Vanuatu, den perfekte kombination af gammelt og nyt, 24-11-19

Hurraaaaa, den 4. november lykkedes det at komme til Vanuatu som planlagt! Måske det var fordi vi denne gang blev ønsket god tur af Vuda Marinas personale med afskedssang OG blomsterkrans.

Turen til Vanuatu bød blandt andet på et gensyn med delfiner og halvandet døgn med små pytter af mini-pimpsten. Faktisk var det sandsynligvis samme bunke pimpsten som den vi fulgte lige i hælene af da vi forlod Tonga.

Ved enden af sin første nattevagt den 6. november, lidt efter solnedgang, synes Jane at hun så noget der lignede et firben bevæge sig, men wupti så var den væk. Efter lidt tid kom den dog frem igen og bekræftede sin tilstedeværelse.

Selvom Jesper var lidt kritisk, blev det bekræftet næste nat, da den samme charmetrold tog en tur ned i Janes tømte sodavandsflaske og smovsede løs.

På turen havde vi alt fra hård blæst til næsten havblik, og specielt det sidste var jo ikke så ringe endda.

Vanuatus øer begyndte at komme i sigte.

Da vi om natten den 8. november nærmede os vores destination, Tanna i Vanuatu, kunne vi se en rød kugle i nattens mørke. Det lignede centrum af en solnedgang bare uden lyseffekterne over resten af himmelen, og kunstneren bag dette værk var vulkanen Yasur.  Da solen var kommet op sejlede vi ind i bugten, forbløffede over hvor smukt det hele var, og smed ankeret ud.

Vi var så heldige at vi havde bugten helt for os selv. I højsæsonen ligger der typisk omkring 30 både deri ad gangen. Sådan så vores udsigt ud under dette ophold:

Knap havde vi smidt ankeret ud, før en af de lokale fiskere, og sågar høvding i en af stammerne, Nielson, kom forbi og anbefalede os at ligge inde i midten istedet.

 Siden vi havde hele bugten for os selv, gjorde vi straks det :). Klokken 06:45 blev motoren slukket, og så skulle der slappes af.

Lidt senere på dage fik Jesper for første gang øje på firbenet og fandt ud af, at Jane ikke havde set syner. Til vores overraskelse dukkede der også en nummer to og tre op. Selvom vi gerne ville holde myggebestanden nede, så var tre måske lige det var i overkanten – de har jo også ekskrementer de skal af med, så vi satte to af dem af. Den tredje er nu vores “kæledyr,” Keld, selvom vi ikke har set den i en uges tid nu…

Om aftenen blev vi endnu en gang imponerede. Selvom de tre stammer i nærheden til sammen udgjorde omkring 300 personer, så så vi ikke andet end et enkelt eller to faste lys og ind imellem nogle flakkende der bevægede sig (en person eller en bil). Selv i de små atoller var der mere menneskelys end her.

Da vi vågnede op efter vores første overnatning i bugten fik vi os noget af en overraskelse. Båden var dækket til af et fint lag aske fra vulkanen. Hele båden måtte skyldes, bevægelige dele dækkes til og alle luger/koøjer lukkes. Heldigvis ændrede vinden retning, og dagen efter kunne vi åbne op for det hele igen. Billederne er fra dag nummer to, hvor laget kun var 1/3 tykkelse af den første nats.

Ud fra hvad en lokal dame havde fortalt, ville det tage to til tre timer at komme fra lufthavnen og til Port Resolution.

Da de tre timer var gået, og Ninette stadig ikke var kommet, begyndte vi at spekulere. Efter en halv time mere kom der en taxa, som i øvrigt var den eneste bil vi havde set siden vores ankomst, og vi gættede på at det var hende. Men vi gættede forkert. Det var manden som boede i huset lige ved siden af yachtklubben, og hvis kone vi havde stået og snakket med imens hun fik sit mindste barn til at falde i søvn. Han havde vist fået nok kava for den dag, for han tog lige kanten af et træ med på vej ind i carporten, og i stedet for at hilse, listede han direkte ind i huset. På det tidspunkt blev vi vist lidt nervøse, men heldigvis kom der en bil mere lidt efter, og Ninette var med ombord.

Hun var helt oppe i det orange felt af adrenalin over hvad hun havde været igennem siden hun landede i Vanuatu. Blandt andet var hun vågnet op og set en vagt, som var trængt ind i hendes overnatningsværelse efter første flyvning, og som stod og gennemrodede hendes ting. Hurtigt fik hun javet ham ud, og ud fra hans væremåde at dømme samt at han ikke havde taget noget, mente hun at han havde været kava-påvirket og måske mest havde ledt efter cigaretter. For det andet havde hun efter anden flyvning fundet ud af, at taxaer ikke kørte efter solnedgang, så hun havde fundet et sted at overnatte og betalt, selvom ejeren ikke lige var der. En lokal havde så kørt byen rundt for at finde hende, og da det lykkedes tilbød han at køre hende over til os. Hans far var også ombord, og de måtte lige holde nogle gange for at han kunne få sig en frisk tår kava. 

