Mere Tuamotu, 26-06-19

Den 7. juni blev det tiden at sige farvel til Kauehi for at prøve en ny atol, nemlig en af de mere turistede, Fakarava.

Turen dertil blev en fornøjelsestur, og vi var tre både der sejlede på stribe imellem de to øer, mens en fjerde overhalede os.

Fakaravas lufthavn
Fakaravas pas da vi befandt os midt i

Om eftermiddagen landede vi i Rotoava, Fakarava, hvor vi havde denne charmerende udsigt:

Og da regnen kom fik vi lige en bonus.

Egentlig havde vi kun planer om at være der en uges tid, men fordi en god gang blæsevejr kom forbi, endte vi med først at sejle derfra igen den 17. juni. Det var nu heller ikke den værste ø at være fanget på ;). Med tre fine kort fandt vi hurtigt ud af hvor tingene var uden at fare vild på øens eneste vej…

I løbet af vores ophold fik vi oplevet lidt af hvert, men før vi kommer ind på de ting, skal du lige have et par førstehåndsindtryk i billedform.

Et af højdepunkterne på Fakarava var, at vi fik set nurse hajer for første gang.

Denne hajtype er større end den sorttippede revhaj, som vi lærte at kende på Kauehi. Dog fortalte de lokale, at den på ingen måde er farlig, den spiser kun fisk og plankton. Derfor skulle vi selvfølgelig ud og snorkle lidt med den og alle de andre vanddyr. Desværre var nursehajen ikke just socialt anlagte, og vandet var ret grumset, så det var begrænset hvor meget vi fik set samt leget med dyrene.

Når vi alligevel var i vandet, så var det også tid til et bad ind imellem 😉

Sjovt nok genså vi også nogle af de transportskibe vi havde mødt oppe på Nuku Hiva – samt på turen til Tuamotu.

På Fakarava endte vi med at have tre stamsteder – ud over deres tre butikker altså. Det første sted var den franske pandekage- og isrestaurant La Paillote.

Alle disse mennesker er nogen vi efterhånden kender, og vi møder dem sikkert på en anden ø senere igen.

Her hyggede vi os meget (og spiste måske også lidt for meget..) i deres afslappede miljø

En dag kom en lille lokal pige, som ikke forstod et ord engelsk, bare hen og satte sig ved vores bord, som om hun kendte os. Vi kiggede på hinanden, men det tog hun ikke så tungt. Hun kedede sig vist lidt. Så fantastisk som det er med børn, så er det egentlig ligegyldigt om man taler samme sprog eller ej og om man kender hinanden eller ej. Hun synes det var enormt sjovt at tegne i sand med os.

– og Jane fik da også lige sat en fin hestehale af hende, inden hun fik øje på noget andet at lave.. 

I kulturen herude er det normalt, at dem som ejer en forretning, restaurant eller lignende bor i en del af bygningen, så hverdagen flettes sammen med arbejdet.

Ejerne blev desuden overraskede men stolte, da vi fortalte, at vi havde læst om dem og deres sted i en sejlerbog.  

Desuden sad der hver dag en dame nede ved vandet og flettede bambusblade, så de kunne bruges til tag primært, men nogle steder også til vægge/mure.

Hendes to hunde havde deres drømmejob. De var hele tiden 110% optaget af at holde øje med fiskene og de enkelte hajer som kom forbi. Vi kunne ikke lade være med at smile hver gang vi så dem. Tænk hvis vi mennesker kunne være ligeså konstant engagerede i noget så simpelt 8 til 10 timer om dagen 7 dage om ugen…

2 sorttippede revhajer kom forbi til hundenes beskuelse

Vores opholdssted nummer to var et andet lækkert spisested. Her havde de enormt god mad samt fokus på Franskmændenes hjernemanglende tests af atomsprængninger herude i Stillehavet samt deres følger.

En af de ting vi virkelig følte harme over var, at regeringen på forhånd havde vidst, at deres tests ville skade de lokale direkte samt indirekte. Dette “kompenserede” regeringen også for med et beskedent beløb. Vi kan imidlertid  ikke helt se, hvordan dette skulle udligne, at deres primære fødevare, nemlig fisk, stadig er påvirket deraf den dag i dag, samt at mange er døde i alt for ung en alder på grund af kræft og lignende som følge deraf. Og tænk, at de, i vores moderne verden, først stoppede i 1996 efter 193 testsprængninger!

