Den 10. marts var Macumba klar til at sejle igen, køleskabet samt vandtanke var fyldt op og besætningen var klar til at komme ud og slappe lidt af igen.
Første stop blev Mullet Bay på Motutapo Island.
Det var en smuk og hyggelig lille bugt, hvor der kunne tages en dukkert. Med så smuk natur lige ved hånden skulle vi da også lige en tur i land og gå en tur. Inden vi kom til selve gåturen faldt vi i snak med et new zealandsk par, der havde taget deres gummibåd med hjul under derud for at nyde frokosten. Det var et sjovt transportmiddel, som vi morede os over at se.
Gåturen var også bare lækker.
Vi fik dog lidt travlt til sidst, da (endnu) en faretruende sky hastigt nærmede sig, imens vi stod på toppen af en bakke…
At græsset til tider gik os til over lårene og der ikke var en sti da vi nærmede os bunden førte til nogle sjove balance-øjeblikke. Jespers shorts måtte også have en vask da vi var tilbage på båden efter Jespers tur hen over en lettere skjult lille å.
Den 12. marts tog vi næste ben og endte denne gang i Waihaotangatahi Bay på øen Motuihe.
Herfra kunne vi se ind på Auckland.
Endnu en smuk udsigt, og fordi det var blevet weekend var vi langt fra de eneste der havde udvalgt dette sted.
Imens vi lå her fik Jesper fornøjelsen af at skifte jokerventilen på toilettet (den som forhindrer godterne i at komme retur i toilettet). Da Jesper elsker at arbejde med toiletter, nød han det i fulde drag…
En del ænder nød de mange ankerliggere i bugten. De pendlede rundt imellem bådene og nød lidt godbidder. Fordi nogle af dem var så tamme at de kunne håndfodres var Jane nødt til at teste næste trin, nemlig om de ville håndfodres fra vandet af..
Lad os bare sige, at de var meget skeptiske over at blive fodret af en stor klumset tobenet som desuden skulle kæmpe imod strømmen samtidig med at servere brødstykker. De overholdt i hvert fald corona-sikkerhedsafstanden (selvom den ikke var indtruffet hernede endnu).
Den 14. marts fortsatte vi videre til et andet sted på naboøen Motutapu, nemlig Islington Bay. Endnu en af vore mange yndlingsbugte.
Motutapu er en meget ung vulkanø – kun omkring 700 år gammel. Derfor blev vi meget fascinerede af den natur der ventede os på vores gåtur. Før vi nåede så langt skulle påhængsmotoren dog lige have en kærlig hånd for ikke at gå ud.
– men så kom vi i land.
Imens vi lå der, var der træf med gamle både lige ved siden af.
Da en god gang efterårsblæst var prognoseret, sejlede vi den 16. marts så langt ind i Tamati Bay som vi kunne for at ride vinden af der og samtidig få provianteret lidt.
Da vi lige havde kastet anker stod vi og snakkede om hvordan vi ville dreje når den stærke strøm skiftede retning. Pludselig blev vi kaldt op af en mand fra en af de private små broer som tilhørte en bådbygger. Vi roede over til ham, og han foreslog os at snakke med broens ejer om at låne den det næste døgn på grund af vejrprognoserne. Det gjorde vi, og ejeren var helt ok med det – han ville ikke engang have noget for det.
Som prikken over i’et legede den flinke mand, Kerry, taxachauffør for os, fordi der var langt ud til et sted hvor vi kunne få gas på vores flasker.
Kerry nægtede også at skulle have noget for turen. Vi har virkelig fået en positiv oplevelse af hvor hjælpsomme folk er hernede. Senere på opholdet snakkede vi med Kerry om vores manglende held med at fiske. Han gav os et tip samt noget lokalt guf til at tilberede fisken i når det lykkedes ;).
Jane nåede også lige at nyde det semivarme vand i deres vandslange (Jesper morede sig over lydeffekten…).
Efter blæseværets dage, som ikke blev så slemme som forventet, gik turen videre til Gulf Harbour Bay den 18. marts.
Hvis nu Gulf Harbour Marina lyder bekendt så er det fordi det var den havn vi havde båden oppe i. Oprindelig var det heller ikke her vi havde sat kurset imod, men på turen opdagede vi at Burmese Breeze, som havde prøvet at fange os der men uden held, stadig lå der. Med AIS’ens sender (den som viser andre både hvor vi er) slået fra, smed vi anker lige udenfor og listede os ind på gummibåden for at overraske dem.
Det lykkedes, og det blev en dejlig dag.
Den 19. marts begyndte vi at mærke lidt til Covid-19 halløjet. Ved midnat gik New Zealand i stadie 2, hvor “unødvendig adgang til NZ” blev stoppet. Vi begyndte at få lidt sommerfugle i maven hvad angår vores projekter med at komme hjem samt få båden hjem. Mere om dette sidst i oplæget.
Den 21. marts gik turen videre til Swansea Bay på Kawau Island. Igen kunne vi tydeligt se på de lokale at det var weekend, for der var fiskerbåde ude over det hele.
Dette var en speciel ø, for den var så privatejet ,at det var svært at finde et sted hvor vi måtte gå en tur. Dagens to forsøg endte begge blindt ret hurtigt.
