Den portugisiske tåge er vild med os, 24-9-18

Den 10. september gik turen videre fra Douro Marina, Spanien, og vi fik noget af en oplevelse. Endnu engang havde vi smidt fiskestangen i vandet, og vi sejlede afsted. Pludselig begyndte linen at galopere derudaf. Jesper sprang over til fiskestangen, imens jeg hoppede til roret. Ude i vandet spraglede en fisk rundt på et areal af cirka 5x5m, og knap havde Jesper fået fat i fiskestangen før den knækkede under hans hænder. Trækket i den anden side ophørte næsten samtidig. Linen blev hevet ind, og i enden så vi, at fisken havde taget hele forfanget og blinket med. Selvom det var synd for fisken, var det måske meget heldigt for os at vi ikke skulle have sådan en kæmpe fisk ombord på båden :S.

For at gøre dagen endnu mere spændende blev vi mødt med en masse strøm, da vi kom til Baia de São Jacinto (Alveiro), Portugal

(som I kan se bevægede vi os med 5,5 knob igennem vandet, men med 9,5 knob over bunden, hvilket vil sige, at 3 knob strøm “skubbede os frem.” Med andre ord svarer det til, at vi stoppede motoren og alligevel bevægede os fremad med 3 knob)

På grund af strømmen føltes det som om vi sejlede som nogle halvfulde eller bare var ude og stå på skøjter. Bagenden af båden gyngede sidelæns ind imellem fordi der var en masse hvirvler i vandet.

De erfarne lokale fiskere var det til gengæld en fornøjelse at se. De sejlede til et sted, satte motoren i tomgang og smed linen ud. Så bevægede deres lille båd sig ret så hurtigt sidelæns dernedaf imens de roligt stod og fiskede. Når de var kommet langt nok, gassede de igen op og sejlede tilbage til udgangspunktet, hvorefter de gentog fornøjelsen.

Vi lagde os i en lille “sidelomme” til den flod vi sejlede ind i. Her var der en del andre der også lå til ankers og desuden var der en lokalfærge vi ikke lige skulle ligge i vejen for, så det tog lidt tid at finde det helt rigtige sted at smide ankeret ud. Da det var gjort lå vi til gengæld godt!

Eller…

Da aftenen nærmede sig begyndte vandstanden at falde. Vi krydstjekkede vore beregninger, og konkluderede, at vi stadig ikke burde kunne gå på grund, så vi tog det roligt. Som aftenen gik, begyndte tyskerne på et stort tomastet træskib lidt bag os at grine og snakke en del. Efter lidt tid opdagede vi hvorfor – de var nemlig gået på grund. Og som tiden gik begyndte de at ligge mere og mere ned.

(hvis I kan ane en båd der næsten ligger ned lidt til højre for centrum)

Vi blev derfor lidt nervøse og fulgte meget med i vandstanden og beregnede jævnligt om det kunne gå galt for os. Kokken 21:20 havde vi 40 cm under kølen, og vandet BURDE kun falde 10 cm mere, men der var hele 38 minutter til at det skulle være på minimum, så vi fik kolde føder og sejlede lidt længere frem og smed ankeret ud igen. Derefter sov vi også godt og havde ingen problemer de efterfølgende dage.

Netop lavvandet gav også en spændende oplevelse. Hver gang vandet var væk, var de lokale ude og samle skaldyr, så det måtte Jane da også prøve! Jeg sejlede ind og gik hen og rådførte mig med et ungt par som kunne nogenlunde engelsk. De hjalp mig med at finde nogle små hvide muslinger og forklarede hvad der skulle til, samt at de skulle koge i 5 minutter. Det prøvede jeg, men resultatet blev en ret knasende oplevelse, så jeg måtte en tur på land igen. Denne gang fik jeg fat i en flink gammel mand, som ikke kunne et ord engelsk. Han forstod imidlertid mine tegn, og han plabrede derudaf med hvordan jeg skulle gøre – på portugisisk. Spændende! Imidlertid blev han ved med at gentage “quatro horas” mens han vist fire fingre og plaskede med lidt vand, så min næste portion lå fire timer i vand før de blev tilberedt og det blev en succes – i vandet åbnede dyrene sig og ud af dem kom sandet.

 

Dette sted blev tågen også en trofast ven. Cirka halvdelen af døgnet var det tåget, og den anden halvdel, hvor solen bagte, var himmelen blå og temperaturen høj. Videre på turen var tågen dog endnu mere trofast, så det er begrænset hvor meget af Portugals kyst vi har oplevet.

I Baia de São Jacinto havde vi også mange sjove timer med at se måger fange fisk. Den ene slags kommer som et lyn oppefra og går under vandet, imens den anden forsigtigt skubber sig fremad med dukket hoved (“løven på vandet”). Og de klarede den selvfølgelig også på land

Den 15. september sejlede vi fra Martino de Porto til Peniche Porto, og herunder havde vi besøg at tre legende delfiner samt en unge. Ungen var halvt så stor som de voksne og blev venligt men bestemt holdt puffende væk fra kølen, så den ikke kom galt afsted.. Behøver jeg nævne at nåååååårh hvor var den sød – hvilket kompenserede lidt for al den tåge.

Martino de Porto var en imponerende og ret gyngende oplevelse (dønninger). Indsejlingen var lidt spooky i tågen (vi måtte stole på, at der var noget der i hullet

mellem klipperne)

men da vi var inde var det lidt som et skjult paradis – specielt da vejret var godt næste dag

Peniche Porto blev en spændende havn derefter. Kort efter vi var landet kom en politimand med pistol og det hele forbi og tjekkede vore pas og bådpapirer, hvilket havnefogeden plejer at klare. Nogle andre som lå der fortalte, at havnefogeden havde haft meget travlt med at gå til weekend lidt tidligere. Om søndagen så vi heller ikke noget til ham. Heldigvis lærte politimanden os hvordan man åbnede landgangsporten uden kode/nøgle – hvilket han selvfølgelig ikke kender noget til!

Da vi forlod Peniche havn den 17. oktober, blev der uforventet spænding. Vi var ikke nået langt i tågen før motoren begyndte at opføre sig underligt. Der blev grublet og tjekket alt det mulige ombord imens vi sejlede, for vi har aldrig haft problemer af den slags før. Da vi samtidig havde MANGE timer til næste havn og ville blive skubbet ind i klipper pga. vindens retning og manglende styrke, valgte vi at returnere til Peniche havn, hvor vi kunne fejlsøge mere. Problemet løste dog sig selv, og efter at have krydstjekket derinde tog vi så afsted igen. Turen var lang, og selvom vi var startet kl. 0700 for at nå derned tidligt, da vi havde hørt, at det var svært at få/finde en plads, var vi sent fremme. Heldigvis var Pumba allerede dernede, og på baggrund af deres råd landede vi i Seixal kl. 2200 i buldrende mørke. Netop mørket gjorde også indsejlingsruten lidt nervepirrende. Vi skulle hele tiden finde det næste røde lys som vi skulle have på bagbord (venstre) side samt det næste grønne lys, som vi skulle have på styrbord (højre) side. Ud over ruten vi skulle følge, var der også nogle andre ruters lys vi kunne se. Endelig skulle vi ind imellem tætliggende både som ikke havde lys på da vi nærmede os broen.. Puh ha..

Som et plus ved turen opdagede vi at det var sandt hvad folk sagde med, at “når I kommer til Lissabon er det kanont vejr”.  Himlen blev blå og vinden blev lun. Siden vi landede har vi heller ikke haft noget dårligt vejr!

128total visits,1visits today