Det er som om enten Fiji ikke vil sige farvel til os eller at båden/vi ikke vil sige farvel til Fiji.
Som denne artikel skrives burde vi være nået til Vanuatu, men jeg kan afsløre, at vi er i Vuda Marina, Fiji. Hvordan pokker kan det nu være? Jo, nu skal du høre.
For det første skulle vi have været afsted den 17. oktober, men selvom vi havde knoklet målrettet mod at nå det, så lignede båden stadig et bombet lokum ovenpå en masse arbejde. At starte en længere sejltur med at være bagud er generelt bare en rigtig dårlig idé, så vi valgte at udskyde afgangen til dagen efter. Måske var det også en mentalt medvirkende komfort-faktor at det regnede hele dagen…
I løbet af “ekstradagen” afsluttede vi det sidste,
og aftenen blev så til en hyggeafsked med den amerikanske Tabu Soro’s besætning.
Den 18. oktober var vi så klar til afgang, så de lokale kom og sang afskedssang for os.
Klokken 10:30 var vi helt klar til afgang og motoren blev startet op. Den lød lidt unormal, hvilket straks blev efterforsket. Omdrejningerne blev varieret lidt, men der var intet at finde. Efter kort tid hørte vi et “blop” og så var alt tilbage ved det normale. Vores bedste bud lød på, at der muligvis havde været en forsinket dekompressionsventil der lukkede. Mystisk men ikke farligt, så vi bakkede ud og vinkede farvel til dem alle.
Turen var fantastisk. Vindens retning og styrke var lige i øjet, og vi fór afsted med 7 knob, imens Windy klarede styringen. Se det er jo luksuslivet som langturssejler ;).
Da vi var nået til den 19. oktober ved middagstid ville vi lige starte motoren, men til vores overraskelse ville motoren IKKE starte!
Forestil dig hvordan der blev vendt op og ned på alt de næste tre timer for at finde ud af hvad pokker der var galt. Det der rod vi lige havde ryddet væk den anden dag var (næsten) fremme igen.
Fejlen viste sig at være, at startknappen havde sat sig fast (igen). Dermed var styrerelæet til starteren smeltet fast, og så havde starteren ikke kunne komme ud af indgrebet, hvilket det er meningen den gør når motoren er startet. Fordi starteren stadig var indkoblet da vi øgede omdrejningerne kunne det stakkels starterhus altså ikke holde til mosten. Den lyd vi havde hørt var formentlig da starteren gav op. Som del af pakken var relæet også lige brændt godt af.
Der befandt vi os så i Stillehavet imellem Fiji og Vanuatu midt på eftermiddagen den 19. oktober og skulle finde ud af hvad vi nu skulle gøre. Der blev slukket for alle instrumenter som ikke var absolut nødvendige for at spare på strømmen. Kun vores primære skærm kørte og i perioder køleskabet.
Vi snakkede os frem til at valgene lå imellem:
1) At sejle til Ny Kaledonien.
Fordele: vi ville kunne finde hvad vi skulle bruge og fikse problemet. Mentalt var det positivt at “komme fremad i stedet for tilbage”
Ulemper: Risiko for at løbe tør for strøm undervejs pga. tiden og solmængden. Det ville være fremmed farvand – og hvis vi løb tør for strøm ville vi ikke kun bruge vores almindelige søkort. Dog har vi søkort på vore computere, så længe der er strøm på dem. Vejrprognoserne bød på en ok men ikke vildt lækker tur hvad angår vind og bølger.
2) At sejle til Vanutus hovedstad, Port Vila.
Fordele: Vi kom fremad og til Vanuatu som planlagt
Ulemper: Vi ville ikke kunne finde reservedele her og dermed ikke få båden fikset. Denne mulighed blev derfor hurtigt udelukket.
3) At sejle tilbage til Fiji
Fordele: Vi ville kunne få alting ordnet her. Det burde jf. prognoserne tage os lidt kortere tid at komme hertil end til Ny Kaledonien, og skulle det gå helt galt med vores strøm, så havde vi jo været der før og kendte turen ret godt. Den var ikke særlig problematisk. Desuden ville vores rute på det sidste stykke nær Fiji være så tæt på den trafikerede søvej, at vi hurtigt ville kunne få hjælp hvis det gik i den helt gale retning. Desuden var der også større sandsynlighed for, at vores videre tur stadig ville inkludere Vanuatus vulkan herfra end fra Ny Caledonien.
Ulemper: Bølger og vind var VIRKELIG ikke tiltrækkende i den retning. Vi ville komme til at krydse meget og der var risiko for vindstille de sidste ca. 30 mil. Hermed kunne det tage lige så lang tid som til Ny Kaledonien, og uden vind og motor er det lidt naturen der bestemmer hvor båden bevæger sig henad. Det anbefales desuden ikke at sejle i Fiji om natten.
Efter tre timers beslutning og tre gange retningsændring havde vi fået sat alle facts op imod hinanden og valgte dermed at returnere til Fiji. Klokken ca. 1800 startede turen så.
Turen endte med at vare ca. 58 timer på en absolut ikke direkte vej grundet vinden. Heldigvis aftog den allerede næste formiddag til en behagelig styrke og veede (drejede med uret) til en lidt bedre retning.
