Stillehavets lange ben fuldført, 08-05-19

Så er der endelig nyt på tapetet, og som titlen afslører, så handler dette opslag om vores tur over første del af Stillehavet. Den lange ventetid skyldes ikke at vi har glemt jer, men at internettet ikke er i top på disse kanter. På første ø lykkedes det at putte første side op i løbet af 5 dage, og her på øen er det så lykkes med de sidste 16 :).

Eventyrets længste tur begyndte om morgenen den 4. april. Efter at have fået fyldt brændstoftanken samt vandtankene helt op,

startede vi jerngenuaen (motoren) op, og klokken 08:40 forlod vi Balboa Yact Club, Panama med kursen mod Hiva Oa, Fransk Polynesien.

Ombord var kun kaptajnen og styrmanden, men til gengæld havde de mad, vand og guf nok med til at tage turen et par gange eller tre. Vores instrument fortalte, at vi havde 3712 mil til destinationen, men på grund af årstiden og vejret, skulle vi lige et smut øst om Galapagos øerne, så i virkeligheden ville den blive lidt længere.

Dag 1 blev en lækkerbisken af oplevelser for øjnene. Vi så en masse store skibe som lå til ankers og ventede på deres tur igennem kanalen,

og dyrelivet var helt overvældende.

Vi så også en stor skildpadde, men kameraet nåede ikke at fange den.

Til vores store fornøjelse, var der ikke noget sargassogræs!

Dagens bonus blev nogle små ekstraopgaver. Vi havde blandt andet købt en ny superstærk fiskeline. Vi havde dog misset et eller andet med, hvordan man putter sådan en på uden problemer. Efter første forsøg skulle linen flettes ud, hvilket kan være lidt drilsk med 100 meter sammenhængende line…

Desuden opdagede vi, at grillens gasregulator var rustet fast. At fikse denne kostede selve “varmeregulator”-drejeknappen, men med en bidetang fungerede grillen stadig…

Også fjederen i easylocken til storsejlet drillede igen og måtte ordnes.

Vore nattevagter var delt op, så Jane var på fra 19 til 23, Jesper 23 til 03, Jane 03 til 07 og så Jesper 07 til 11.

Den første nat var noget af en oplevelse. Det gik stille og roligt, og rundt om os kom der kæmpe “selvlysende” plamager i vandet. Det var som magi. Ind imellem var der delfiner i disse plamager, og de blev også helt selvlysende. Det var absolut WOW at opleve!

Før solen stod op på dag 2, begyndte det at lyne godt og grundigt et stykke fra os. Vi hørte ingen torden, og da lys showet blev liggende hvor det var, kunne vi nyde det i stedet for at være nervøse.  

Kort efter at solen var stået op forsvandt vinden, og vi sneglede stille afsted nær den lille ø Frailes del Sur. Her fik vi fornøjelsen af, i stilheden, at kunne høre nogle hvaler imellem os og øen. Efter lidt tid begyndte vi også at se en masse mantarays. Nogle af dem var springende, hvilket var ret underholdende. Jesper måtte også spærre øjnene op en ekstra gang, da en finne pludselig bevægede sig stille og roligt forbi båden ret tæt på. Mon ikke han lige sank en ekstra gang?…… En haj. Han kommenterede det i hvert fald, da nummer to gjorde det samme senere på dagen…

Ind imellem kunne vi tydeligt se, at fiskestimer blev forstyrrede og lavede tumult i overfladen

Med alle disse fantastiske indtryk nød vi dagen i fulde drag og tænkte, at den her tur da varslede til at blive rigtig god.

Da vi nåede frem til dag 3 var land i sigte ikke længere tilfældet, så nu var vi kommet på langfart – sådan føltes det i hvert fald mentalt. Og hvad kunne være mere passende at benytte sådan en dag til end at tage et bad? På sådan en langfart er vi ikke de bedste til at bade særlig ofte – forestil jer Pyrus i “Alletiders Nisse” eller for den sags skyld “Jul på slottet”, så passer det nok meget godt med os på langtur… Vi fik indviet vores fine vandpose med bruser på og det var jo luksus i forhold til kun at bruge en spand. Den krævede bare lidt mere forarbejde.

Nu er vi ikke blevet nudister eller noget, men hvis du ikke kan tåle bar hud, så spring næste billede over. Hvis ikke, så prøv at bemærk, hvor brune vi er blevet undtagen de private steder.

Når man sejler fra Panama og ned til Galapagos, kommer man igennem det som kaldes Doldrum eller ITCZ (Intertropiske Konvergens Zone). Uden at blive alt for meteorologinørdet, så er det et meteorologisk bælte, som cirka følger Ækvator. I dette bælte er der vindstille og til tider nogle kolossale cumulunibusskyer, med lyn, torden og gevaldige vindstød, kan bygge sig op her. De slemme skyer slap vi heldigvis for, men manglende vind nåede vi til på dag 4. Dagen inden havde vi været heldige med at hoppe fra den ene lille luftmasse med vind til den anden, men det var altså slut nu. Da vi nu var helt uden vind og bølger, måtte jerngenuaen Gertrud træde til.