Nede i byen var der også et mindested om det.

Vores tredje hyggested blev byens Yacht Service. Her var der rigtig sejlerhygge, mulighed for at få tøjet vasket og så videre.

Yacht Service lejede også cykler ud, hvilket vi udnyttede en af dagene. På disse kom vi en tur rundt i byen og nogle kilometer udenfor. Det var faktisk meget sjovt at cykle igen. Ikke den store forklaring, men her er en billedserie med nogle af de ting vi så på cykelturen. Turen gik ad den asfalterede vej ned gennem byen, af den grusede vej tilbage og så en tur ud og hjem af den asfalterede vej bare i modsat retning.

På denne franske ø havde de heller ikke glemt telefonboksen.

Efter byen og grusvejen var det lige tid til en forfriskning inden anden halvej

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

– og så fortsatte vi ad asfaltvejen væk fra byen (sydpå)

Der var fine skilte, som fortalte, hvor langt fra centrum man var.
og afstandsskiltene havde hver deres lille hvilested 🙂

Vi fik varmen på turen,

og bagefter var det tid til en slapper.


Imens vi lå i bugten fik vi os nogle faste underboere, som sugede sig fast, når de ikke svømmede ud for at nyde lidt rester af vores aftensmad. De var ganske underholdende, og så var de mosterhurtige. Jane fik sig noget af en chok da hun liiiiige skulle prøve at stikke fingeren i vandet, for de var hurtigere end hende. Heldigvis havde de ikke skarpe tænder, og de fandt hurtigt ud af, at hun ikke var spiselig :).

En af vore nabo-ankerliggere havde været ude og samle en masse kokos. En af disse fik vi, så den skulle da lige åbnes og spises. Vi vidste godt på forhånd, at det ikke er let, hvis man ikke har de rette taktikker og muligvis det rette værktøj, men vi skulle jo lige prøve. Som resultat er her lige lidt billeder at grine over. Vi tog ikke tid på hele processen, men et par timer er nok et realistisk gæt…. Og ingen af os kom (på mirakuløs vis) til skade…

Da vi nåede til den 17. juni trængte vi begge til at komme videre, selvom vejret stadig ikke var helt idyllisk. Prognoserne sagde, at det ikke ville ændre sig meget de næste dage, så vi valgte at sejle til naboatollen Toau. Denne tur blev noget af en oplevelse. Kort efter at vi havde fået ankeret op og var på vej til Fakaravas pas tiltog vinden til 10-12 m/s og det begyndte at regne. Som sådan var det ok, og vi forventede lidt, at det var ovre inden vi nåede passet. Sådan blev det dog ikke… Regnen tiltog, og vi blev hurtigt gennemblødte. Samtidig gik vores touchskærm med kortet på helt i selvsving på grund af de mange dråber der ramte den. Da vi havde glemt at låse skærmen inden regnen startede levede den lidt sit eget liv med regnen som nissen der trykkede i stedet for vore fingre, som var en anelse for våde eller kolde til at blive registreret. Med andre ord kunne vi ikke stole på den længere – den kørte sit eget løb. Derfor måtte vi have computeren tændt for en sikkerheds skyld. Regnen gjorde også, at vi ikke kunne se ind til land hele tiden. Nogle gange var sigtbarheden helt ned til 20 meter, så vi fulgte præcis samme rute ud, som vi var kommet ind via. Dette blev især vigtigt, da vejret på et tidspunkt fik begge dybdemålere til at svigte oveni alt det andet. Som bonus forhindrede bølgerne og regnens pisten i vandet også basal dybdevurdering med det blotte øje.  Da vi nåede passet var der medvind og en medstrøm på 2,7 knob, hvilket er meget. Vi valgte dog at sejle igennem, da passet var bredt og det ikke er på vej ud der er det store problem i et pas. Vi erfarede også, at vi var glade for medstrømmen, for da vi nåede passets midte var bølgerne godt krappede. De præsterede ligefrem at bremsede os fra 7 knob ned til 3, og da 2,7 heraf var på grund af medstrøm ville det have været en ækel tur uden denne – måske endda med manglende styrekontrol. Det var så en god erfaring at få. Efter denne omgang var vi sikkert fri af passet en times tid efter vi havde forladt ankerpladsen. Kort tid efter stoppede regnen også og vejret blev bare bedre og bedre der hvor vi var i modsætning til over Fakarava hvor skyerne blev liggende.