I det første døgns tid gik Jesper amok med at prøve at fikse problemet. To startere blev splittet ad, forsøgt repareret, sat sammen med dele af hver, forsøgte at lave start udenom starteren osv. osv., men der var ingen håb i det.
Nu vi havde besluttet os, informerede vi amerikanerne tilbage i Vuda Marine derom, og hurtigt fortalte de det videre til den engelske båd og Pumba. Englænderne tilbød også flere gange at komme ud og trække os, men selvom vores situation måske lyder lidt dramatisk, så var det egentlig ret fredeligt, og vi takkede nej.
På de mange timer turen varede nåede vi også at opleve et par ting. Om natten den 20. oktober mærkede Jesper en kortvarig opbremsning af båden. Umiddelbart virkede det bare som en af de store bølger der havde haft den forkerte vinkel. Da solen stod op, kunne vi imidlertid se, at vi havde fået små pimpsten fra det undersøiske vulkanudbrud ved Tonga 6. august ombord. Så endte vi alligevel også med møde sådan nogle.
Da vi den 21. oktober nåede til landgrænsen til Fiji blev vi desuden budt velkommen af en lille flok delfiner, hvilket jo ikke var så ringe endda :D. Dagen blev desuden rundet af med en smuk solnedgang.
Og om natten fik vi besøg af en lokal fugl som fik sig et par timer på øjet.
Om eftermiddagen den 22. lagde vinden sig, så det blev (langsom) komfort tur resten af vejen hvad vejret angår.
Den del af turen som krævede mest tænkning var da vi skulle igennem rev passet. Vi nåede dertil om natten og havde ikke lyst til at vente til det blev lyst. Vinden var der som sagt ikke meget af, og den kom fra en acceptabel men ikke perfekt retning. Det havde måske været lettest at springe over hvor gærdet er lavest og følge vores gamle rute ind gennem passet. Imidlertid kunne vi se en risiko for at miste vinden og drive ind i revene under turen, så vi valgte at fortsætte ned til erhvervrutens pas lidt længere nede. Vinden var ikke bedre her, men til gengæld var der belysning og passet var bredere, så vi havde mere marv at arbejde med. Det gik også helt uden problemer selvom det gik langsomt.
Efter passet kom vi så til slowmotion delen af turen. Imellem øens bjerge kom vi indimellem op på 5 knob, men for det meste var det omkring 2 knob og vi var nede og kysse 0,5 knob i en periode. Det er virkelig længe siden vi har kunne sejle for sejl med så lidt vind. Normalt er der bølger der vugger båden og får sejlene til at blafre i stedet for at give fremdrift, men med fladt vand gik det fint.
Under de 0,5 knob var Jesper på et tidspunkt ved at gøre klar til at smide gummibåden med påhængsmotor på i vandet og med den skubbe skibet fremad. Heldigvis kom der lidt mere vind, så det forblev ved tanken ;).
Den 22 oktober klokken 04:10 nåede vi endelig frem til bøjen udenfor Vuda Marine, og den blev fanget i første forsøg :D. Efter at have fået det gule karantæneflag op var det tid til køjen!
Turen ude havde været 188 mil og varet 28,5 timer imens turen tilbage havde været 255 mil og varet 58 timer…….
Set i bakspejlet, ved du hvad vi ærger os mest over? At vi ikke havde været så smarte at vi ved afgang fredag slukkede motoren og prøvede at starte den igen inde i havnen – tænk på hvor meget det ville have sparet os for… Men så kunne vi selvfølgelig ikke have sat flueben ved at vi nu har prøvet at være hardcore sejlere der tager den i stiv arm uden motor og strøm ;).
Før det blev middag samme dag havde vi lige nået at inspicere båden efter pimpstenene.
Derefter kom havnens jolle ud og trak os ind.
Først til told- og immigrations indtjekning og dernæst over til vores gamle plads (som han godt kunne huske hvor var). Så let som det gik var det vist ikke første gang de havde prøvet at trække en båd ind…
Immigrationsmyndighederne var rigtig søde. Da vi forklarede hvad der var sket og viste dem starterne samt benægtede at have mødtes med nogle på vores tur vurderede de, at vi ikke var igang med at smugle noget ind, så de annulerede bare vores exit-stempel i passet.
Nu er vi så tilbage i Vuda Marina og hygger os med dem vi kender imens vi venter på de dele vi har bestilt.
Igår inkluderede den også grillaften med enormt lækre walu-bøffer (en fisk), som englænderne havde fanget, og som smagte s…. godt.
Hvis alt går efter planen, så får vi delene i morgen (25. oktober) og stikker af på søndag (27. oktober). Det vil vise sig. Ellers bliver vi her jo bare lidt længere – måske vi ender med to-måneders-jubilæum ;).
Hermed er du opdateret med hvorfor vi ligger i Fiji, at vi har det godt og at der ikke er sket noget farligt.
Og til at slutte af med et lille mærkeligt indskud: Her i havnen så vi en dag en lille fisk plaske rundt. Den var blevet angrebet, og hvordan den var sluppet fra det uden en hale forbliver os et mysterium. I et lille minuts tid kæmpede den hårdt, men til sidst måtte den give op.