Det gav overskud til en slapper.

Ligesom vindens variation kom vi også igennem en del store strømbælter med forskellige retninger og styrker. Iblandt dem havnede vi på et tidspunkt i et modstrømsbælte, som var større end de andre. Det havde nået at samle mange ting og sager op. Da det desuden passede med dens retning, kan vi ikke lade være med at forstille os, at de ting nok blev ledt op til affaldsøen i det nordlige Stillehav.

Vi fik set adskillige typer menneskeaffald, så som sandaler, flamingostykker, en sennepsbeholder og mange andre ting. Det var lidt trist.

Heldigvis er det den eneste gang vi oplevede det. Det var også en god påmindelse om, hvor stort et problem menneskets affald, specielt plastik, er blevet til vands.

Fuglene så til gengæld ud til at udnytte det i stedet for at pive over det – de brugte tingene til at hvile på i deres pauser.

Sidst på eftermiddagen så vi noget på afstand, som, i værste tilfælde, kunne ligne bunden af en båd, der stak op af vandet.

Vi besluttede os for at sejle nærmere og se det an. Det viste sig at være mere skrald – eller en pub for de lokale fugle måske? Der var i hvert fald mange.

Vi nåede også at få et delfinshow med kunstneriske hop inden dagen var omme.

Endnu en begivenhedsrig dag – hvorfor er der dog nogle som synes, at sådan en tur kan være kedelig? Det forstod vi ikke (endnu…)

Dag 5 gav også oplevelser til logbogen.  Klokken 06:30 kom en stor suleunge og landede på søgelænderet cirka fem meter fra hvor Jane sad på sin vagt. Hun turde næsten ikke bevæge sig, for det var så hyggeligt at have selskab, at den ikke skulle skræmmes væk. Fuglen begyndte straks at gøre sig selv lækker, imens den kunstnerisk holdt balancen på den tynde wire. Efter lidt tid fik Jane sneget sig ned efter kameraet og tilbage, og så blev der fotograferet løs.

fuglen kiggede lige en gang for at finde ud af, hvad det nu var,

og så var den bedøvende ligeglad.

Showet fortsatte, og da Jesper kom op, var det heller ikke nok til at skræmme den (og det var endda INDEN han havde fået morgenkaffe!). Til gengæld slog dens to trofaste følgesvende sig til op ad morgenen,

og så havde vi ligesom fået kæledyr ombord. Kæledyr som ikke var bange for hverken os eller kameraet

Den kloge som havde fundet plads ude foran, hvor der var bedre greb, var faktisk ikke meget for at flytte sig, da Jane skulle ud foran for at tage billeder af en kæmpe flok delfiner – vi gætter på minimum 50 – som var kommet forbi og legede med os.

Det var godt med disse gode oplevelser, for da vinden begyndte at vende tilbage, måtte sejlene op, selvom vindens retning ikke var optimal. Ørerne nød roen, men at skulle zigzagge, så vi ind imellem sejlede væk fra destinationen i stedet for imod den, var lidt frustrerende.

Vore kæledyr overnattede til dag nummer 6, og de var altså ret søde og nysgerrige.

 Imidlertid blev de stærkt degraderet på Jespers favoritliste, da dagslyset afslørede den enes kunstneriske bæ-beklædning af solpanelerne og i cockpittet.

Da de ikke gad gøre rent efter sig selv, fik de en salut med tågehornet, og den forstod de vist. De holdt i hvert fald op med at lande på båden. Til gengæld fløj de ved vores side et par dage endnu.

Da vi nu havde været på vandet i en uges tid, mente vi, at vi skulle have lidt motion. Derfor lavede vi et “spil”, hvor man skulle trække hvilke øvelser man skulle lave.

Når disse simple ting blev udført i cockpittet var det den andens fulde ret at grine. I en gyngende båd ser det bare ømt ud, når man skal prøve at holde balancen imens man bukker ned i knæ og samtidig klapper sig over hovedet eller lignende.

Denne “hårde” træning blev så belønnet med en film

og de sidste par bananer blev grillet til en lille lækkerbisken bagefter.

Så langt ude på turen havde vi stadig nogle hvide fugle flyvende lydløst sammen med os om natten. De var flotte i månens skin.

