Ja ja, en plan er til for at blive ændret… Vi kom først afsted fra Le Marin, Martinique dagen efter planlagt, nemlig den 28. januar. Denne dag blev til en hyggelig lille sejltur, og vi kom blandt andet forbi en super mini ø, som da er oplagt til en eventyrsfilm – eller hvad siger du?
og sargassogræsset ser vi også stadig på næsten hver sejlads
sammen med endnu mere smuk natur,
og da dagen var ved at være ovre
endte vi på en hyggelig ankerplads længere oppe af øen kaldet Rade de Saint-Pierre. Det var en smuk tur og skønt at ligge til ankers igen.
Næste dag, den 29. januar drog vi videre mod Dominica. Efter endnu en masse smuk natur
begyndte det at blive interessant, med alle de regnbyger vi kunne se gå på tværs af vores rute ovre ved destinationsøen, Dominica. Vi nåede da også at fange fire af dem, før vi var nået igennem bæltet, så for en gangs skyld fik vi faktisk fundet jakkerne frem. Kombineret med bare ben var det lettere humoristisk.
Da vi kom til øen fulgte regnbuen med os deropad, men regnen holdt sig inde over land nu.
og det var en meget frodig ø at kigge på
med nogle imponerende “naturudskæringer”
Vi kastede ankeret ud et sted, der i bogen stod beskrevet som et fantastisk og meget besøgt ankersted. Imidlertid var vi de eneste der lå der, og det gyngede en del, så vi begynder at tage den bog med et gran salt… Til gengæld fik vi os en overraskelse, da vi sad og spiste. Pludselig hørte vi en besynderlig lyd omme bagfra, og straks skulle vi selvfølgelig have afklaret, hvad det var. Til vores overraskelse fandt vi denne fætter.
Utroligt at den kunne flyve så langt ud og lande hos os. Den fik lov til at tage en hviler, og næste dag var den også fløjet videre.
Den 30. januar var det så ved at være tid til et længere ophold i stedet for alt det pendleri. Vi fandt også en af verdens bedste ankerpladser, nemlig Prince Rupert Bay, Dominica.
Det kunne tydeligt ses, at de havde haft en meget ødelæggende orkan for knap 1½ år siden
men de lokale var ved godt mod. Der blev bygget derudaf og snakket mindst ligeså meget. Hver gang vi kom forbi nogle nye mennesker, hilste de på os, og hvis vi stoppede op, havde de helt klart tid til en sludder med os – uanset og de arbejdede eller ej.
Området var stadig meget smukt, og vi var begge vilde med deres arkitektur samt planter
og selvfølgelig dyrelivet
samt deres vejsystemer, så snart vi var lidt væk fra hovedvejen
En af dagene tog vi, med guiden Alexis, en tur op ad deres nationalparks ene å. Det var en fantastisk tur – rig på oplevelser. Imidlertid kunne Alexis fortælle, at dette kun var en brøkdel af hvad det havde været før orkanen. Alene hvor den var nået til nu havde krævet en masse arbejde fra menneskenes side, og naturen skulle nu arbejde i mange år, før den var tilbage på sin standard. Både hvad planter og dyreliv angår.
Vi kom til en lille “bar” oppe ad floden. Her havde de alverdens helseplanter, hvilket det lød til blev hyppigt brugt hernede. Det blev til en god pause dette sted, imens det stod ned i stride stænger. Da regnen var ovre vendte vi tilbage igen.
og sjovt nok stødte vi herude på disse to bøger, der var sat af på en reol (det er nok ikke frygtelig mange hernede der vil få meget ud af dem).
På vej tilbage fik vi også øje på, at de på denne ø er meget afklarede med, at der skal passes på naturen, fordi den er så vigtig.
Vi er simpelthen også lige nødt til at indskyde, at vi ind imellem får os nogle sjove oplevelser hvad mad angår. Vi havde ikke kunne finde almindeligt hakkekød, som vi kender det, så vi havde forsøgt os med noget frossent
og kokken Jesper fik da også sin prøvelse i, at få det til at hænge sammen. Heldigvis var der et æg ombord til at hjælpe med, og resultatet blev til UG.
Den 3. februar forlod vi så fantastiske Dominica, og satte kursen mod Guadeloupe. Den første nat tilbragte vi til ankers udenfor havnen, De Riviere Sens, hvilket ærgede os lidt, for bedst som vi sad og spiste, kom der en stor og fornemt udklædt samt yderst festlig karnevalsflok forbi. Vi måtte nøjes med at nyde hvad vi kunne se gennem kikkerten og høre på lidt afstand. Dagen efter tog vi ind i havnen. Det blev også et ret hyggeligt sted at ligge. Blandt andet blev vi gode venner med gåsen Quin-Quin, som Jesper fik lavet nogle gode retter til.
samt nogle andre danskere som inviterede til aftensmad den ene aften. Det blev en god aften, og vi kom ikke lige så tidligt op og afsted, som vi havde regnet med dagen efter…
Under opholdet fik vi også gået en tur
og besøgt det imponerende fort Louis Delgrés (hele fortet er meget gammelt, men en af dets bygninger blev brugt tilbage i 1980erne af videnskabsfolk fordi der var optakt til vulkanudbrud, så ved du lige det)
Den 6. februar sejlede vi videre til Des Haies, Guadeloupe. Her oplevede vi, for første gang på turen (som vi kan huske i hvert fald), at få et godt gedigent regnvejr lige imens vi skulle lægge anker. Vi blev godt gennemblødte, men heldigvis er det jo ikke koldt herovre, og der var ikke nogen vind, så det var ikke et problem – nærmere forfriskende ;).
