St. Vincent og Grenadinerne, del 1, 10-01-19

Området som vi kommer til at befinde os i det næste stykke tid kaldes St. Vincent og Grenadinerne. Disse hører under The Windward Islands. For at I kan finde lidt hoved og hale i, hvilke af de små øer vi snakker om, får I lige et oversigtsbillede her:

Og så til fortællingen…

Målet efter St. Lucia blev Tobago Cays, som er en hyggelig gruppe af små øer øst for Mayreau, og vi drog af sted sent på eftermiddagen den 27. december. <Langt nåede vi dog ikke den dag, for længere nede af øen blev vi grebet af deres smukke bjerg Petit Pito.

Her endte vi med at låne en bøje natten over. For at være ærlig, var der heller ikke nogle af os der allerede gad det med natsejlads igen. I stedet nød vi stedet og dets mange dyrelyde.  

Efter en god nats søvn, drog vi den 28. december tildigt af sted, igen med snuden mod Tobago Cays. Kort efter vi havde forladt St. Lucia sejlede vi langs St. Vincents vestlige kyst, og hold da fast hvor var der smukt der!

Hurtigt var vi overtalte til at tage en overnatning her også. Vi prøvede at lægge os ind et par steder, men det var simpelthen for uroligt til, at vi kunne sove godt der, så vi endte med “bare” at nyde udsigten. Til gengæld lå der så lige en ny ø “en spytklat derfra,” nemlig Bequia (udtales “Bæ-kua”). Deres Princess Margareths Bay på vestsiden har ry for at være et af de bedste steder at besøge her i øgruppen, så den besluttede vi os for at gå mod. Desuden var der også fælles nytårsaften her for danskere som vi havde overvejet at deltage i, og den dag nærmede sig jo.

Imellem Grenadinerne er der en del vind, og det samme var også tilfældet på vej til Bequia. Som sådan var det ikke et problem – sejlene var rebede, og vi skød komfortabelt derudaf. En ting som dog er noget anderledes nede på disse breddegrader kontra derhjemme er, at solens UV-stråler fortærer ting noget hurtigere. Bedst som vi sejlede oplevede vi en konsekvens deraf, da elastikken som holdt holdt vores redningskrans ombord i den slags vejrforhold sprang. Konsekvensen blev en rigtig god og helt uforberedt mand-overbord-øvelse. Da det imidlertid ikke var en person der var røget i vandet, blev der også lige mulighed for et par lynfotos.

Hun kom også hel og uskadt tilbage ombord og har nu fået ny elastik.

 Princess Margareths Bay blev noget af en oplevelse. Set fra den mørke side startede vi første aften og nat med nogle prøvelser. I området ligger der utroligt mange både

og vi havde lagt os nær en flydende bar.

Denne aften var vinden desuden kraftig, omkring de 10 m/s, og fordi der netop var så mange både, var det svært at smide så meget kæde ud, som vi gerne ville. Det skal noteres, at vi ikke har nogen form for tæller, ud over vore egne øjne, når det kommer til hvor mange meter kæde vi har smidt ud, og dermed hvor meget ankeret kan holde. Det lykkedes os dog at få en tilstrækkelig længde ud, og vi satte en alarm til, som ville gå i gang hvis vi flyttede os for meget. Vi lå også fast og stabilt i løbet af eftermiddagen og aftenen. Til gengæld fik vi travlt med at assistere pumbanerne i deres indsejling. De kunne ikke få det ene sejl ind og samtidig svigtede deres motor igen (de fik den dog til at virke under indsejlingen).

På grund af alt dette måtte de knokle så længe, at det var buldrende mørkt og stadig kraftigt blæsende, da de med høj fart skulle ind og fange et ankersted imellem en frygtelig masse tæt liggende både. Og tro os, det er hverken det sjoveste eller nemmeste at gøre på et fremmed terræn hvor dybden varierer meget hurtigt. I samarbejde med to andre danske gummibåde ude i felten og os over radioen, mestrede de det til gengæld til UG. De har styr på deres båd og er gode til at samarbejde, så det så ligefrem elegant ud og lykkedes i første forsøg.