Den 8. dag blev sodavandenes og Ækvators dag. I Shelter Bay Marina havde vi hørt tale om, at dåsesodavand havde tendens til at svulme op og blive utætte. Jesper kom til at mærke på en af vores, og den var virkelig svulmet op. Indtil nu havde de været placeret under sofabordet nede i hovedkahytten, men at få klistrende sodavand ned under dørken (gulvet) der ville være et mareridt. Selve bordet med mere ville skulle afmonteres for at kunne komme under dørken… Derfor måtte der tænkes nyt, og da vi ikke skulle bruge ankeret og ankerkæden længe endnu, kom de ud i ankerbrønden at ligge (her er der små huller nede nær bunden og der kommer jævnligt lidt saltvand ind som skyller det igennem).

Klokken 13:31 krydsede vi magiske Ækvator.

Efter en frygtelig masse bøvl med at få kameraer op (som vi lidt opgav), steg selveste kong Neptun ombord i fuld udrustning

og døbte os, i henhold til De Store Haves paragraffer, med en yderst “lækker” dåbsvæske, som vi havde kreeret til ham.

Med de smukke diplomer vi fik, kan vi nu trygt færdes på den sydlige halvkugle.

Vi fik begge meget passende navne. Jane blev døbt Color del Vacio del Pacifico (alias Stillehavets Ædedolk), imens Jespers navn blev Temperamentfulde Pruttemester Langkugle.

Morgenen efter, dag 9, gik heller ikke uden en begivenhed, der var værd at notere. Da klokken begyndte at nærme sig 8 om morgenen, kom Jesper op for at overtage vagten. Bedst som Jane stod og var igang med at fortælle om den rolige vagt og at der ikke var noget at holde øje med, dukkede en lydløs stor hval (4-5 meter bred og ca. 20 meter lang) op en 15 meter ved siden af båden, tog en vejrtrækning og  dykkede ned igen. Ingen af os sagde noget. Vi kiggede bare på hinanden med morgenøjne for at tyde, om den anden så det samme, eller man ikke selv var helt vågen. Men den var god nok, og sikke en start på dagen! På dette tidspunkt var vi også tæt nok på Galapagos til, at havdybden var mellem 1000 og 2000 meter, så der var god mulighed for at se flere.

Da vi nåede over middag, var vi endelig kommet langt nok sydpå til, at vi kunne ændre kursen og fortsætte direkte mod Marquesas. Det var lækkert, og nu var der så “kun” 3056 mil tilbage… Som en bonus blev vinden stabil og til vores favør, så da vi drejede “rundt om hjørnet” blev vores fart gennem vandet fordoblet. 1 knob heraf var medstrøm – og det kan vi lide ;).

Dagens nedtur blev, at vi nu havde været i felten så længe, at nogle madvarer begyndte at blive for gamle. Typisk på grund af det hårde varme miljø, ikke så meget på grund af datoerne endnu. Denne dag var det en stor lækker svinekam, som ellers skulle have bragt smilene frem et par dage, der måtte ofres til fiskene. Øv bøv, men vi havde stadig rigeligt med langtidsholdbart mad, så det var ikke et egentligt problem.

Selvom solen gik ned, var døgnet endnu ikke ovre. Da mørket havde lagt sig, sad Jane i finalen af sin første vagt. Klokken var lidt i 22, og månen, som var stor, lyste godt op fra den skyfri himmel. Vinden og bølgerne var behagelige, så det var en afslappet aften. Imens lydbogen kørte i Janes ene øre, sad hun og kiggede ud på månens stribe igennem vandet på styrbord side. Pludselig kom noget stort til syne. Det blev hurtigt identificeret som en stor hval, der stille bevægede sig fremad. Den befandt sig ca. 30 meter fra os, og ud over at den var imponerende at se på, var der noget der virkede forkert. Nogle sekunder med et forsøg på at finde fejlen foregik i slowmotion og føltes som timer. Hvalen kom nærmere og nærmere, og pludselig stødte vi sammen! Bådens og det stakkels dyrs møde skubbede bådens forstævn kraftigt omkring 40 grader til bagbord. I modsætning til når det sker på grund af en bølge, var dette i vandret plan, og det føltes MEGET mærkeligt. Tingene derefter blev lidt tumulte. Jane kaldte ned til Jesper, at vi lige var stødt på en hval. Jesper, som lige var blevet vækket ude i forkahytten af, at han blev rullet fra den ene side af køjen til den anden, kom hurtigt på benene. Instinktivt begyndte han at tjekke, om der skulle komme vand ind nogle steder, men der var ingen tegn på noget som helst… Efter nogle minutter, der også føltes som timer, uden tegn på, at noget havde taget skade, mødtes vi på dækket, og vi begyndte at sundere over det som var sket. Vi kom frem til, at det måske har reddet os/båden, at vi altid holder farten nede på cirka 5 knob, når solen er nede, for en sikkerheds skyld. Denne aften havde vi sejlet omkring 4,5 knob. For det andet blev vi enige om, at det var godt den ramte oppe foran, for havde den ramt nede bagved, var der flere fatale dele som kunne være blevet skadet (roret vi styrer med, motorens skrueaksel samt propel mm.). Endelig var det godt, at der var gået så kort tid fra hvalen blev opdaget til mødet, at Jane ikke havde kunne nå et forsøg på at undgå den. Havde hun for eksempel drejet væk fra den – og stadig glemt, at dens forreste del var længere fremme end det som kunne ses ovenvande – ville bådens bagdelen sandsynligvis være blevet ramt. For det tredje konkluderede vi hvorfor der var noget ved de sekunder, som virkede helt forkert i Janes øjne. Vi havde hørt, at hvaler sover i vandoverfladen, og at de ikke altid opdager når en lydløs sejlbåd kommer tæt på dem. Dette passede med hvorfor den ikke var dykket ned. At den så havde ramt siden regner vi med skyldtes, at vi drev en del mod styrbord på grund af vores lave fart. Så i virkeligheden var hvalen ikke svømmet ind i os, vi var drevet ind i den. Dermed har farten vi ramte den med også været lavere end de 4,5 knob. Det gav virkelig dårlig samvittighed, for det var ikke det stakkels dyrs skyld. Heldigvis fik den vist ikke mere end en forskrækkelse, og vi kunne ikke se noget som helst på båden. Sjovt nok har vi ikke haft utålmodighedsproblemer med at holde farten lav om natten siden den oplevelse…

