Du kan mærke på din hud, at luften omkring dig er varm og fugtig. Det blæser en del udenfor junglen du lige er trådt ind i, men herinde mærker du det ikke. Til gengæld bager solen heller ikke på dig længere, og din krop har det behageligt. Du går på en asfalteret vej, men regnskoven støder direkte op til, og du bliver ved med at minde dig selv om, at du lige skal huske at holde øje med hvor du sætter dine fødder. Indimellem går du jo igennem en bunke faldne blade eller skubber et kæmpe indtørret palmeblad til side, og en del af dyrene her skal man ikke blive uvenner med (store som små). Du trækker vejret dybt og opdager, at for hvert et skridt du tager, er det som om der er en ny duft i luften. Noget sødt, så noget friskt og nu en skarp lugt af afføring. Din hjerne genkender denne lugt – der har været aber forbi for nylig. Du stopper op og kigger op i trætoppene for at se, om de stadig er der. Umiddelbart kan du ikke få øje på nogen, og der kommer ikke ting og sager flyvende ned imod dig. Jo længere du står og kigger, jo flere andre dyr begynder du til gengæld at ligge mærke til. Dér var en lille fugl med skrigende gult bryst, dér var et eller andet som puslede i skovbunden, og sørme om ikke du hører en stor flok meget pludrende fugle, der begynder at slå sig ned længere inde i skoven. Nå, men aber er der ikke, så du begynder at gå videre. Pludselig hører du en abefloks leder kalde op, inde til højre for dig og en anden der svarer længere fremme. Din puls stiger – det kunne jo være der var held i dag. Du drejer ind ad en natursti på din højre side. Du føler dig tryg fordi den jævnligt bliver brugt af andre mennesker og fordi du har en anden person med. Der er alle mulige planter omkring dig og indimellem hen over stien. Efter lidt tid må du kravle over et væltet træ, som er spist halvt op af termitter. Nu hører du lyden af brøleaberne igen, og de er tættere på. Du fortsætter med endnu større iver – når ja, og så husker du lige at se, hvor du sætter din fod. Du kan lige nu ikke se så langt frem på grund af stiens bevoksning, men du er ikke i tvivl om, at der ikke er langt igen. Pludselig hører du noget komme imod dig. Du får et lille chok fordi det lyder som noget stort der maser sig igennem terrænet. Hurtigt afviser din logik dog frygten, for hvad end det er, så bevæger det sig langsomt, og jo tættere på det kommer, jo nemmere kan du bestemme, at lyden kommer nede fra jorden fordi dyret er ret lavt. Instinktivt træder du ud i kanten af stien og stirrer nysgerrigt for at opdage, hvad der kommer frem. Pludselig dukker to legende næsebjørne op fem meter foran dig. Dine øje er ved at poppe ud af hovedet, og i samme sekund de ser dig står de bomstille. Der går et par sekunder, hvor øjeblikket fryser fast. Pludselig piler den ene næsebjørn ud til siden og væk, imens den anden stadig står bomstille og ser skrækslagen ud. Efter et øjeblik mere piler nummer to efter nummer et. Imens du stadig står og prøver at forstå, hvad du lige oplevede, samtidig med at du instinktivt prøvede at fange dem på kameraet, kan du høre, at de begynder at fortsætte deres puslende leg ude ved siden af dig og på vej væk. Du føler dig helt høj, og der går et par sekunder mere, før din opmærksomhed fanger lyden af brøleaberne igen og minder dig om, at det jo var dem du var på vej ud for at se. Du trækker vejret dybt for lige at få tingene på plads igen, og så fortsætter du. To smukke og iøjnefaldende sommerfugle flyver harmonisk forbi foran dig, og kort tid efter må du lige træde hen over endnu en af de store myre stier som er godt befærdet. Efter et par hundrede meter drejer du rundt i et sving, og pludselig kan du se et gammelt kystforsvars artilleri, som er vokset godt og grundigt til. Dine fingre kribler, og aberne må lige vente til du har kigget dig lidt omkring. Du ser både kulørte og lidt store edderkopper samt store flokke af