Efter denne dramatik faldt roen i blæsevejret og trætheden tog over. Nu var det hele også overstået, så vi kunne tage en god nats søvn.. Troede vi.. Midt om natten blev vi pludselig vækket af Pumbas Niels, som råbte efter Jesper. Da Jesper nåede op i cockpittet, hørte vi andre ordet “driver” (det vil sige, at ankeret ikke holder båden på sin plads), og på få sekunder stod vi derfor også deroppe. Helvede var løs for os fordi vinden nu var steget til 13 m/s – hvilket i øvrigt komplicerer det med at kommunikere fra den ene ende af båden til den anden. Lynhurtigt skulle der drejes et par nøgler samt trykkes en knap ned forskellige steder i båden, så vi kunne sejle fremad og få ankeret op. Da vi ikke kunne se hvordan bådene omkring os lå, måtte der også lyses rundt med en skarp lygte. Efter en times knokleri, råben og zig-zaggen mellem diverse både lykkedes det os at få en ny plads med mere kæde ude. Vi var brugte, men resten af den nat var der vagt på dækket! Dagen efter fandt vi ud af, at vores alarm ikke havde advaret os som den skulle fordi den ikke kunne modtage fra nok satellitter… God påmindelse om at have dobbeltsikring på den slags. Vi var i hvert fald heldige, at Niels havde vækket os, og det ikke var blevet til andet end arbejde og en forskrækkelse. Af sidstnævnte årsag valgte vi dagen efter at sejle ind og få en bøje i stedet da vinden blev ved med at være i det humør. Det var lækkert og mere trygt! Skal vi mon undlade at fortælle, at vi, et par dage inden vi drog derfra, tilfældigvis opdagede at vore tove var blevet gnavet over, så vi kun hang i en tynd tråd? Der fik vi i hvert fald også travlt med at komme over til en anden og bedre bøje… Nå, men lad os fortælle om alt det sjove i stedet.

Bequia er en fantastisk ø!

Selvom den er turistpræget er det ikke alle steder på øen man ser det

og deres lokalkultur er bestemt også til at finde. Hovedgaden er til gengæld ét stort marked med boder

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Hyggelige spisesteder har de også en masse af ved hovedgaden så vel som langs vandkanten

– blandt andet fandt vi et lokalt lidt væk fra centrum

med en fantastisk udsigt

Og så nåede vi som turister også et smut forbi Fort Hamilton (måske overdrevet at kalde det Fort i dag?)

– også med god udsigt 🙂

I får også lige et par billeder mere for at give en indikation om den frodige, hyggelige og spændende ø

og igen deres topmoderne elsystemer

Det med de vilde men velopdragede hunde oplevede vi også på denne ø. Faktisk var der nogle kælne charmetrolde, som man bare var nødt til at nusse lidt, selvom kaptajnen ikke var vild med det… En af disse hunde fik sig sit livs julegave, da Jesper og Michael skulle ind og kassere hele benet fra vores store serranoskinke. Først kiggede den meget forbavset op som i “er den virkelig til mig?” og så gik den ellers i gang.

Ned af deres charmerende hovedgade fik vi spadseret mange gange under vores ophold

og vi fik støttet de lokale ved at købe en masse – blandt andet kom Alex med “lobsters”(hummere), som dog var langustere, men hvem går op i den slags detaljer? De blev kogt for os, og så var vore superkokke Jon og Michael på banen igen, ummm.

Vi var også vej en masse gode spisesteder og barer

– et af vores mest besøgte steder brugte hver gang ca. 45 minutter på at lave deres gode burgere. Til gengæld var de værd at vente på!

Vores vasketøj var vi også så heldige at få afhentet og leveret på båden. De skulle bare kontaktes over radioen, og så var de der for at hente. Da de ikke kom til tiden og afleverede det næste dag og pludselig ikke var til at få fat i over radioen, blev det dog lidt spændende. Heldigvis endte det med at de kom, bare 6 timer for sent, så vi er ved at lære det med “hakuna matata.” Desuden var der da også kun en halv sæk som måtte sorteres fra, fordi det ikke var vores. Indtil videre tror vi ikke vi mangler andet end nogle karklude som alligevel trængte til at blive skiftet ud.

Imellem vores (alt for) mange besøg på restauranter og caféer blev det også til en smule arbejde, da advarselslyset til wc-tanken var holdt op med at lyse. Jesper opdagede, ved et tilfælde, at tanken var begyndt at bule udad, og så fik vi meget travlt med at få den tømt. Efter noget fejlsøgen viste det sig at være en løs forbindelse, som hurtigt blev fikset. Desværre var sensoren nede i tanken blevet for fyldt med krydderier til at kunne registrere noget, og den velduftende tingest fik Jesper fornøjelsen af at tage op og rense. Derefter fungerede det hele igen, pyh ha. På grund af aromaen under denne proces er billederne desværre ætset væk…

Nytårs aften blev en hyggelige aften sammen med en masse andre danskere. Vi var omkring 10 danske både i bugten på dette tidspunkt.