Det var et flot sted vi var kommet til – hvilket mange andre også havde fundet ud af.
Efter en lækker overnatning sejlede vi den 7. februar videre til Antigua. Undervejs endte vi med at skifte til et nyt Dannebrogsflag. Det gamle var efterhånden godt hullet og lidt muggent, så det var nok høje tid…
Vi valgte at smide anker i English Harbour (klumpen af både til højre på billedet herunder).
Vi havde godt hørt rygter om, at det var et lidt udfordrende sted at ligge til ankers på grund af deres strøm. Selvom der ikke var meget vind kunne vi godt se, at bådene drejede rundt hulter til bulter, og efter at have været ovre og forhøre os med tre nabobåde samt smidt ankeret to gange og ligefrem snorkelinspiceret det hver gang, mistede vi tålmodigheden. Uanset hvor i mængden vi lagde os, ville der være risiko for at banke ind i en anden båd lige pludselig – og det var også noget som skete dagligt derude. Derfor valgte vi at sejle længere ind og lægge os i havnen. Det passede os egentlig også fint at ligge mere fast, for vores ophold her bliver over lidt tid, da et pænt blæsevejr er på vej. Desuden har vi lige lidt arbejde, som ikke kan ordnes alle steder vi kommer. Blandt andet er forsejlet(genuaen) oppe og få set sine syninger efter, og plotteren er til reparation, da den er blevet syg. Det startede så småt over Atlanten med, at den ikke ville gøre som den fik besked på, og siden da er det blevet værre. Vi har været ved at kyle den overbord mange gange. Samtidig har vi hørt fra en del herovre, at det er et udbredt problem med vores type, så vi er spændte på hvad vi får ud af det, da den heldigvis stadig er indenfor garantien :).
Selvom vi kun har været her et par dage, har vi indtil videre også fået os en del overraskelser (positive). Første dag vi vågnede op til her, blev vi flyttet lidt rundt, fordi der skulle komme et skib, som havde booket en plads. Vi fik imidlertid luksusbetjening, da tre mand flyttede os, og vi næsten ikke skulle gøre noget. Jeg tror vi har potentiale som vigtige mennesker, for det var vi gode til ;).
og i det fine hjørne måtte vi da også lige finde den flaske champagne frem, som vist havde ventet længe nok i køleskabet, for en sådan hører sig vel til i den klasse?
Desuden måtte vi jo også følge lidt med vore naboers niveauer (vi tør ikke gætte på for hvor mange milliarder kroner både der ligger her omkring os)
Det hele gik også fint, og så viste det sig, at vores nye nabobåd, som vi skulle flyttes for, er selveste “Hugo Bosh”. Når du læser dette er du enten kategoriseret som Jane eller Jesper. Hvis du er som Jane så tænker du “er det mon en man burde kende noget til?” og i så fald kan jeg fortælle, at den er flot, og man kan godt se, at den nok kan sejle temmelig hurtigt.. Hvis du er Jesper-typen, så får du øjne som et lille barn juleaften og tænker “F… hvorfor er det ikke mig, der er lige dér lige nu?!”.
For info, så er det en meget berømt båd som deltog i et jorden-rundt-non-stop-kapløb 2017. Nå, men fin er den i hvert fald, og der bliver knoklet ombord på den fra 8 om morgenen til cirka 8 om aftenen. Kun to personer overnatter på den imens resten sendes på hotel. Vi mistænker, at de ikke rigtig har udstyr til andet end et meget primitivt liv ombord hvad angår mad og søvn på grund af vægt…
En anden god ting er, at vi har stor underholdning af de lokale pelikaner. De fisker på livet løs, og at se sådan en jage er som at se et klaver falde ned i vandet fra 3. sal, og efter 1 sekund popper den op som en bold. Alligevel fanger de næsten hver gang en fisk og letter uden problemer igen. Hvis fisken kun er én meter fra båden hvor vi står og kigger generer det dem heller ikke. Imponerende!
I går lidt over middag gik alle de store skib pludselig i gang med at trutte som vanvittige i deres horn, og vi anede ikke hvorfor. Senere spurgte vi på et af de store dyre skibe – hvor det tilfældigvis viste sig at kaptajnen var dansk og meget snaksagelig. Han fortalte, at det var vinderen af TWAC2018 (Talisker Whisker Atlantic Challange), som lige var kommet i mål. Denne kapsejlads er intet mindre end enmands rotur over Atlanten! Og vinderen var i øvrigt en 18-årig knægt. Det tog ham 34 dage, 12 timer og 9 minutter. VILDT! Og vi ved ikke med dig, men vi blev hurtigt enige om, at det ikke lige var noget for os at prøve….
Selvfølgelig har vi også fornøjelsen af at se meget dyre skibe sejle ud og ind hver dag – de er så store, at havnens dykkere skal ud og hjælpe dem med at få deres to ankre op inden de kan sejle….!
Og så er der det med regnbygerne. De lever også i bedste velgående her sammen med den bagende sol, så vi kan ikke påstå, at vi ikke får lidt af hvert.
Nu må det også være rigeligt for denne gang ;). God ny uge.