små flyvende dyr ved deres hjem som minder om hvepseboer. Inde i de mørke gange får du forstyrret nogle flagermus, som lydløs flyver hen over dit hoved. Dine tanker begynder fuldstændig at minde om Indiana Jones, og da din følgesvend kommer til at sætte sin fod på en stor sten, som synker en smule, vender du dig instinktivt rundt og forventer, at en hemmelig dør åbner sig, eller at en fare dukker op. Lidt skuffet opdager du, at der ikke sker noget, men når ja, det er jo også virkeligheden du er i… Apropos virkeligheden, hvad var der egentlig blevet af aberne? Du står og lytter nogen tid, men du kan desværre ikke høre dem længere. Du kigger på dit ur. Klokken er 1632, så solen går snart ned, og du vil helst ikke stå i junglen når det sker. Det ville være lidt for spooky for en nybegynder som dig. I vender om og går tilbage mod den asfalterede vej. I begynder at snakke lidt, for med alle de indtryk I har fået på den ellers korte tur, er der så meget at snakke om. Lige da I er kommet ud på asfalten igen, får du øje på en lille flot slange i vejkanten. Du står stille og kigger. Den er cirka 30 cm lang og tynd, og så er den stribet sort og rød. Rigtig flot, og måske giftig? Da du træder et lille skridt frem for at tage et billede, piler den væk på 0,5. Ha ha, det er som om junglens befolkning ikke altid er så let at fange på et kamera. Du mærker mætheden af indtryk for denne gang begynde at krybe frem i dig på vej tilbage til båden, men du skal lige vej stedet hvor du så et dovendyr i går for at se, om den stadig er i det samme træ. Da du kommer frem til træet, kan du først ikke få øje på de. Efter lidt kiggen får du dog øje på den i træet ved siden af , og det er ligefrem så heldigt, at den ikke sover nu – den er i bevægelse. Allerede dér bliver I begge ivrige, og iveren falder bestemt ikke, da du kommer længere frem og opdager, at den bærer en unge på maven. Nåååååååår. Du hører brøleaberne gå i gang i baggrunden igen, men nu må de altså vente til i morgen, for der skal tages billeder!…
Velkommen tilbage fra en lille gåtur i Panamas jungle ved Fort Sherman. Var det spændende? Macumbas besætning blev i hvert fald helt bidt af alt hvad regnskoven havde at byde på, så vi tog en del ture, og vi fik også set en masse aber.
Nå, men du skal jo lige høre lidt om hvordan vores ophold i Panama har været. Vores ophold i Shelter Bay Marina blev en luksusoplevelse, selvom den startede lidt hårdt. Havnen ligger som et lille isoleret samfund i et gammelt militærområde (Fort Sherman) på den modsatte side af Panamakanalen end storbyen Colón. Med gamle bygninger hist og her, som ingen anden end naturen har pillet ved de sidste årtier, og kun få hundrede meter fra havnen til regnskov er det jo et sandt eventyrssted!
Før du læser videre må vi lige advare dig om, at dette er en ret lang artikel… Meget lang faktisk.. Men nu er du advaret, så lad os starte hvor vi slap sidst; vi er lige landet i havnen om formiddagen den 4. marts.
Da vi om formiddagen den 4. marts landede på destinationen og var klar til at tjekke ind fandt vi ud af, at landet holdt karneval, hvilket betød, at immigrationskontoret i havnen var lukket.
I sig selv var det ikke et problem, for de ville åbne igen den 8. marts, og det så ikke ud til at de var så strikse her i havnen hvad det angik. Imidlertid stod vi og skulle til Danmark, da Jespers søn skulle giftes, og barnebarnet skulle døbes. Afgangen hertil var natten til den 8., og for at kunne komme tilbage SKULLE vi have det magiske stempel i passet inden, så vi fik lidt sved på panden. Heldigvis fik vi at vide, at immigrationskontoret ovre i Colón havde åbent trods helligdage. Imellem havnen og Colón kører en lille gratis bus to gange om dagen, så selvom vi var lidt trætte ovenpå turen, hoppede vi på denne, og fik en times kørsel.
Da vi nåede frem, hoppede vi over i en taxa og bad ham om at køre os derud.