Puh ha, heldigvis blev dagen derefter, dag 10, en dag, hvor der intet skete, og vi kunne få nerverne ned på normalen igen.

Dag 11 bød på en hval med unge ved sin side, som svømmede i modsat retning en 30 meter fra os tidligt om morgenen. Og nu vi er ved hvalerne, så mødte vi en hvalfanger et par timer senere. Det gav en trist følelse i maven, og vi tror heller ikke det var en tilfældighed, at netop denne IKKE havde deres AIS tændt. AIS er et system som gør, at både kan se og identificere hinanden på skærmen.

Aftenen blev heller ikke kedelig. Klokken 1730 kom Jesper ned og vækkede Jane og bad hende om at komme op på dækket. Selv fik han hurtigt gemt pungen og et par andre ting væk. To mellemstore motorbåde, med to mand ombord på hver, kom hastigt direkte imod os. Et godt stykke bag dem kunne vi se et større moderfartøj. Selvom vi aldrig har hørt om pirateri i Stillehavet og heller ikke kunne se våben eller tegn på aggression, steg vores puls en del. Da de var en 50 meter fra os, satte de pludselig farten meget ned, og efter lidt tid rettede de nogle få grader, så de gik bag om os. De hilste, og vi hilste lidt kejtet igen. Vi kunne nu se, at de hver havde en høj antenne ombord, så vi kom frem til, at de nok var ude og lede efter tegn på hvaler, som det store skib kunne komme og fange. Vi så dem pile videre og forsvinde ud i horisonten.

Vi så aldrig mere til dem, men vi mødte en enkelt hvalfanger mere, og det så ud til, at han også havde en mindre båd i vandet, så vi tror vores teori er holdbar.

Nå, men ovenpå disse nervepirrende dage gjorde det godt med nogle mere afslappende.

Dag 12 dag brugte Jesper på at skifte generatoren til en ny, som var mere effektiv end den gamle, samt ledningerne dertil.

Jane lavede til gengæld en nedtællingskalender, så vi kunne holde styr på, hvor mange af de ret trælse nattevagter vi havde tilbage. Det gav lidt mental opmuntring at kunne tælle nedad.

Dag 13 fik Jesper motorrums blæseren til at køre igen, da den strejkede efter gårsdagens arbejde.

Desuden kan det noteres, at Jesper var turens mesterkok – Jane er stadig ikke vild med at stå for længe under dækket når det gynger, så hun nøjedes med at hjælpe til med opvaskene.

Jane er ikke så interesseret i motorer og den slags som Jesper, så i stedet var hun mere betaget af dyrelivet, imens hun holdt øje med sejladsen. Det kan fortælles, at vi efterhånden var nået så langt ud, at fuglelivet var drosslet ned til tre arter. Til vores overraskelse blev vi ved med at se nogle hvert døgn resten af turen. Der var lige så stor aktivitet om natten som om dagen, men om natten var det kun til at se når månen var oppe og ellers kunne vi høre dem, når de ind i mellem gav et pip fra sig.

Dag 14 så vi et par skibe. Det første så vi visuelt om natten og de havde ikke AIS på, så vi gætter på endnu en hvalfanger. Ved solopgang sejlede nummer to ca. 30 mil forom os. Denne kunne vi kun se på skærmen, og det var et transportskib – sikkert på vej mod Kina/Japan.

