Cook øen Rarotonga og dejlig afslapning, 11-08-19

 Den 26. juli hævede vi ankeret og sagde farvel til Fransk Polynesien.

Vi satte snuden mod Cook øen Aitutaki, men da der var gået et par dage ombestemte vi os og rettede kursen 30 grader til bagbord for i stedet at opleve hovedøen Rarotonga. Bølgerne og vinden var lidt stride de sidste par dage, men den 30. juli landede vi.

Ankomsten til havnen Avatiu på Rarotonga blev noget af en oplevelse. Havnen er en industrihavn, som også bruges af langturssejlere. Da vi kom ind lå der nogle enkelte andre lystsejlere, men havnefogeden var ikke til at få fat på over radioen. Da klokken var lidt over 12 regnede vi med, at han var til frokost – vi har jo lært af erfaring, at de ikke lytter til radioen under disse. I vores vente-cirkulering rundt i den lille havn bekræftede en lokal vores teori. Han kunne dog ikke sige hvornår pausen var færdig, da det vist var ret varierende, så vi fortsatte med at cirkulere. Da vi havde ventet en fem kvarters tid fik vi gevinst, og kort efter lå vi fint fortøjret i havnen. Herefter kom så inddeklaringen. Seks personer havde samlet sig ved vores båd, som repræsentanter for immigration, health, customs, biosecurity og selvfølgelig havnen. Det blev til en del papirarbejde, men med en lettelse over at Jesper ikke skulle rende hele byen rundt for at få det ordnet. Han skulle kun lige op på havnekontoret ved siden af. Med hensyn til biosecurity så er det første gang vi har prøvet det. Efter bogen kommer disse ombord og tager alt råt frugt og grønt samt kød foruden at sprøjte båden med noget desinficerende. Imidlertid var vandet lidt uroligt på grund af vejret, og båden samt gummibåden hoppede en del, hvilket de ikke var vilde med. På afstand mente de, at vores båd så fin ren ud, og stolede på, at vi gav dem alle de råvarer vi skulle….

Nå, men så var vi da lovligt i Cook Øerne og kunne tage det gule flag ned. I det urolige vand kunne vi ikke ligge helt op ad kajen, så i stedet blev vores gummibåd til en taxa imellem båden og kajen med tovværk i begge ender. På mirakuløs vis endte ingen af os eller vore naboer i vandet imens vi var der.

De lokale unge var imidlertid ofte forbi for at tage en dukkert om aftenen trods et tydeligt skilt om at man ikke måtte, og selvom det var lige ud for politiets bygning…

Opholdet på Rarotonga blev ret afslappet, hvilket vi mest af alt trængte til, men vi nød det stadig fuldt ud. Det var en fornøjelse at opleve deres kultur, som byder på fest og farver men så sandelig også på afslappethed. Hernede er åbningstiderne som de engang var i Danmark. Alting, undtagen en restaurant, går til weekend lørdag middag. Selv i hverdagene er der heller ikke mange spise-/drikkesteder som har åbent efter klokken 14.

Med hensyn til fest, så var deres Heiva ovre, men til gengæld var den 5. august deres uafhængighedsdag – og det var da en god undskyldning for at feste løs i en uges tid op til.

Ved siden af havnen lå et stort markedsområde med små faste mini-restauranter og mini-butikker samt en masse boder der blev pakket ned hver dag. I festens anledning var der også en scene hvorpå der blev spillet, sunget, danset og underholdt til UG. Indtil det hele lukkede ned klokken 14 altså :).

I ugens anledning var der også en stor konkurence med dans og sang kaldet Te Maeva Nui 2019. En af dagene tog vi op og så dette, og selvom det tog lidt af charmen lydmæssigt at det forgik i en hal, så var det stadig en super oplevelse. Vi kunne tydeligt høre på temaerne, at der var fokus på at bevare de kulturelle værdier samt ændre livsstilen til noget bedre hvad angår overvægt og plastik.

I netop den anledning havde Jane også (endelig) fået købt sig en krans lavet af en lokal, og det var en dejlig duftende oplevelse at bære den. Det kan varmt anbefales :).

– og så lige en kjole samt halskæde fra en lokal butik da…

Vi fik også prøvet nogle af markedets spisesteder. Blandt andet et sted hvor appelsinsaften virkelig var frisk. Faktisk var stedet lukket, vi havde på det tidspunkt endnu ikke havde erfaret det med at alt lukkede klokken 14, men det tog manden ikke så tungt nu han alligevel var der.

På en anden lækker restaurant erfarede vi også, at hundene har det godt hernede. De er gode til at se sig for hver gang de går over vejen, og så er der nogle af dem, som ligefrem lever i et fort. Med hensyn til at se sig for inden man går over vejen så går det i øvrigt mere elegant for hundene end for os, da de kører i venstre side hernede…

I løbet af dagene på Rarotonga har vi også været nogle gange op og ned af deres hyggelige hovedgade, som ligefrem har festligt lys når det er mørkt.

Gravsteder ligger hist og her ud til vejen.

Og så har vi bemærket, at deres arbejdsregler vist ikke er helt som hjemme i Danmark.

Imens vi har ligget i havnen har vi haft tre små fragtskibe inde og læsse af samt få nyt på igen samme dag.

Frostvarer på disse blev manuelt pakket ned i deres fine frysersystem ombord, inden de blev sejlet ud til de mindre øer og flyttet over i butikkernes frysere.

Det er os stadig et mysterium hvordan et af skibene fik læsset to biler over på båden ved hjælp af kran og uden nogen form for plade under, hmmm…

Den 2. august kom der til gengæld et stort fragtskib herind. Som du måske kan se på billederne brugte det virkelig hele havnen for at vende, og det skulle skubbes ind af et bugserfartøj. Imponerende – og sikke de arbejdede de to døgn de lå der med at tømme og læsse.

Et par andre ting vi også har lagt mærke til på øen er, for det første, at der er ligeså mange knallerter som biler på vejene – seriøst. For det andet ligger havnen lige ved siden af lufthavnen, hvilket overraskede os lidt, da der pludselig kom en dreamliner (Boeing 787) så tæt hen over os at den næsten rørte vores mast…. Næsten…. For det tredje fandt vi for nogle fine macheter i den lokale “silvan”, så det er åbenbart et meget almindeligt værktøj hernede. Vi drømte om at købe en stor flot en, men vi turede ikke have den med til de næste lande hvor vi skal tjekke ind uden våbenpapirer.

Hvad angår os selv, så er Jane fulgt i Jespers spor og blevet klippet,

og vi har desuden måtte kassere tre papkasser med havregryn i, da vi fik en levende påmindelse om, at mider (eller hvad det nu er) elsker sådan et paradis uden plastikbeskyttelse. Det er noget med, at nogle mennesker spiser sådanne små dyr, samt at det nogle steder ligefrem er fin mad, men vi følte os ikke lige fristede…

Den 5. August var det tiden for os at drage videre, selvom Cook Øerne helt klart ville have været værd at tilbringe mere tid på samt se nogle flere af. Næste stop: Niue! 🙂

167total visits,1visits today