Taxachaufføren var ikke god til engelsk, og vi tror ikke helt han vidste hvor det lå. I hvert fald stoppede han og spurgte et par andre om noget, men efter lidt snak var vi på vej. Vi endte ved et sted, som ikke just lignede et immigrationskontor, og der var lukket. Slukørede blev vi kørt tilbage til bussen. Som det så ud nu var pengene på vores flybilletter spildte, for vi kunne ikke få vore stempler tids nok.. Selvom vi ikke forventede noget klogt, spurgte vi lige buschaufføren, som skulle køre os tilbage til havnen. På mirakuløs vis var han til gengæld en som havde styr på tingene, og det viste sig, at taxachaufføren havde kørt os et helt forkert sted hen. Buschaufføren var ligefrem overrasket over, at han ikke havde rullet os (det var lige en lærestreg til os). Buschaufføren tilbød at hjælpe os, så vi klistrede os op ad ham de næste timer – manden kunne både flydende spansk, kendte næsten alle i Colón og var i øvrigt rigtig flink. Efter at have været med tilbage ved havnen og sat de andre gæster af samt samlet personalet op og kørt dem til Colón, parkerede vi bussen og hoppede over i hans private bil. Så skulle konen lige samles op, og derefter kørte vi til port immigration. Før de kunne fuldføre deres arbejde, måtte vi imidlertid lige vej port captain et godt stykke derfra (på grund af korruption er tingene stadig nødt til at være tydeligt fysisk adskilte herovre). På vej til port captain rullede vores chauffør vinduet ned og snakkede til endnu en mand på turen – denne viste sig så at være port captain, som havde lukket og slukket og var på vej hjem. Heldigvis vendte han om og åbnede for os takket være vores chauffør. Da vi kom op på port captains kontor viste det sig, at han skulle bruge kopier af vore pas, hvilket vi ikke havde med. Da det langt fra er alle steder man har en kopimaskine hernede, måtte chaufføren og Jane et smut over til en anden del af havnen. Her fik chaufføren snakket for sin syge moster med tre forskellige personer, og endelig lykkedes det at få kopier. Så gik turen tilbage til port captains kontor, hvor Jesper og manden tog imod os og fik gjort det sidste færdigt. Så kørte vi tilbage til immigration office, hvor papirarbejdet fortsatte fint, indtil damen, som i mellemtiden havde taget over efter manden vi startede med at arbejde sammen med, kiggede op på os og spurgte hvor originalen af det papir port captain havde lavet var henne? Vi kiggede fortvivlet på hinanden, for det havde ham på port captain kontoret da beholdt, og han havde forladt kontoret sammen med os. Vores chauffør kiggede på os og sagde “vent her”. Det gjorde vi så, og på mirakuløs vis var han ude og finde port captain igen, få ham til at åbne, så vores chauffør igen kunne køre hen og fedte sig til en kopi, og lægge denne af hos port captain, for derefter at returnere til os med originalen… På dette tidspunkt var vi alle ved at være godt brugte, og vi frygtede hvad der nu lå i vente. Heldigvis kunne damen nu klare resten (og ironisk nok gik hun ind i kontoret lige ved siden af og tog en kopi af noget…..), endelig fik vi stemplet i vore pas med dato, klokkeslæt og underskrift.
Efter endnu en times tid i chaufførens bil nåede vi endelig tilbage til båden efter 7 timer i felten på grund af to stempler, og vi takkede chaufføren for al hans hjælp samt hans kone for al hendes tålmodighed. Vi tør ikke tænke på hvor lang tid det ville have taget os, hvis vi ikke havde haft ham som hjælper!!! Med på turen havde vi også fået en masse turistinformation. Blandt andet havde vi ikke selv kunne bevæge os rundt i de nødvendige kvarterer af Colón uden at blive rullet flere gange grundet vores hudfarve.
Selvom Panama har en enormt god indtægtskilde i Panamakanalen, så vælger regeringen ikke at investere i Colón, selvom den udgør den ene ende af kanalen samt tager imod utallige charterskibe. I vore ører lød det som en meget mærkelig beslutning, men chaufføren forklarede også, at folkene på toppen er meget glade for at have rigeligt med penge i hænderne selv. Til gengæld hørte vi en anden taxachauffør udtale, at idéen er begyndt at ændre sig, så måske er der håb forude for Colón.
Nu vi er i gang med insiderviden, så havde vores chauffør tidligere arbejdet som narkobetjent i landets største lufthavn. I den senere tid var det imidlertid blevet for farligt et arbejde, så han havde skiftet til buschauffør. Han fortalte, at det ikke var tilfældigt, at der var vagter på døgnet rundt ved den eneste indgang til det gamle militærområde vores havn lå i. På nær havnen var alt forfaldet med undtagelse af fem bygninger på række. Disse var til opbevaring af konfiskerede stoffer. Selvom Panama er selvstændigt i dag, så vil USA stadig have stofferne leveret til dem, så de kan “destruere” dem. Lyder det lidt mærkeligt? Chaufførens erfaring var, at mange af disse stoffer “forsvandt” på vej til USA, og der er åbenbart en meget højere procentdel af amerikanerne ,der er afhængig af den slags end vi havde indtryk af hjemme i Danmark.