Hvad angår solopgangen, blev dette også dagen, som bød på turens eneste rigtig STORE sky med masser af regn (heldigvis gik den dog bagom os – vi er jo lidt allergiske overfor det der regn ;)).

Resten af turen var skyerne ret flade, og de byger vi mødte varede kun 10-30 sekunder, så det var jo til at overkomme. For lige at tilføje lidt nørderi, så tænk på, at de kradsbørstige cumulunimbusskyer (CBer) hjemme i Danmark kan blive måske 4-5 km høje før de rammer “stoppeetagen” stratosfæren. Hernede ligger stratosfæren imidlertid først oppe i omkring 9-10 km højde. Derfor kan CB’en hernede blive en noget kraftigere energibombe med vind, regn og lyn. Af den grund vil man som sejler (og pilot) helst ikke i kambulage med sådan en djævel. Det er en af de ting Doldrum/ITCZ er så kendt for. Den sky du så på billedet var dog ikke i nærheden af at nå op til tropospausen, og den gav heller ikke nogen betydelig vind. 

Dag 15 bød på fire flyvefisk ombord og en heldig, som havde præsteret at finde vej igennem den lille dæksluge ned til toilettet.

Har vi nævnt, at de virkelig lugter de små krapyler? I hvert fald kom dækslugen på klem om natten efter dette…

Og så var det tiden til endnu en barberings- og badedag.

Denne gang blev det helt civiliseret med bruseren i cockpittet.

Fuldmåne var vi vist også nået til, og de timer den var oppe kunne man se nærmest alt. Det var lækkert.

Den 16. dag så vi hele to fragtskibe på vej mod Kina/Japan. De kunne dog kun ses på AISen, da de var omkring 30 mil fra os. Det må være motorvejen vi var ved at krydse. 

Denne dag kunne vi også konkludere, at vi begge var begyndt at få lidt langfartskuller. Jespers tegn var, at han var begyndt at gå helt amok med hvad der skulle være med i vores grabbag (som blev til to). En grabbag er en taske med de mest livsnødvendige ting, som ligger pakket og klar til, i hast og jag, at blive taget med, hvis man skal i redningsflåden. Han mente det helt seriøst, da han sagde, at han i nat havde tænkt over, at vi også skulle have toiletpapir med! Manglende hygiejne kunne jo være dødeligt i længden.. Et andet tegn han havde var fornøjelsen af, at han meget ofte så både i horisonten. Om de var rene hallucinationer eller bølger vides ikke.

Janes symptomer var til gengæld, at hun hoppede rundt i den ene følelseskrise efter den anden. Netop denne dag var hun i en dyb grøft over alle de vigtige familieting denne tur forhindrede hende i at deltage i (kusinens bryllup, forældrenes sølvbryllup, bedstemødrenes 85 års og 90 års fødselsdag).

Nå, men at vi var forberedte på at det kunne ske, gjorde det lettere at tyde, hvad den anden havde brug for for at bearbejde det i stedet for at lade det gå alt for vidt.

I dag fik vi endelig også taget os sammen til at gøre klar til at fiske. Med det shoppeflip vi havde haft i en fiskeforretning inden afgang, ville det da være pinligt, hvis vi ikke fik fisket lidt på turen.. Vi var måske bare nået i det lidt dovne stadie, hvor alt arbejdet forbundet med at fange, ordne, rengøre efter samt tilberede en fisk virkede alt for hårdt.

Heldigvis fangede vi ikke noget 😉

Som en lille sidebemærkning kan det nævnes, at ude i naturen gør det jo ikke den store forskel, om man går ned på potten – hvis indhold bliver skyllet direkte ud i havet – eller man klarer den i felten. Så længe man bliver ombord altså. Hvorvidt det hjælper med fiskeriet vides så ikke….

Dag 17 bød på både fest og fisk.

Festen blev stor, for i dag nåede vi halvvejs.

Der blev drukket godt igennem ved middagstid, så det kunne komme ud af kroppen inden nattevagterne. Da vi ikke rigtig havde drukket i nogle uger, kombineret med lidt mangel på søvn, skulle der ikke så meget til. Midtvejsroséen var jo obligatorisk.

Derefter skulle der laves et par drinks, og Jesper brillerede med at spilde en smule rom/cola drink i sofaen, da det skulle blandes. Som bonus viste det sig, at den smule ethanol (alkohol) var nok til at aktivere gasalarmen, som fungerede til UG. Derfor betragter vi denne hændelse som en realistisk test, ikke en upsa… hi hi.

Efter en halv flaske rosevin og to drinks kunne Jane ikke mere

og hun måtte et par timer til køjs. Sikke en festdag! Den, og så at vi var over halvvejs, gjorde mirakler for os mentalt.

