Inden vi skal til den travle del af klargøringen inden transporten må det være tid til en lille opdatering om hvad der er sket siden sidst.
Som nævnt i sidste oplæg, var vi den 23. april landet i Islington Bay igen. Der blev vi liggende frem til den 28. april. Bugten har fået kælenavnet “mudderbugten,” da det altid er noget af en kamp at få ankeret op af alt det mudder efter nogle dage.
Under opholdet havde vi fornøjelsen af en C-130 Hercules flyvemaskine.
Det kan godt være, at der ikke skete meget i level 4 tiderne, men når der skete noget, så opdagede vi det også ;).
Et lille spil (eller en del) blev det også til…
Og så nød vi nogle smukke dage med stille vejr.
Den 27. april klokken 23:55 skete det fantastiske at New Zealand gik ned i level 3 hvad coronaen angår. Som sådan betød det ikke den store ændring i hverdagen, men nu måtte hver “bobbel” mødes med én anden “bobbel”. Hvad erhverv angår måtte butikker åbne så længe 2 meters afstand mellem alle stadig kunne overholdes. Det gav meget mere liv i byerne.
Den 28. april sejlede vi tilbage til Oneroa Bay for at opleve forandringen. På denne tur var der en politibåd på skærmen og på vej mod os. Hvis vi havde dårlig samvittighed over noget, kunne vi lige så godt opgive at stikke af, for han sejlede med 33 knob mod vores ca. 6 knob….
Politiet kom dog ikke til os, men til gengæld ventede der noget af en overraskelse i bugten. Da vi sejlede ind blev vi mødt af legende delfiner! På næsten alle både i bugten var der også folk på dækket for at nyde synet.
Så snart Macumba var “parkeret” foreslog Jesper Jane at hoppe i vandet og svømme sammen med dem, og selvom vandet ikke var helt varmt længere, var det lige hvad hun gjorde ;). Sjovt nok blev det jo til en del billeder…
Efter et par timer i vandet/ude af vandet var Janes kropstemperatur ved at mene, at det måtte være nok for denne gang. Delfinerne var også ved at være mættede af at lege med mennesker og både, så det passede jo meget godt. Samlet set havde de været der en fire timers tid.
Senere på dagen var vi en tur oppe på tankstationen for at få fyldt en gasflaske op. Vi stod og snakkede med manden imens han fyldte flasken. Da det forgik på en almindelig badevægt fik vi begge lov til at prøve en tur på den bagefter. Heldigvis havde vi ikke et kamera med, for så havde billederne afsløret, at Jesper var vokset med 3 kg. siden vi tog hjemmefra, og at Jane vist havde været mere i slikposerne, da hun havde tilføjet hele 6 kg…. Men det lader vi være vores lille hemmelighed ;)…
Nu hvor vi var kommet til en bysamfundt igen nød vi at se, at der var blevet mere liv (biler på vejene, flere på stranden og i vandet, køer til diverse take-away boder oppe i byen osv.).
Den 29. april blev vi vækket af at båden begyndte at gynge fordi vinden var vendt og nu kom direkte ind i bugten. Vi strakte den lidt før vi stod op, men så nåede vi heller ikke mere end morgenmaden før vi hev ankeret op og mængede os med kolonnen af andre både der gjorde det samme. Vi blev fem på stribe :).
Vores næste ankersted blev på den sydlige del af samme ø, Waiheki Island, i bugten Putiki Bay. På vej dertil fik vi taget et efterårsbillede.
Imens vi lå i Putiki Bay nåede vi at få handlet stort for sidste gang i New Zealand og så blev det til en gåtur i naturområdet på billede nummer to herunder.
Og Jane var en tur ude på paddelboardet.
Det viste sig, at der var lidt at kigge på, så Jane måtte lige tilbage og have et kamera med.
Efter dette kom der en god omgang blæst og regn igen, så i de par dage blev det ikke til meget andet end film, dovenskab og hvad vi ellers kunne finde på.
Når ja, og så var der jo også internet, så vi var lige inde for at se hvordan billetpriserne hjemtil så ud. Tror du vi blev forskrækkede da vi så dette resultat? Prisen er for én billet!