Til gengæld genså vi den lokale båd Camelot her, og det var hyggeligt at hilse på dem igen. Sidst vi snakkede med dem var de ved at gøre klar til at tage på langfart når denne cyklonsæson var ovre. På grund af Coronaen, som jo lukker for indgang i næsten alle lande, var det projekt sat i ventefase nu. Øv bøv.
Under vores ophold var vi slet ikke i tvivl om, at det var en populær ø og at det var weekend. Inden det blev mørkt talte vi det til cirka 100 både ud over os!
Den 22. marts flyttede vi båden til Dispute Bay ved samme ø, for her kunne vi komme på land og gå en tur.
Her blev vi budt meget velkommen af en stor gruppe svaler.
På vores gåtur var vi først ovre og se en gammel kobbermine.
Og derefter fortsatte vi over til den kendte bygning Mansion House.
På turen nød vi duften af skov – det mindede os om Danmark – og så nåede vi at se både wallabies et par gange, en enkelt possom, en del weka’er og til sidst et par påfugle ved selve huset.
Efter vores gåtur kunne vi tydeligt se, at svalerne havde hygget sig på båden.
Så det blev vedtaget, at de måtte finde et andet sted at hygge…
Den 23. marts hørte vi over lokalradioen, at New Zealand nu ville trappe op i coronastadie. Denne dag hævede de det til stadie 3, og ved udgangen af den 25. marts ville de trappe op til stadie 4 (Alt på nær det overlevelsesnødvendige skulle lukke, hjemmeisolation, minimum 2 meters afstand imellem hinanden osv. som du allerede kender det i Danmark). Fordi vi vidste at dette nok ville vare resten af vores tid hernede, skyndte vi os til Auckland i håbet om, at vi stadig kunne nå at komme op i Sky Tower.
Turen dertil gik skønt. Vi fik skiftet til et nyt Dannebrog.
Og i tre kvarter havde vi følgeskab af en stor gruppe delfiner. De hyggede sig med at underholde os og gnide sig op ad den fine nymalede båd.
Til tider lå der op til fem samlet nede ved bagenden af båden, og når de så på skift prøvede at gnide sig op ad roret kunne vi mærke det i rattet.
Til gengæld gik det ikke så godt med vores Sky Tower projekt. Alle havnene i Auckland havde allerede lukket ned for udefrakommende, og der var ingen ledige borde i tårnet. Selvfølgelig tror vi stadig på det bedste, så vi har bestilt bord til den 30. APRIL ;D. Nogle billeder af indsejlingen og storbyen blev det imidlertid til ude fra vandet.
Nå men en fuser skal der jo også være plads til… Da det blev en ret blæsende oplevelse at ligge der, valgte vi allerede dagen efter at sejle ud til en lille havn ved bugtens start. Her kunne vi tømme skrald samt fylde vand på (dette må vi heldigvis stadig :)), inden vi den 25. marts sejlede ud til vinøen Waiheke i “vores” bugt Putiki Bay. Her fik vi os en begivenhedsrig tur op for at handle, men lad os gemme den del til næste oplæg ;).
Hvad angår vejret hernede er vi begyndt at kunne mærke, at efteråret hernede er begyndt. Blæst og regn kommer efterhånden ofte forbi og dagens længde er aftagende. Det er noget værre noget, for vi er i meget bedre form til godt vejr og lange lyse dage ;).
Som nævnt tidligere vil vi også lige give dig et indblik i vores projekter med at komme hjem samt få båden med hjem. Samlet set har vi fem spekulationspunkter i denne sag. Disse og deres nuværende status er at:
1) få båden læsset på fragtskibet i New Zealand (sidste opdatering er, at fragtselskabet arbejder på at få tilladelse til pålæsningen af bådene og dermed at sætte “folk løs” i landet),
2) flyve fra New Zealand til Danmark (det ser ud til, at dette ikke er umuligt. Vi skal muligvis vente et par dage efter pålæsningen før der er et par ledige sæder til os og her må vi se, om der ikke er et ledigt værelse på et hotel som ikke har lukket)
3) flyve til England senere hen (vi ved ikke om at hente vores båd er fornuftigt nok grund til at vi kan komme ind i landet)
4) modtage båden i England (hvis vi ikke kan komme ind i landet på det tidspunkt må vi jo få nogle andre til at modtage den og helst få den sat på land på grund af tidevandet i det sydlige England)
5) sejle hjem til Danmark fra England af (vi kan klare kun at måtte ankre op, men hvis vi eksempelvis ikke kan komme igennem Kielerkanalen må vi hele vejen op langs vestkysten…).
På nuværende tidspunkt er vores transportskib “kun” forsinket til at lande den 15. april i stedet for den 25. marts – til dels på grund af karantæner rundt omkring. Herefter skal den nok være i karantæne i en uges tid før arbejdet kan gå igang.
Det begynder at virke som en spændingsfilm, men vi holder fødderne i sandet, følger med på radioen/tv/covert19.gov.nz, tager én dag ad gangen og lader være med at gå i panik ;). Vi tror stadig på at det hele lykkes.
Vi håber ikke du er ved at gå alt for meget ud af dit gode skind derhjemme. Nyd nu det dejlige forårs kommen. Vi har set nogle smukke billeder af alt det som er igang med at poppe op derhjemme.