Som bonus blev Jesper ramt af en flyvefisk i cockpittet 2 minutter efter at bordet var ryddet efter aftensmaden denne festdag. Forestil dig hvis fisken var kommet et kvarter tidligere og var landet lige oveni maden. Ad bad.. Ha ha. 

Den 18. dag bød på 12 flyvefisk på dækket da solen stod op og yderligere én som landede blødt nok til at forblive i live. Denne skulle selvfølgelig tilbage i vandet. Det er utroligt så meget en sådan kan sprælle, lugte og aflevere skæl. Der skal mange gange vask til før lugten forsvinder fra fingrene…

Dag 19. blev også en flyvefisket dag. Ved solopgang var der 23 af slagsen på dækket

I løbet af dagen blev der tid til en skjult slapper

Efter aftensmad, som bestod af det sidste friske kød, fik vi os et par oplevelser. Stolte som vi er, kører vi jo stadig med porcelænstallerkner (de fleste sejlere holder sig til plastikting). Med en gummibordskåner under står de jo fint på bordet, og ellers holder vi dem i hånden når vi spiser. I dag var en dag uden de store bølger, så tallerknerne stod på bordskånerne på bordet i cockpittet, imens vi var ved at tage af bordet. Pludselig mødte vi en ret stejl bølge, som fik os til at lægge os godt ned, og som altså fjernede tallerknerne fra bordskånerne og sendte dem ned på bænkene i stedet. Det kunne de ikke holde til, og de blev derfor doneret til havmiljøet. Det er jo noget værre noget, for så skal vi vaske op lidt oftere :S….

Efter tallerkendramaet blev Jane skudt ned af en begærlig flyvefisk. Hun afviste den dog blankt ved at returnere den vil vandet. Nu havde vi begge prøvet at blive skudt ned, vi viste hvor meget de lugtede, og vi var ved at være lidt trætte af at skulle fjerne så mange om morgenen, så vi blev glade, da vi erfarede, at klimakset nu var overstået. Resten af turen var det kun meget få der kom ombord, og vi blev ikke skudt mere ned. Til gengæld så vi stadig mange i vandet i dagtimerne.

Dag 20 blev en stille dag. Det eneste der skete var, at Jane måtte foretage turens eneste tøjvask, da hun var løbet tør for trusser…

 Dag 21 nåede vi endnu et højdepunkt. Vi var nu nået halvvejs mellem Galapagos og Marquesas. Det vil sige vi havde 1500 mil (2780 km) til nærmeste land! Længere væk fra land og civilisation kommer vi aldrig igen, så det var værd lige at sidde og føle sig lidt fascineret over. Og så var det en god påmindelse om ikke at gøre noget dumt, komme galt afsted, falde overbord eller andet i den kategori. Vores radio kunne ikke nå nogen. Vores nødudstyr ville alarmere inde i land, hvorfra det vil tage flere dage at komme ud til os, og det var længe siden vi havde set andre både, så måske den nærmeste var ligeså mange dage fra os. Vores nødsendere kan ikke blive ved i mange dage og så videre. Alt dette vidste vi selvfølgelig på forhånd, og vi havde forberedt os bedst muligt på alt hvad der kunne gå galt. På sådan en tur skal man heller ikke frygte den slags, for så er det et meget forkert eventyr at begive sig ud på det, men man skal dælen dytme have respekt for ikke at gøre ting på den lette måde, men på den sikre i stedet – ligesom man jo skal hjemme i de danske farvande.

For at fejre dagen gav vi den lige en ekstra omgang med motionen (vi trak 3 opgaver hver)

og så gik vi begge under dækket og så “Hunter Killer” (en u-bådsfilm). Det var mærkeligt at ingen var oppe i cockpittet. Vi satte også jævnligt filmen på pause for lige at tjekke at der ikke var nogen fare – og det til trods for, at der ikke var et øje i nærheden, og at det ville tage flere timer for et skib at komme hen til os fra vi kunne se det i horizonten eller på skærmen, men alligevel…

Den 22. dag oplevede vi vist turens højeste bølge. Natten over var vinden 8-11 m/s og bølgerne voksede stille og roligt.

Ved 6-tiden kom der to bølger, der næsten var 4 meter høje. De var ikke så stejle eller tæt sammen at det gjorde noget, men alligevel var de fascinerende når man sad nede i bunden og kiggede op. Imponerende at de ikke bare knækkede ind over båden men venligt tog os med på toppen og gav en rutchetur ned igen.

Dette var anden gang på turen, at vi havde et par dage med vind i den styrke. Ellers lå den hele tiden omkring de 5-7 m/s, hvilket var perfekt og behageligt.

