udkanten af Panamakanalen, så der var rigeligt at se under indsejlingen. For det første begyndte der at være godt med skibe i nærheden (efter en uge hvor vi kun havde mødt en enkelt)

og så kom vi til kanalen

og endelig til vores havn

Som det kan ses, skulle man ikke sejle ved siden af, da vandet var lidt lavt.

Sidst på formiddagen havde vi så fornøjelsen af at nå vores destination, Shelter Bay Marina i Panama. Det var en dejlig tilfredshedsfølelse, at vi nu havde bevist overfor os selv, at vi godt kan klare det der med at sejle længere ben med kun os to ombord. Uden hjælp havde vi sejlet en rute som ikke anbefales på denne tid af året (ikke på grund af fare, kun på grund af komfort), og vi havde tilbagelagt 1072 mil i løbet af syv dage, 19 timer og 40 minutter. Dermed var vores gennemsnitsfart 5,7 knob.

Velkommen til Panama.

347total visits,3visits today