Dog hjalp det lidt at være mere fleksibel med hensyn til afgangsdag. Vi regner med cirka 11.000 per næse, så vi kan nøjes med det dobbelte af hvad det kostede før coronaen… 🙂
Den 5. maj tog vi tilbage til Oneroa Bay på nordsiden.
Da regnvejrsdagen var ovre, havde vi nogle lækre dage.
Blandt andet var dette lille skib hver dag ude at sejle, og kaptajnen hyggede sig inde på land.
I Oneroa Bay var tidevandsforskellen omkring 2,9 meter i disse dage. Da havbunden absolut ikke var stejl gav det os en meget vekslende udsigt i løbet af dagen.
Ved lavvande var det a la dette:
Hvorimod højvande så sådan ud:
Selvom vi på dette tidspunkt havde været i bugten nogle gange, havde vi stadig ikke prøvet at gå igennem strandens klippeområde som var oversvømmet når det var højvande. En af dagene tog vi turen ved lavvande sammen med en opdagelsestur på standen.
Imens vi lå i denne bugt fik vi også sat “anderekord,” da vi flere gange fik besøg af hele 22 ænder samtidig!
Desuden begyndte vi så småt på forberedelserne til bådens transport med vægt på det som kunne laves i god tid og det som skulle være tørt inden det blev pakket ned. Først var det dækslugen ned til potten som skulle have lidt styrke og tæthed.
Genuan kom også ned imens den var tør.
Og fiskestænger med mere kom også under dæk.
Nogle spil blev dækket til.
I det hele taget begyndte Macumba allerede at se “tom ud” bagtil.
Ovenpå alt det arbejde var det tiden til lidt afveksling. Derfor tog Jane på opdagelsestur iført våddragt for at se, om hun mon kunne finde en rokke og tage et billede af den. Det skete ikke umiddelbart, men hun fik da taget mange billeder af alt muligt andet.
Efter en times tid var der PLUDSELIG noget der bevægede sig i havbunden kun en meter fra hende. Det gik så hurtigt at hun ikke engang nåede at tisse i våddragten af skræk! Hun nåede kun at se lidt sand hvirvle op lige ved siden af samt et glimt af noget der samtidig bevægede sig i periferien af hendes syn på den modsatte side. Mere så hun ikke til den rokke. Det er utroligt så hurtigt de dyr kan bevæge sig når de føler sig i fare. Da vandet var faldet til ro igen, var der et ordentligt hul i havbunden. Dette var magen til de utallige andre Jane havde set på turen inden, og som blandt andet blev benyttet til massesamling af snegle. Senere på snorkleturen nåede Jane at se en rokke nogle sekunder før den stak af, og efter lidt googlen gættede hun p,å at det var ørnerokker hun havde set.
Den 10. maj var vinden igen i den forkerte retning, så vi forlod Oneroa Bay og vinkede farvel til Waiheki Island. Det var mærkeligt at vide, at vi ikke længere ville komme tilbage til en af vore “stamøer”.
Denne dag smed vi ankeret ud i Waihaorangatahi Bay ved Motuihe Island, hvor vi stadig ligger.
Tiden her er gået med lidt flere små forberedelser, og så har Jane haft en sport med at fange rokker på et billede taget fra paddleboardet. Da de hurtige dyr ikke just er så nemme at liste sig ind på er det ikke gået vildt godt…! Men til gengæld er der mange andre ting der er blevet fanget med kameraet :). Fra båden og gummibåden af har Jesper også brugt en del tid på at lege henholdsvis fotograf og drillepind ;). Her er en masse billeder af det samme over dagene hvor vi har ligget her.
Og der er også høflige madglade dyr her i bugten.
I morgen, 13. maj, har vi fået plads i en havn inde ved Auckland, så der skal vi ind og ordne det sidste.
Fragskibet er nu sat til at lande på fredag (15. maj), og vi er så heldige at corona niveauet går ned til level 2 natten til torsdag, så nu begynder det at gå op i en større enhed :D.