Om eftermiddagen så vi en stor klynge af fugle på omkring 2-300. Sikke et sted at holde familiefesten – “Jo jo søster, du kan sagtens finde det, du flyver bare østpå fra en af Marquesasøerne, og så efter en 1300 mil så er du der. Du kan ikke undgår at få øje på os. Og husk at tage festtøj på”… Hmmm…  

Nu er du måske begyndt at tænke på hvordan det gik med kosten på dette tidspunkt. Og vi kan afsløre, at den ofte stod på nudler og pastaretter – både til middag og til aften.

kreativt suppleret op med diverse dåsesager

Det var måske ikke det mest energirige, men til gengæld bevægede vi os jo heller ikke det helt store. Og alt det slik og sodavand vi indtog ved siden af skulle nok holde os fra at gå helt sukkerkolde…

Dag 23 blev en “åbenbaringens dag”. Vi havde nu boet på vandet i cirka 9,5 måneder, og vi havde jævnligt haft problemer med, at kopper, olieflaske med mere hoppede ud af skabene når vi åbnede dem efter at båden havde vippet lidt. Jesper monterede nu noget så simpelt som en elastik foran disse ting, og det forbliver os et mysterium hvordan vi har kunne klare os så længe uden det lille mirakel.

Dag 24 bød på fornøjelsen over, at turens 3. sidste opvask blev klaret (vi er ikke lykkelige over at vaske op hvis du skulle være i tvivl). Ud over det fik Jesper fundet plads til vores panama-nummerplade.

og klokken 21:55 nåede vi så langt, at der nu var under 1000 mil til målet, jubiii :).

Den 25. dag skete en sensation. Jesper fuldførte for første gang i sit liv en bog med skønlitteratur! Det var “Schakeltons sidste ekspedition,” som han havde fået i julegave af besætningen på vej over Atlanten.

Den 26. dag er der ikke noteret andet i logbogen end at solopgangen endnu engang var imponerende. Det er ikke mange billeder vi har lagt op af disse naturmirakler. Det er til dels fordi vi nemt ville komme til at lægge alt for mange af dem op, og til dels fordi kameraet kun kan fange en brøkdel af det farvemirakel øjnene oplever. Denne dag var speciel fordi solens lys gjorde en sky gullig og dette gjorde vandet i dens skygge bronzefarvet. Ved siden af skyens skygge var vandet sølvfarvet. Det var virkelig et anderledes wow-syn.

Dag 27 var en påmindelse om hvor meget Jesper savner sit arbejde inklusiv kollegaer og flyene. På skærmen hvor vi havde sat diverse punkter på vores rute (eks. der hvor der var 1000 mil igen, hvor vi var halvvejs osv.), var der i løbet af Jespers ene nattevagt poppet et punkt op som hed “B737”. Til dem som ikke ved det/kan gætte det, så var det punktet hvor der var 737 mil tilbage, og B737 er samtidig betegnelsen for en flytype som Jesper arbejdede med i Jettime (Boeing 737), og som han inderligt håber på han gør igen når vi kommer hjem.

For første gang på turen måtte vi skifte gasflaske denne dag – det er utroligt så lidt gas man bruger til færdiglavede retter i stedet for de store hjemmelavede.

Dag 28 fik Jesper et knokleflip igen, så cockpittets træ blev renset. Det var virkelig som at se en helt ny båd, og vi stod begge flere gange i løbet af dagen og bare nød synet.

og det var hårdt arbejde

Det kunne også på dette tidspunkt tydeligt ses på båden, at den havde været på farten i lang tid nu. Der var salt over det hele,

og dyr havde bosat sig på Windy (selvstyren)

(de små dyr over den røde snor)

Det blev også dagen hvor vinden drejede over til direkte bagfra, så vi kunne sejle dragesejlads (et sejl ud til hver side) i stedet for agten på tværs vind (skråt ind bagfra), hvorunder begge sejl er ude til samme side.

Vi havde også en hyggetime med en drink og Bob Marlin kørende for fulde drøn.

Til aftensmad forkælede vi os med en æggekage med bacon og løg – en fantastisk afveksling fra pastaretterne. Imidlertid viste den sig ud på aftenen at være knap så fantastisk. Jespers mave fik det lidt underligt, hvilket varede ved de næste 18 timers tid, hvor han ikke var helt på toppen. Jane fik til gengæld fornøjelsen af hastigt at bevæge sig fra køjen til potten et par gange kort efter første nattevagt. Æggene vendte tilbage til naturen fra begge ender af det gastrointestinale system imens sveden piblede og hele kroppen rystede. Heldigvis var det så helt ovre da der var tømt ud. Som følge heraf måtte de resterende æg desværre kasseres 🙁

Mere opmuntrende var det, at vi klokken 22:23 kun havde 500 mil tilbage.

Dag 29 skete der simpelthen ingenting. Intet er noteret i loggen ud over at motoren lige skulle lade batterierne lidt op. Viiildt. I får lige et par flotte solnedgangsbilleder så…

Da dag 30 udelukkende bød på, at turens sidste opvask blev klaret (JUBIIIIII), får du lige et par solopgangsbilleder fra den dag….