Behøver vi nævne, at vi ovenpå denne dag sov frygtelig godt?
Den 5. marts blev en arbejdsdag med at vaske tøj,
gøre båden klar til at stå og passe sig selv samt få pakket hvad vi skulle have med til Danmark ned i de bittesmå tasker, som vore billetter inkluderede. Det var lidt spændende, for i stedet for de 30 grader vi har hernede skulle vi jo hjem til en 0-5 grader, og vi skulle være af sted i 13 dage…
Imellem arbejdet blev vi begge fascinerede af disse smukke rovfugle, som vi så hver dag. De fløj konstant rundt og så majestætiske ud eller sad og tog sig en slapper
Efter forberedelserne gik turen hjem til Danmark, og det blev en lang en af slagsen. Cirka 30 timer tog det, og det inkluderede én taxa, tre fly og så et tog/en bil.
I forbindelse med USA var det noget af et cirkus hvad man skulle igennem. To kropsscanninger, udfyldelse af spørgeskemaer, scanning af alle fingre og sågar personligt interview. Viiildt…
På vej til Danmark havde vi et langt ophold i lufthavnen i Fort Lauderdale i Florida, USA, hvorfra vi tog ud til Everglades og så alligatorer.
Det var fantastisk, også selvom vores aftalte taxachauffør ikke dukkede op. Med lidt hjælp fra de lokale fik vi en Uber taxa i stedet, og vi nåede til lufthavnen i tide. Pyh ha.
Opholdet i Danmark blev fantastisk. Tusind tak til alle jer vi nåede at hilse på, og til de resterende, så glæder vi os til næste gang vi ser jer. Den 18. marts vente vi snuden tilbage mod Panama og båden, og turen hjem tog “kun” 25 timer og 40 minutter.
Til gengæld kom vi for sent til det sidste fly, selvom vi ikke var forsinkede, hvilket chefen ved tjek ind forklarede os. Den grublede vi lidt over, men heldigvis valgte en af tjekind damerne at tjekke os ind alligevel. Vi håber hun slap for større problemer, for vi kom med og nåede hjem på båden lidt før solen stod op.
Fra den 19. til den 29. marts lå vi så i Shelter Bay Marina og nød livet samt fik lavet lidt.
Når man skal igennem Panamakanalen er der en frygtelig masse forberedelsesarbejde. Heldigvis fik vi en agent til at klare det meste for os, så vi kunne fokusere på at gøre båden klar til at komme ud i Stillehavet. Blandt andet kom hun på land og blev renset og malet.
Vi fik utrolig megen hjælp af de lokale. Til tider kunne de godt være tre mand om at røre malingen for os – Jesper mener det havde at gøre med min mangel på bukser der måtte få maling på (hvilket pumbanerne bekræftede, da deres piger også arbejdede i begrænset tøjmængde…)
I havnen havde vi et lille isoleret samfund med miniudgave af grillplads, fitnesscenter, købmand, pool, restaurant, hotel og sejlmager. Vi blev bekendte med mange af de ansatte samt nogle af de andre som lå i havnen.
Den 22. var så fornøjelig, for der landede pumbanerne i samme havn, og da vi ikke havde set hinanden i over tre måneder var der jo lidt at indhente.
Hvad angår vejret på disse kanter, så er det godt blæsende, hvilket er lækkert, for så er temperaturen behagelig. Desuden begynder regnsæsonen at nærme sig, så ind imellem kommer der en ordentlig byge, selvom den som regel er af kort varighed. Luften er fugtig, og specielt når man kommer ind i regnskoven er der utrolig mange dufte som blander sig, ligesom der er lyde fra alle mulige dyr – det er som en stor koncert.
Hvad angår dyr vi fik set, kan nævnes aber (tre forskellige slags), en slange med giftige farver, lidt store edderkopper som også var giftige, dovendyr med unge, en masse slags fugle og næsebjørne. Det eneste vi er opmærksomme på vi ikke fik set var krokodiller, som jævnligt ses i havnen, og araer. Fælles for dyrene i en regnskov er, at deres lyde er forbavsende høje sammenlignet med dyrets størrelse.
