Forberedelser til Atlanten, 28-11-18

Efter 19 dage i Santa Cruz, Tenerife, samt en ankerplads nogle få mil derfra, er det ved at være tiden for os at komme videre, så nu er det tiden til et opslag. Det er måske lidt overdrevet at sige, at vi har knoklet alle 19 dage, men vi har i hvert fald fået lavet en god del, og så er der lige et par gaster at præsentere. Lad os starte fra en ende af…

Der var engang en 11. november 2018. Det var en dejlig dag, som stod på både god hygge og positive overraskelser. Dagen var knap begyndt før  en ung dansk mand ved navn Jon kom hen og hilste på os. Han gik tilfældigvis og søgte et skib til at krydse Atlanten med, og pumbanerne havde anbefalet ham at snakke med os. Efter en hyggelig snak ombord var Jesper og Jane enige om, at han passede godt ind og kunne påmønstre allerede dagen efter. Det var super godt, og Jon er nu en fast del af teamet! Velkommen ombord Jon

Efter den hyggelige snak skulle vi over til pumbanerne, som havde inviteret på aftensmad. Undervejs så vi tilfældigvis denne kryssedulle efter et berømt skib som også har været her forbi. 

Imens der blev kokkereret på det stolte skib blev Janes ødelagte computerskærm skiftet af Thomas (hvilket gør det noget lettere at få denne artikel lavet til jer).

Aftensmaden blev hele treretters, og vi er nødt til at fortælle, at forretten  var baseret på kaniners indmad, hvilket vi med vilje undlod at fortælle Jesper før han var færdig med at indtage det. Han elskede det.  Til dessert fik Jane så en prøvelse med camembert – som også smagte rigtig godt. Utroligt hvad man kan erfare.

Arbejdsfordelingen var også super god den aften. Opvasken fik drengene lov til at klare, imens kvinderne holdt øje med cockpittet og undskyldte til naboen…

Nu vi er inde på det med mad, så endte vi med at have pumbanerne til aftensmad helt uforberedte et par dage senere. Heldigvis har det vist sig, at Jon er en super god kok, så hurtigt fik han lige tryllet rigeligt med lækker mad sammen til os.

Efter alle de historier om mad, var vi også så heldige at få besøg af vores tidligere kollega Martin samt hans kæreste, Michelle, og deres dejlige søn, Noah, den 14. november.

Det kørte derudaf – Martin bag rettet og de andre med smil på læberne. Det var skønt at være tilbage på vandet! Da vi kom fri af havnen var der “lidt” bølger og mangel på vind, så de nye gaster blev hurtigt (lidt for) søde overfor de lokale fisk… Vi valgte derfor at returnere til havnen før vi indtog en lækker frokost.

Den lille knægt og Jon tog hele turen i stiv arm – en af dem mere sovende end den anden.

Efter en god frokost fik vi en turisttur op ad et lokalt bjerge, hvor vi fik en smuk udsigt med vores egen havn et stykke væk (ovre hvor de store skibe ligger)

og så var der mulighed for en blunder på vej tilbage til skibet

 

Det var en fantastisk dag i godt selskab!

Dagen efter blev også livlig. En vis kvinde blev et år klogere, og i den anledning var der både flag, boller, kage, varm kakao og godt selskab samt en masse telefonopkald og beskeder.

Om aftenen blev der fejret videre med god mad ude i byen.

Nå, men ud over al den fest og afslapning måtte vi jo også igang med forberedelserne af båden, så vi kan komme trygt over Atlanten. Blandt andet måtte vindpilene i toppen af masten rettes ind. Dette var i øvrigt Janes første tur oppe i toppen.

og set nedefra ser man altså øm ud i den siddestol som bruges…

Vi fik syet nye biminier, som kan holde til mere samt er møkere, så mere af solen bliver holdt ude,

sat de sidste mastetrin på,

taklet skøder,

lappet udstødningsslange,

bikset med el for at få alt til at vise det det skal og når det skal,

testet med dunke til ekstra brændstof,

skrubbet skroget,

vasket tøj,

samlet den nye fiskestang som påstås at kunne klare 80 pund – vi satser jo på nogle gode mahi mahi på vej over…

gjort plads til vore provianter (det vil sige ryddet godt op!),

som vi så fik handlet

og pakket det meste ned af (der skal jo være en smule at lave i morgen inden afgang.. – og ja, det er en joke, for listen til i morgen er såmænd rigelig lang…)

og en masse andre ting.

Puh ha, det er hårdt

Her til aften (28. november) er sidste gast, Michael, også kommet ombord, og lige nu sidder han og pakker ud, så han er klar til afgang.

For at sætte prikken over i’et, så skal I da også lige se lidt billeder fra den hyggelige bugt hvor vi har ligget nogle dage

– her fik de friske også badet –

samt lidt af Santa Cruz

En sjov detalje ved dette sted er, at der åbenbart ikke er langt til enden af regnbuen hernede. Gad vide om vi skulle have været et smut forbi og se om der var noget guld?

Efter planen starter vi den store tur i morgen (torsdag den 29. november)  efter at vi har fået tanket klokken 13 lokal tid. Næste stop hedder så Sankt Lusia, Karibien. Vi prøver på at nå det til jul, hvor vi er blevet inviteret til juleaften sammen med pumbanerne. Skulle vi ikke nå det, har vi dog provianteret os til noget lækker julemad :).

Da vi kommer lidt langt væk fra land, vil I ikke kunne følge os hele tiden på de sædvanlige links. Til gengæld sender vi hver dag vores position til facebooksiden (med lidt hjælp af Jespers søn Lasse), så der kan I løbende følge med i hvor langt vi er nået.

Nu kalder køjen efterhånden, så vi vil runde af for denne gang med at ønske jer alle en dejlig december. I hører fra os når vi er kommet over på den anden side, og vi lover at passe på os selv og hinanden.

168total visits,1visits today