Efter denne historie lærte vi at bestille kørsel af høvdingen som stod for sejlerne, Stanley, i god tid. Han arrangerede det altid med chaufføren Warry.

Nu vi er ved det med kava, så er det en meget stor del af deres kultur, og vi så også mange “kavasteder”

Et af dem var en stor plads, som samtidig fungerede som mødested for høvdingene (denne plads kommer der billeder af senere i teksten). . Forhandlinger og planlægning kører jo lidt nemmere når man har fået en tår eller to… (kava er et psykotropisk stof)

Et andet af stederne var vi så heldige at møde nogle lokale der var ved at forberede noget kava til om aftenen. Som iver over at de fik en cigaret hver, forklarede de hvordan de lavede kavaen samt viste deres planter, som de dyrkede til netop dette formål.

Den 10. november tog vi ud og oplevede noget af Tannas natur omkring bugten. Først gik vi en tur og lagde mærke til deres frugttræer samt deres hytter.

(deres få køer og grise blev holdt indelukket over områder hvis størrelse og fødevaremængde de danske køer og grise ville blive grønne af misundelse over)
(lime)
(mango)
(Citron – planten er bag ved det store træ)
(hmm. at dømme efter smagen var det alligevel ikke figner…)

Derefter tog den lokale Peter os med på en guided tur. Vi havde hørt, at man kunne tilberede mad i det kogende vand på stranden ved lavvande. Rygtet var blevet underbygget af, at vi havde set lokale vaske tøj i nogle af de varme pytter, og vi havde derfor taget pølser og ketchup med. Vores tur startede således med havkogte pølser og ketchup samt Peters delikatesse: kogte bananer vendt i saltvand. Alt samme en succes :).

Det smagte glimrende, og så var vi klar til en længere gåtur med Peters fortællinger om planter og hvad vi ellers spurgte om. Specielt træerne Banjo, som de bruger hannerne til at bygge hytter ud af fordi de er så lige og stærke, fascinerede os.

Første stop på turen blev den “damppost” vi kunne se helt nede fra båden. Det var en anderledes og sjov oplevelse, og vi kunne lugte svovl i dampen, når den kom over os.

Efter dette punkt var Peter ved at guide os tilbage, men da vi spurgte hvad en anden sti førte til smilede han og tog os med på den tur også.

Højdepunktet på denne tur blev en fantastisk udkigspost samt et stort område med varmt ler i alle mulige farver. Peter viste, at man kunne bruge det til at farve med – stof så vel som kunst på huden.   

Da vi kom tilbage efter turen havde Peter ikke så travlt med at få betalingen. Vi havde hørt fra andre, at de var lige så glade for dåsemad som penge her, og det fik vi hurtigt bekræftet. Peter ville gerne have størstedelen af betalingen i dåsemad :). Jesper sejlede ud for at hente nogle dåser, og imens ville Peter og hans ven lige finde lidt frugter til os. Vi har med tiden fundet ud af, at alle de lokale med glæde giver frugter, og de vil ikke have noget for det.

Som en lille sjov tilføjelse kan vi nævne en episode da vi skulle på gummibåden og ud til skibet igen. Da vi lige havde skubbet os fra land, blev en lille uskyldig bølge på vej mod os pludselig noget større. Den gav os alle en ordentlig vask og skubbede os næsten helt op på land. De lokale i nærheden flækkede af grin, ligesom os, og straks ilede de ud til os og skubbede os ud igen. Denne gang gik det fint.

Under vores ophold gik vi flere gange en tur fra Yachtklubben, ned igennem den ene stammes landsby, videre forbi kava-mødestedet og ud til et resordie kaldet White Beach. Dette var igang med at blive opført i samarbejde med nogle australske studerende over en del år.

Nogle af gangene fortsatte vi efter byen ud til deres primære kava-mødested og videre ud til et resordie kaldet White Beach. Dette var igang med at blive opført i samarbejde med nogle australske studerende over en del år.

En af gangene blev det her til en dukkert i store bølger for tøserne.  

Og en anden gang tog vi en anden tur tilbage:

Nu er vi nået cirka halvvejs i dette oplæg. For at give både dig og os et pusterum, gemmer vi sidste halvdel til vi ligger i New Zealand.  Vores afgang er om cirka 14 timer ;). Men tro os, der er en masse gode billeder og oplevelser i vente endnu :D….

132total visits,1visits today