Her er lige en frygtelig masse dyrebilleder
Nogle enkelte blomster var der også
Vi blev gode venner med vores franske nabo Jerome, som lærte os, at man godt bare kunne gå en tur ud i junglen selv, og det fik vi mange gode ture ud af. Her er endnu et tons billeder – mest af natur, men der smutter lige nogle enkelte dyr ind hist og her. Det er lovligt at lynbladre, hvis du er ved at være mæt ;).
Lige et halvt tons junglebilleder også 😀
Vi kom også med bussen over til Colón et par gange mere og fik foretaget det primære indkøb til Stillehavsturen.
og båden blev fyldt igen
Den 29. marts blev så dagen hvor vi måtte sige farvel til Shelter Bay Marina, selvom lysten var stor til at tilbringe mere tid der. Det der med junglen i baghaven, aber, pool osv. var lige noget for os!
Vi havde fået nogle store fender samt lange tovværk (til leje) dagen inden, som vi skulle bruge på turen
Efter at have hilst af med dem vi kender,
drog vi af sted klokken 14:15, og med ombord som gaster igennem kanalen havde vi Niels, Emma, Sara og Gaja (også kendt som miss “det er mega nice”) fra Pumba.
Køjerne var forberedt til dem.
Turen igennem kanalen bød på en masse indtryk. Både denne og næste dags lods kom noget senere end forventet, men de var begge flinke og professionelle.
Vi fik set en masse på turen
Inden vi skulle igennem kanalen blev vi bundet sammen med to andre både (vi lå yderst til venstre)
Og så blev vi forbundet til de gående folk som bandt os fast i hver sluse.
Det var spændende at blive løftet op i tre trin gennem Gatun slusen bag et stort fragtskib på førstedagen imens mørket lagde sig.
For at sammenligne, så lå vi så lavt før vi blev hævet
og efter vi blev hævet lå vi så højt
Tøserne fik også øvet sig i diverse knob
samt styring
Da vi var igennem slusen blev vi fortøjret til en stor bøje i Gatun Lake.
Her var vi stadig så tæt på en regnskov, at det var brøleaberne der vækkede os næste morgen.
På andendagen, den 30. marts, fik vi en ny lods ombord, og så havde vi nogle afslappende timer før dagens første sluse
og det var tøsernes tur til at være i pantry’et, da det blev frokosttid og vi lå og ventede ved slusen
Og så videre til slusen…
Dagens første sluse var Pedro Miquiel med én sluse og anden sluse var Mira Flores med to sluser. Alle disse gik nedad i modsætning til dagen før.
og fotografen Emma gav den fuld gas
og lavede popcorn til os, umm.
imens vi begyndte at se pelikaner igen.
I Mira Flores var der også publikum på
Da vi sejlede ud fra den sidste sluse, var det Stillehavet vi bevægede os ud i, hvilket var lidt overvældende.
Kaptajnen og lodsen var dog tilfredse med turen.
Og det sidste arbejde blev ordnet.
Kort efter nåede vi til destinationshavnen, hvor lods og pumbanere blev sat af.
Pludselig var vi alene på båden, væk fra Shelter Bay og havnet i Stillehavet. Vi havde liiige lidt tid hvor det hele føltes ret stort.
Her i Balboa Yacht klub har vi nu ligget i en fire dages tid for at forberede os til den lange tur ud i Stillehavet.
Vi ligger lige op ad trafikruten, så vi har mange listende store skibe samt lynhurtige lodser forbi hver dag. Imellem alle de sidste forberedelser har vi også nået en tur ind i den gamle bydel af Panama City. Endnu et hyggeligt sted, som ironisk nok ligger lige op ad et slumkvarter…
Vi kom også lige vej et parlament
Nå, men nu kan der snart ikke være meget plads tilbage på nettet efter denne lange artikel, så skal vi ikke bare slutte af med at sige, at vi spiser god mad oppe på den lokale bar-restaurant, inden vi går ud på broen og fanger en taxabåd ud til skibet. Når solen står op, så gør vi det samme, og så starter et nyt eventyr.
For info, så bliver den næste tur herfra og til Marquesas øerne i Fransk Polynesien, hvilket vil sige en 30-35 dage og omkring 4000 mil (7400 km). Puh ha… Så vi tager gerne imod en vits eller en gåde ind imellem på denne tur – bare send den til jesper@myiridium.net (ingen billeder eller andet stort, for så kan satellittelefonen ikke klare det).