Inden midnat gik vi en tur ned i byen for at opleve det lokale miljø, og det var virkelig en oplevelse! Først kom vi til den ende af gågaden hvor det minder om en fredag aften nær pizzariaerne hjemme i DK, derefter kom vi til en kulørt og primitiv scene, hvor en mand med sit kor var i gang med at prædike i bedste musikalske halleluja-stil (tonerne var ikke helt i vinkel, men det var ikke så vigtigt). De lokale var fulkommen med på den og dansede og sang med.

Efter at have ladet os gribe med i stemningen nogen tid, fortsatte vi så ud til “de lokales” ende af byen, og her var gaden fyldt med glade mennesker, høj musik, biler som kun kunne komme igennem i sneglefart samt duften af røgede blade. Her blev der danset og snakket i stor stil.

Stemningen har helt i top, og selvom det så dunkelt ud og vi holdt lidt ekstra øje med vore lommer, var det vist overflødigt. Folk gik rundt med deres små børn og vi har ikke hørt om nogen som har mistet noget. Inden klokken blev 00:00 var vi tilbage på restauranten, og vi havde en smuk udsigt da øens samlede fyrværkeri-serie blev fyret af ved midnat. Det eneste der var ud over det var nogle tossede sejlere som skød nødraketter af. Det var virkelig en anderledes men god aften.

Den 2. og 3. januar måtte vi så sige farvel og tak for denne gang til Michael og Jon, som afmønstrede efter en dejlig tid med dem ombord. Det var helt mærkeligt kun at være to tilbage, men også dejligt på en anden måde. Vi satser på at høre hvordan det går med Jon når vi kommer tilbage til Bequia, og til Michael må vi bare sige: “husk at komme tilbage på sporet med at gøre lille-mor dus med flyvemaskinerne – vi kan høre, at både Stillehavet, Macumba og crew kalder på jer :). 

Har vi i øvrigt nævnt, at Jesper har det MEGET varmt herovre? Her er dog en af de måder som effektivt hjælper med at køle ham ned (benene i vandet hvis den er helt gal)

Fordi vi endte med at tilbringe ni dage på denne ø, lærte vi også mere om den end mange af de andre øer. Nogle ting vi kan fremhæve for at give jer en fornemmelse af øens atmosfære er, at deres kirker er hyppigt brugte med åbne døre, liv, musik og sang. Kirkegårdens trimning til gengæld stod gedderne for,

og vi har ikke hørt/set en eneste græsslåmaskine eller person i haven og plante hernede. Naturen klarer sig selv på nær et par grøntsager til eget forbrug i baghaven.

Vi fik også snakket nok med nogle af de lokale til at blive budt på en ekstraordinær cigaret, som ikke er så unormalt i dagslyset hernede. Vi takkede dog pænt nej, men til gengæld spurgte vi den rigtig lokale af dem (ham med sort rastafarri hår ned til underbenene, beklædning ligesom man forestiller sig det her, knap så fine tænder og så et par pupiller der som regel var helt udspilede), som kunne skaffe næsten alt, om det var muligt at købe cd’er med deres lokale soca musik samt Bob Marley på øen. Det mente vores lokale mand nok det var, han skulle nok finde ud af det til næste dag. Og ganske rigtigt, næste dag havde han nogle fine cd’er med til os, som kostede 20 østcaribiske dollars per styk (svarende til 50 DKK). Da cd’erne imidlertid efter bedste lokale afslappede stil var hjemmebrændte med en smuk halv-ulæselig skrift på, så vi endte med at prutte os ned til en del mindre. Hvis du ikke ved hvad soca musik er, så prøve at klikke på dette link https://www.youtube.com/watch?v=Fhah9qoTbc0 (Elite Steel Orchestra på det lokale Frangipani Hotel)

Angående prutten om priserne, så må vi også lige nævne, at vi ihærdigt har prøvet på det. Alle bonner er jo håndskrevne og på papir hernede. Dog må vi erkende, at de var langt bedre end os (ofte gik det så hurtigt at vi helt glemte at prutte), så der er ingen tvivl om, at trods vore besparelser har vi totalt set betalt minimum dobbelt så meget som en prof havde kunne prutte sig til. Vi er stadig alt for artige…

Nå, men den 6. januar lykkedes det os (efter tre dages forsøg) at komme videre med kursen mod Tobaco Cays.

“Kom de endelig til Tobaco Cays denne gang? Findes der mon skildpadder i Caribien? Og kan Jesper stadig klare varmen? Følg med i næste opslag…” 😉

257total visits,2visits today