Midt på eftermiddagen kom vi til det lille paradis på Toau, som hedder Anse Amyot. Kort efter kom regnen også dertil.

Vi tilbragte to døgns tid i denne skønne bugt, og vejret nåede også at være super den sidste dag. Stedet er det absolut smukkeste vi har været indtil videre.

Anse Amyot er et lille isoleret samfund med 3,5 faste beboere. Der er ingen veje, og vi er lidt i tvivl om hvordan de overhovedet får post derude? Imidlertid har de et dyreliv i vandet der er helt enormt. Der var små koraller og muslingenet  over flere km2 lavt vand. Vi nåede da også lige en god snorkletur, og der var liv overalt rundt om os. Vi så dog ikke nogle hajer. (Nu er der måske lige lidt mange billeder herefter, men du kan jo scrolle hvis det går lidt for meget i selvsving ;))

Når vi svømmede tilbage til båden var de sidste 10 meter lidt spooky. Automatisk steg pulsen lidt, og vi svømmede lidt hurtigere. Kan du få en mavefornemmelse af hvor stejlt bunden lige pludselig gik nedad? (det lignede en stor undervandsglobus). Det fremhævede bare, at det var umuligt at se hvad der måske gemmer sig dernede… uhhhh….

I sejlbøgerne havde vi læst positivt om det lokale par Valentine og Gaston. De boede der stadig, og de var mindst ligeså søde i virkeligheden.

Når vi roede ind til deres bro kunne vi nemt stirre i timevis på dyrelivet på det lave vand der også.

Deres kæledyr, tre hunde og en fregat, faldt vi også pladask for.

Valentine og Gaston havde en lille “restaurant,” som dog kun blev brugt når der var mindst 12 personer og de havde forsyninger til det.

Imens vi lå der, var der kun tre både, og Valentine og Gaston var desuden ved at løbe tør for mange ting – blandt andet sukker, smør, benzin og rom. Netop på grund af dette oplevede vi hvor anderledes et så lille samfund er. Vi kunne have betalt for bøjen med sukker, men vi havde desværre ikke mere. De første par nætter var der ikke noget lys inde hos dem, og vores nabobåd fortalte, at det skyldtes, at deres solpaneler ikke havde fået nok sol det sidste stykke tid, og at de var ved at løbe tør for benzin til deres reserve-generator. Da vi senere selv snakkede med dem endte vi med at bytte 1 stor flaske rom samt en pakke smør vi kun havde brugt en smule af for seks øl og to kokos. Det var helt fantastisk at prøve et samfund hvor dette var ligeså normalt, som det er for os at tage ned i Føtex og købe en liter mælk. Ud over en hyggelig snak med parret fik Jane også en fin skal fra et lokalt dyr som gave.

Deres kultur var som en ikke-stresset og meget venlig udgave af vores derhjemme. De havde til gengæld 1 time hver vej i deres lille motorbåd når de skulle handle eller besøge venner og familie på de nærliggende øer.

Ofte blev sådan en tur kombineret med en overnatning. Bil havde de heller ikke, for der var ikke nogle veje at køre på. 

Valentine og Gaston levede primært af fisk. Det var heller ikke sværere at fange en, end at Gastron på fem minutter enten havde skudt en fri fisk med sin harpun eller fanget en i deres “netområde,” hvor fiskene kunne svømme ind som små men ikke ud når de blev større. Simpelt men genialt. Deres anden vigtige kilde var kokos. Når de handlede andre steder var det primært kokos de betalte med, enten direkte eller indirekte.

Her er lide billeder fra en gåtur rundt i området for at give en idé om deres samfund.

Da vi den 19. juni om eftermiddagen sejlede fra Toaus enormt hyggelige bugt, var det med et par tårer trillende ned af vore kinder. Det skal da heller ikke være en hemmelighed, at vi mange gange seriøst overvejede at vende tilbage. MEN der er jo stadig mange spændende steder og mennesker vi mangler at opleve samt møde. Vi kunne bare godt have brugt en uge mere der!

Toau var desværre også vores sidste atol i Tuamotu. Det blev enden på en stor era på vores jordomsejling, nemlig Marquesas og Tuamotu. Vi håber imidlertid at der stadig venter en masse spændende på os i Stillehavet, og det tror vi som sagt stadig på er tilfældet :).  

Vi hører i øvrigt, at vejret er omtrent det samme hjemme i DK i denne uge, så husk nu at nyde det :).

50total visits,2visits today