Den 31. dag skete der til gengæld noget sjovt. Omkring klokken 03 begyndte en bekendt båd at poppe op på skærmen. Det  var sågar en vi havde tilføjet som ven. Det viste sig at være SY Leni, en tysk båd, som vi lige havde nået at se forlade Galapagos sammen med os den 12/4, hvilket nu var 22 dage siden. Imponerende, at vi havde kunne følges så tæt uden at se noget til hinanden så længe! Det var også det første skib på skærmen i 15 dage! Op ad formiddagen kom vi tæt nok på hinanden til en lille hyggesludder over radioen. Det viste sig, at båden var en katamaran med kun én person ombord! Han havde været skadet nok til at han måtte ind på Galapagos, hvor man lavede en midlertidig løsning inden han dinglede afsted (det forklarer hvorfor en katemaran ikke havde sejlet hurtigere end os). Imponerende!

Dag 32 blev den sidste dag på denne lange tur.

Vinden var ikke med på at vi gerne ville nå frem denne dag, så vi satte motoren til at arbejde. Alternativet havde været en nat mere, og så kun 2-3 knobs fart hele tiden, hvorunder man altså både gynger og driver en god del.

Klokken 11:10 blev der land i sigte,

og så skulle der arbejdes for at blive klar til at ligge til ankers. Windy skulle op og der skulle håndstyres fordi vi tog den for motor i stedet for sejl – det var helt mærkeligt at håndstyre igen. Der var flere små ting og sager som lige skulle ordnes. Gæsteflag og det gule flag skulle eksempelvis hejses,

imens landet kom nærmere (fantastisk afveksling fra alt det vand vi havde set den sidste måned).

(inde bag forhøjningen i nederste højre hjørne gemmer vores ankerplads sig)

Dåserne ude ved ankeret skulle flyttes op under bordet i cockpittet, der skulle trylles et anker på en kæde mere, da vi for første gang skulle ligge med hækanker. Sidstnævnte krævede også at gummibåden blev pustet op (når det almindelige anker var lagt, skulle en af os lynhurtigt ro et stykke bagud fra båden og droppe hækankeret, som så skulle spændes op). Før vi vidste af det, var klokken cirka 1630, og vi var nået frem til bugten. Det tog os en times tid at se situationen an, blive enige om hvordan vi gjorde, fuldføre det og til sidst lige ro ud og flytte hækankeret en smule for at være helt på den sikre side. Selvom det var lidt bøvlet for os nybegyndere, så lykkedes det, og klokken 17:35 kunne vi slukke motoren og sige, at vi var landet i Baie Tahauku, Atuona, Hiva Oa, Marquesas, Frank Polynesien! WUHUUUUUU!!!! Champagnen blev åbnet!

Og stolte sad vi og nød udsigten, imens solen begyndte at planlægge dagens nedgang,

imens vi beregnede os frem til, at vi to alene nu havde gennemført en 4042 mil (knap 7500 km) lang sejltur, som havde varet 31 døgn, 8 timer og 55 minutter!

Det er lidt bizart at tænke på, at vi har ligget og dinglet en hel måned i Stillehavet uden pause. Som nogle af vore venner og familiemedlemmer kunne finde på at sige det, så “får man jo af og til en hjerneblødning”… Og vi må give dem ret! Spørgsmålet er så: kunne vi finde på at gøre det igen? Lige nu er svaret nej, men hvem ved om et års tid eller to? Om et par dage er det jo blot et minde, og man har jo en tendens til mest at huske det sjove og positive i det som er oplevet ;).

Selvom denne artikel er blevet frygtelig lang, så skal du lige have en lille kommentar med om hvor fantastisk det er at ligge (næsten) stille igen! Bølgerne er nu så små at vi ikke tænker over det. Det betyder blandt andet, at vi ikke skal holde fast i alting, sætte det i vasken eller placere det andre låste steder imens vi laver mad eller vasker op. Det betyder, at vi kan sove hele nætter ad gangen (det skal vi dog lige vende os til, for vi vågner mange gange i løbet af natten). Vi kan sågar sejle ind til land, handle, gå i ferskvandsbad, snakke med andre mennesker og ikke mindst åbne luger og koøjer så vi kan få gennemtræk igen!

Dog skal vi også lige vende os til, at alt affald – også sodavandsdåser og toiletpapir – skal i skraldespandene nu…   Båden trænger til en meget kærlig hånd udvendig og indvendig, men det hører du nærmere om I næste artikel ligesom alle de andre ting fingrene allerede kripler for at fortælle dig om. Indtil da må du huske at nyde, at foråret er kommet til Danmark. Så vil vi nyde vinteren hernede :).

194total visits,1visits today